Oprop til de grønlandske politikere! - II

I mit første læserbrev påpegede jeg at de unge grønlændere, der er taget på videreuddannelse i Danmark bliver dernede pga. boligproblemerne heroppe. Nu tager dem, der har en uddannelse og et arbejde hér også ned til Danmark og andre lande på grund af bolig problemerne.

Lørdag d. 10. oktober 1998
Daniel Danielsen
Emnekreds: Boliger.

Jamen kære politikere, hvis nu flere følger trop og mener at det er helt rigtigt, hvad jeg har skrevet, så er det jo pludselig en del af jeres vælgerskare! Mon ikke så det er tid til at komme med nogle svar og et par løsninger?

Kan i tænke jer kære medlæsere (vælgere), samme dag, som det sidste læserbrev jeg skrev, kom i avisen fik jeg et sted at bo! Det er ikke umuligt! Jeg måtte selv søge det privat og med lidt hjælp fra min arbejdsplads, men nu har jeg et sted for mig selv og min kæreste. Måske har den venlige udlejer læst om mine problemer og har kunnet genkende mit navn. Det er ikke helt nytteløst at kradse sine tanker med og i disse tilfælde få dem i avisen!

Tusind tak for det! Både til avisen og til udlejeren! At jeg kun har lejekontrakt til April og derefter måske bliver nød til at flytte til Danmark for at få et sted at bo, det er en anden sag, ...jeg har lært at leve i nuet. Ud over denne lille historie kære politikere kan jeg forsikre jer om at jeg ikke er den eneste, der flytter til Danmark eller hvor folk så ellers flytter hen. Jeg tager f.eks. min kæreste med ...hun kan alligevel fortsætte sin uddannelse dernede og min hund for den sags skyld kommer også med. Det er 2 1/2 grønlændere, der flytter fra landet. Hun har sin uddannelse jeg har et fint arbejde, det er ikke det der er problemet. Flere andre højt og lavt uddannede folk flytter i dette øjeblik og i nærmeste fremtid væk. Jeres vælgere, jeres indkomst og jeres fødebrød. Tænk lidt over det!

I mit første læserbrev påpegede jeg at de unge grønlændere, der er taget på videreuddannelse i Danmark bliver dernede pga. boligproblemerne heroppe. Nu tager dem, der har en uddannelse og et arbejde hér også ned til Danmark og andre lande på grund af bolig problemerne. I har så travlt med at købe firmaer og udkonkurrere det ene efter det andet. Entreprenører og byggefolk er iblandt de rigeste her i landet hvorfor har i ikke et firma for jer selv af den slags? (Det er ikke for at ramme entreprenørerne, men i kan altså ikke overkomme dette kæmpearbejde alene!) Så vidt jeg forstår er en hovsa løsning lavet med boliglån til firmaer, så de selv kan bygge boliger til deres ansatte. Der er ret ok, men hvad med de små firmaer, der har lige så meget brug for boliger til deres personale, men ikke har råd til et sådan foretagende? Alt i alt kan det jo næsten være lige meget for om et år når de nye boliger er bygget, så hjælper det jo ikke dem, der står og mangler noget lige nu! Det generer mig at de såkaldte socialt ramte de går rundt og drikker af vores andres skattepenge, når der er arbejde derude. Det er blot et spørgsmål om stolthed. Der må da være hårdfaste regler om hvornår man kan få af andres skattepenge. Jeg har mødt og hørt om typer, der bittert forsvarer sig imod negativ omtale dem som arbejdsløse. Samme typer, der drikker "sine" penge op i starten af måneden og så senere på måneden har det uuuh så dårligt. Har de mon tænkt på at intet firma med en fornuftig ledelse (ud over hjemmestyret) vil ansætte en fulderik? Som jeg ser det er det kun de rigeste, der har råd til at være drankere, de er også de eneste, der har råd til at komme på "afvænning". En heldig ven af mig, der har sin egen lejlighed drak alle sine penge op i stedet for at betale sin husleje måned efter måned og først lige akkurat før han blev smidt ud begyndte han at betale. Andre socialt ramte har fået og får penge hver måned og et sted at bo. De bliver sgu´ heller ikke smidt ud fordi de ikke betaler huslejen. Hårdt arbejdende familier med børn og uden 3. grads alkohol problemer står bogstaveligt talt på gaden og de betaler endda skat! Jeg tror ikke at sociale ramte ved hvor heldige de er! Familier bliver splittet op i frustration og nogle begynder måske at drikke. Børnene bliver overladt til sig selv og en ny ond cirkel er startet. Hvor meget skal det til for at se hvor alvorligt det står til? Derude et sted er der mindst én familie i nød kun fordi i ikke har bygget boliger nok! Hvor mange vil i se før i tager rigtigt fat? I kan holde så mange fine møder, så mange fine middage, snakke med dybe, dybe alvorlige stemmer og se nok så truende ud, men er i overhovedet klar over hvordan i vinder vælgerens respekt og kærlighed? Det er egentligt ret enkelt! I skal ikke lede længe efter svaret for i for det hele tiden serveret på et sølvfad. I skal bare fri os fra vores problemer! Det er dét vi betaler jer for! (Prøver jeg i hver til fald at bilde mig selv ind!)

Med venlig hilsen

Daniel