Fradragsret kan skaffe ny kapital til boligbyggeriet

Men der kan ikke bygges personaleboliger med fradragsret. Og det selv om en personalebolig ofte er en helt nødvendig forudsætning for at kunne skaffe det nødvendige personale og dermed overhovedet holde virksomheden i gang

Søndag d. 23. februar 1997
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Boliger, Erhverv, Politik.

Midt i den voksende boligmangel er der stadig uudnyttede muligheder for at forøge boligbyggeriet.

Som lovgivningen er i dag kan en privat virksomhed bygge et værksted og trække alle udgifter fra i firmaregnskabet. Der kan købes værktøj, kontorudstyr, kontormøbler. Ja, der kan sågar købes biler, som kan stilles til rådighed for de ansatte som et personalegode, og stadig kan alle udgifter trækkes fra.

Men der kan ikke bygges personaleboliger med fradragsret. Og det selv om en personalebolig ofte er en helt nødvendig forudsætning for at kunne skaffe det nødvendige personale og dermed overhovedet holde virksomheden i gang.

Kun meget solide firmaer eller hjemmestyreejede firmaer - med den soliditet i ryggen som ejerskabet giver - kan tillade sig at nybygge personaleboliger. Tele Greeenland, hvor jeg selv er bestyrelsesformand, bygger sine egne personaleboliger og betaler kontant.

I virkeligheden er det naturligvis den enkelte telefonabbonnent, der betaler!

For en »hjemmestyreejet virksomhed« som Dronning Ingrids Hospital gælder andre regler, selv om boligbehovet er stort og påtrængende. Her er der ingen direktion og bestyrelse, der kan tage rationelle beslutninger og lade patienten betale. Altså må vi finde på en udvej, der giver institutioner som Dronning Ingrids Hospital parallelle muligheder for at handle rationelt.

En oplagt mulighed er erhvervsmæssigt boligbyggeri
En lovgivning om erhvervsmæssigt boligbyggeri, vil bane vejen for egentlige boligselskaber, hvor nogle af de mange penge, vi ellers via de grønlandske banker stiller til rådighed for det danske boligmarked, kan komme til at arbejde i Grønland.

Specifikt for Dronning Ingrids Hospital forestiller jeg mig, at man får lov til at indgå en forhåndsaftale om 10-årige lejemål på det nødvendige antal tjenesteboliger. Et privat konsortium opfører boligerne med private indskud og realkreditmidler og - hoc est corpus: om to-tre år er boligproblemet endeligt løst for vort store landshospital.

I den mellemliggende tid må der udvises stor smidighed og megen forståelse. Også fra Nuuk kommunes side.
PS: Et lovforslag om erhvervsmæssigt boligbyggeri er under forberedelse.
PS PS: Det trådte i kraft 1. januar 1998