Nedlæg INI A/S!

ET AF PROBLEMERNE er, at hjemmestyret har forhindret INI i at operere med en omkostningsbestemt husleje. Det var det, hele ideen byggede på, da INI A/S blev etableret, men fordi hjemmestyret indgik en aftale med SIK om, at omkostningerne i forbindelse med offentlige ydelser skulle fastfryses, blev INI stækket og mistede hele sit operationsgrundlag.

Tirsdag d. 30. marts 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Boliger, Politik.

BOLIGSELSKABET INI A/S er en upopulær størrelse. Ikke bare i Nuuk, hvor boligproblemet er større end andre steder i Grønland, men også i byer, der finder, at INI med den huslejepolitik, landsstyret tvinger selskabet til at føre, er med til at forringe boligernes værdi og standard.

Nu har Ammassalip Kommunea besluttet at melde sig ud af fællesskabet og selv administrere de 300 offentligt ejede boliger.

Det er klart, at et boligselskab bliver upopulært i et land med for få boliger. Selv den største charme fra selskabets side skaffer ingen tag over hovedet, og når rammerne om administrationen af boligmassen er så firkantede, er der ikke rigtigt noget at stille op. INI arbejder efter nogle regler, som selskabet ikke selv har fundet på, og som det heller ikke kan lave om på. Derfor kan det heller ikke imødekomme de lokale ønsker, som måtte fremsættes her og der - for eksempel i Tasiilaq.

Ammassalik og de fleste andre kommuner er utilfredse med INI’s måde at varetage opgaven på.

ET AF PROBLEMERNE er, at hjemmestyret har forhindret INI i at operere med en omkostningsbestemt husleje. Det var det, hele ideen byggede på, da INI A/S blev etableret, men fordi hjemmestyret indgik en aftale med SIK om, at omkostningerne i forbindelse med offentlige ydelser skulle fastfryses, blev INI stækket og mistede hele sit operationsgrundlag. Den flotte og spændende idé, der blandt andet byggede på beboerdemokrati, gik i vasken, og siden har INI blot været et offentligt ekspeditionskontor uden mulighed for at påvirke forholdene for borgerne.

Nu skal SIK og hjemmestyret igen til forhandlingsbordet, og denne gang er det Tuusi, der har ansvaret. Med hans politiske ståsted kan han ikke være med til at stille SIK-medlemmerne ringere end i dag, og da der næppe er plads til de helt store armsving på lønsiden, har vi grund til at formode, at der bliver lagt op til, at omkostningsniveauet forbliver uændret.

Det vil skabe fortsatte vanskeligheder for INI, og selskabets opgaver synes derfor med fordel at kunne overføres til de kommunale administrationer. INI’s tid er udløbet.

OG DET ER DEN på mere end en måde:

For næsten to år siden aftalte hjemmestyret og KANUKOKA, at der skulle evalueres grundigt på INI’s etablering og funktion i samfundet.

Men trods ustandselige rykkere fra KANUKOKA er evalueringen ikke kommet i gang. I hjemmestyret undskylder man sig med mandskabsmangel, men som tiden går, uden at INI får lov til at arbejde, som det var hensigten, forekommer opgaven som boligadministrator noget teoretisk.

Det er derfor ikke umuligt, at flere andre kommuner følger efter. Den firkantede boligadministration kan akkurat lige så godt placeres i den kommunale administration for derved at sikre sig de rationaliseringsfordele, det indebærer.

Samtidig vil det efter de østgrønlandske politikeres mening (INI har heller ingen afdeling i Ittoqqortoormiit) give kommunerne mulighed for selv at bestemme, om der skal afsættes penge i huslejen til vedligeholdelse.

Som det er i dag, forfalder boligerne, og de kommunale ejendomme bliver mindre og mindre værd. Den fælles administrationsaftale, der er indgået med INI, betyder således, at kommunerne helt har mistet indflydelsen på deres egne boliger og på administrationen af det offentlige boligområde i det hele taget.

DE GODE INTENTIONER, der var hele ideen bag etableringen af boligselskabet INI A/S blev opgivet, fordi hjemmestyret havde bundet sig med omtalte overenskomstforhandling med SIK. Det er helt uholdbart. Den centrale styring af snart sagt alting i samfundet, giver politikerne mulighed for magtmisbrug. I denne sag kan landspolitikerne bestemme over et område, der burde styres lokalt. Kommunal ejendom administreres centralt af en "aktieselskab", som landsstyret bestemmer med hård hånd. Ikke bare ved selskabets generalforsamlinger. Landsstyret greb direkte ind i selskabets driftsforhold, da huslejereguleringerne for et par år siden blev droppet.

Der er derfor kun et fornuftigt at gøre:

Afskaf INI A/S!

Hele argumentationen for selskabet faldt bort, da landsstyret greb ind i driften. Beboerdemokratiet blev tilsidesat, og bolig-massen blev herefter styret fra et central sted, nemlig den store røde hjemmestyrebunker i Nuuk.

Lad kommunerne "hjemtage" INI A/S, og giv os dermed i det mindste mulighed for nogen lokal indflydelse på fordelingen af boliggoderne og på vedligeholdelse både ude og inde. INI kan ikke løse opgaven med de redskaber, selskabet råder over. Og der er ingen grund til, at det ændrer sig foreløbigt.