AG farer med usandheder

Eksempelvis har Paamiut for tiden en ugentlig forbindelse, hvilket - desværre - har medført visse uregelmæssigheder i postbefordringen til byen ... I den sammenhæng har jeg ikke bemærket, at AG målrettet har kæmpet for en bedre postbefordring hér - men i Paamiut har avisen måske ikke så mange abonnenter eller stort løssalg?

Tirsdag d. 31. juli 2001
Per Svendsen
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Bygder, Infrastruktur, Politik.

Det er med en vis forundring, jeg har læst seneste udgave af Atuagagdliutit/Grønlandsposten (torsdag den 26. juli 2001).

Forundringen skyldes avisens journalistiske fremgangsmåde såvel som indfaldsvinkel på historien om, at der skulle være en "postkrig". Jeg vil ikke ligefrem påstå, at ordene journalistisk høj etik og saglighed er de første betegnelser, som jeg tænker på i forbindelse med dagens udgave - eller de seneste andre artikler hvor POST Greenland er blevet omtalt.

Lad mig derfor begynde med de faktuelle fejl i de seneste udgaver af avisen.

Af avisens forside hhv. artikel fra torsdag den 21. juni 2001 fremgår, at POST Greenland ikke er klar til postflyvningen. Postflyet "Paartoq" blev som bekendt idriftsat planmæssigt, og fløj første tur mandag den 2. juli 2001 med over 1 tons brevpost.

I avisen ugen efter, dvs. torsdag den 5. juli 2001, fremgår det, at den udgående post fra Nuuk tidligere skulle indleveres senest kl. 05.00. Dette er ikke korrekt, hvilket avisen blev gjort opmærksom på gentagne gange - idet fristen tidligere var kl. 17.00 - men avisen medtog alligevel den urigtige oplysning.

Til de faktuelle fejl i avisen torsdag den 26. juli 2001 har jeg følgende bemærkninger.

Der er ingen "krig" mellem Grønlandsfly og POST Greenland, kun at de to selskaber har en forskellig interesse, når det drejer sig om at servicere postkunderne. Benyttelse af ordet "Postkrig" på forsiden vil jeg derfor tilskrive avisens behov for en salgbar forside frem for en seriøs journalistik.

I avisens leder fremstår POST Greenland som årsagen til, at trafikstrukturen i Sydgrønland alene ændres udfra, at vi har indsat et postfly. Der er i artiklen foretaget en passende ustruktureret sammenblanding af post, fragt og passagertrafik. Alle tre forhold er væsentlige elementer i et lands infrastruktur - hvilket jeg har yderst vanskeligt ved at se, at POST Greenland er ansvarlig for.

Uagtet ovenstående, kan jeg godt følge problemstillingen omkring den planlagte fremtidige beflyvning af Sydgrønland - men det er som nævnt tidligere ikke alene vedrørende post, men også passagerer og fragt. Forholdet er således en generel politisk beslutning om landets infrastruktur, og ikke et forhold POST Greenland kan gøres ansvarlig for.

Eksempelvis har Paamiut for tiden en ugentlig forbindelse, hvilket - desværre - har medført visse uregelmæssigheder i postbefordringen til byen. Dette er Grønlandsfly bekendt med, ligesom vi har rettet henvendelse til Grønlands Hjemmestyre for at forsøge at afhjælpe problemet.

I den sammenhæng har jeg ikke bemærket, at AG målrettet har kæmpet for en bedre postbefordring hér - men i Paamiut har avisen måske ikke så mange abonnenter eller stort løssalg? Problemet er meget alvorligt for beboerne i Paamiut og jeg skal for en god ordens skyld oplyse, at der naturligvis arbejdes seriøst med at forbedre postbesørgelse af byen.

Jeg er endvidere ikke bekendt med, at vi har et "rodet" samarbejde med Grønlandsfly, ligesom jeg ikke er bekendt med, at vi har en konflikt med samme firma. Operationelt har vi et samarbejde på et kvalitetsmæssigt meget højt niveau til glæde for alle parter, ikke mindst vore kunder.

Af avisens leder fremgår det, at "I resten af landet kommer posten også frem, men med forsinkelse". Det kalder jeg for noget af et postulat, som der reelt ikke er begrundelse for. Nu kunne jeg så følge avisens høje saglige niveau, og postulere, at vi aldrig begår fejl, men det kan jeg ikke - for vi erkender, at vi også begår fejl, og som vi i en god dialog med vore kunder ser at få rettet.

Jørgen Holme fra Grønlandsfly er citeret for, at der er flere årsager til den ændrede beflyvning, og den ene er, at efter vores indsættelse af et postfly må Grønlandsfly koncentrere sig om passagerne. Lad mig her påpege, at Grønlandsfly - eller andre transportører - aldrig ved tilrettelæggelsen af deres fartplaner har taget hensyn til postbefordringen, men alene tilrettelagt fartplanerne efter behovet for passagertrafik. Dette er i øvrigt en af årsagerne til, at vi har anskaffet eget postfly, således at vi kan tilbyde vore kunder en billigere og mere regelmæssig service .

Ligeledes er Jørgen Holme citeret for, at POST Greenland har opsagt aftaleforholdet med Grønlandsfly. Det er ikke korrekt, idet POST Greenland ikke har opsagt nogle aftaler. Efter indsættelse af eget postfly har vi dog modtaget nye priser og betingelser fra Grønlandsfly gældende pr. 1. juli 2001, som bl.a. medfører væsentlig højere priser på transport af post med Grønlandsfly, samt bortfald af den hidtidige høje prioritet på brevpost.

Det fremgår endvidere i artiklen, at post i fremtiden ved Grønlandsfly prioriteres som fragt grundet det meget reducerede omfang. Det forhold er jeg ligeledes ikke bekendt med, idet de tidligere nævnte nye priser og betingelser fra Grønlandsfly fastsætter prioriteringen på deres rutenet. Ganske vist kommer passagerer nu foran brevpost - men breve og pakker er trods alt før fragt.

Forholdet omkring prioritering skal også ses i sammenhæng med, at offentlige transportører skal medtage post på deres rutenet. Det er et forhold der er lovgivet for, og hvor prioriteringskravet er til tolkning i Hjemmestyret.

Af artiklen fremgår det også, at "heller ikke weekendposten fra Nuuk og sydover kan nå mandagsmaskinen", hvilket naturligvis heller ikke er korrekt. Al post fra Nuuk behandles i løbet af søndagen, og køres til flyet mandag morgen ved 6-tiden.

Personligt er jeg ligeledes ret mangelfuldt citeret omkring mulig beflyvning med eget postfly til Sydgrønland. For nærværende har vi et postfly, som for tiden beflyver de største byer (med landingsbane) dagligt, mandag til fredag. Jeg finder det samtidig ret naturligt, at vi har valgt en rute, som til fulde udnytter flyets kapacitet - havde vi eksempelvis i stedet valgt en ruteføring med beskedne postmængder og store økonomiske tab til følge kunne AG med rette skrive om POST Greenland på forsiden.

Om vi anskaffer os endnu et fly er ikke afklaret for nærværende, og dermed har vi tilsvarende heller ikke fastlagt nogen specifikke ruteføringer i forbindelse med et eventuelt fly nummer 2.

Visse elementer i artiklen er dog - imponerende nok - korrekte, nemlig at det handler om økonomi, samt at vi har holdt møder med AG omkring den fremtidige distribution af avisen.

På disse møder har POST Greenland været endog meget fleksible for udelukkende at tilgodese AG’s behov, uanset hvordan man måtte vælge at trykke og distribuere avisen, herunder om man ville benytte POST Greenland helt eller delvist til opgaven. Men det er nu åbenbart alene POST Greenlands ansvar at distribuere avisen.

AG’s saglige og faktuelle niveau de seneste uger i relation til indsættelse af vores postfly medfører i øvrigt, at jeg fremover må overveje kun at kommunikere med avisen skriftligt samt via pressemeddelelser.
- - Kære Per Svendsen

Jeg synes, du er noget nærtagende. Dit spydige og mistænkeliggørende indlæg egner sig efter min mening kun til at forplumrer oplysningen og debatten om dette meget vigtige emne.

Artiklerne omkring indsættelsen af det nye postfly er i bund og grund journalistisk vederhæftige.

Artiklen fra juni om, at Post Greenland ikke var klar til postflyvningen var jo korrekt. Anton Christoffersen er citeret rigtigt. Historien handlede om, at Post Greenland, 14 dage før flyet skulle indsættes, endnu ikke var klar og derfor heller ikke kunne svare på, hvordan posten skulle flyves.

Det er rigtigt, at vi i denne artikel og den næste 14 dage senere oplyste, at posten tidligere skulle indleveres inden klokken 05,00 for at komme med danmarksmaskinen samme dag. Vi valgte at ignorere Post Greenlands korrektion, fordi vi er flere, der husker, at det på postkasserne på posthuset i Nuuk har været trykt en indleveringsfrist til klokken 05,00. Det kan Tele Greenland ikke lave om på.

Vi har ikke ensidigt givet Post Greenland ansvaret for situationen, men netop gjort os umage for i artiklerne at omtale Grønlandsfly og Posten under et, hvor det har været muligt.

Alle oplysninger - undtagen den om, at weekendposten ikke når mandagsmaskinen* - bygger på oplysninger fra enten dig selv eller Jørgen Holme. Du er citeret korrekt og har således ingen grund til at være fornærmet og overveje i fremtiden kun at kommunikere skriftligt med AG.

Der er ikke tale om dårlig presseetik, blot fordi en avisartikel forholder sig kritisk til et eller andet. Hvis vi undlod at omtale dette emne, ville vor moral og journalistiske standard lade meget tilbage at ønske.

Det er heller ikke forkert af avisen at gøre opmærksom på. at posten kommer frem med forsinkelse de steder, hvor Post Grønland ikke selv flyver. Grønlandsfly har jo efter Post Greenlands overtagelse af en væsentlig del af postflyvningen meddelt, at selskabet nu prioriterer posten som fragt.

Vor artikel fortæller om nogle nye forhold omkring postbesørgelse til Sydgrønland. Det handler kort og godt om, at der fra mandag morgen først er postforbindelse sydpå fra Nuuk om fredagen. Denne post udbringes fredag/lørdag.

En kedelig følge af det samlede problemkompleks omkring beflyvningen af Sydgrønland er, at AG ikke kan få sin tirsdagavis distribueret. Det er en alvorlig sag for os, og derfor skriver vi om det.

Denne situation for byerne syd for Nuuk har dit svar ikke ændret på og dårligt nok kommenteret. Problemet er stadig lige stort, og vi har ingen anledning til at tro, at det bliver løst.

Til sidst skal jeg give udtryk for, at AG er både glad og taknemmelige over det samarbejde, avisen gennem mange, mange år har haft med det grønlandske postvæsen. Vi har fået en god service, og prisen har i høj grad været rimelig.

Ikke desto mindre er den nye situation med distributionen til Sydgrønland så alvorligt et problem for os, at vi er nødt til at forsøge enhver hæderlig mulighed for at få ændret på de aktuelle planer.

Venlig hilsen
Jens Brønden
Chefredaktør

* Vi var ikke klar over, at der blev sorteret post søndag. Beklager.