Ud i kulden

Den første kommune, som står med problemet, er Illoqqortoormiut, hvor huslejerestancerne er eksploderet i løbet af det seneste år

Fredag d. 11. januar 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Boliger, Politik, Sociale spørgsmål.

Samfundet er slet ikke parat til at tage sig af de problemer, som følger i kølvandet på huslejereformen. De store huslejerestancer tyder på, at visse befolkningsgrupper ikke er i stand til at betale deres husleje.

De faldende restancer tyder på, at lejerne er klar over, at det er alvorligt, og at de ryger på gaden, hvis de ikke betaler.

Men trods det fald i restancerne, der er sket siden slutningen af 2000, er de stadig alt for store.

Det er nu op til kommunerne at løse problemerne og betale for de nye sociale klienter, der er ved at blive skabt. Regningen er på 34 millioner, og spørgsmålet er, om kommunerne kan betale den. Alternativet er, at lejerne ryger på gaden og skal genhuses på en eller anden måde.

Boligselskabet INI afviser at indgå afdragsordninger. Så de familier, der er kommet i den situation, at de ikke kan betale deres restancer, og kommunerne ikke er i stand til at hjælpe eller ikke vil, fordi det er lejerens egen skyld, risikerer at stå på gaden.

Vi ved hvem der bliver ramt.

I visse tilfælde er det selvforskyldt, men det rammer uden tvivl nogle uskyldige børn. I andre tilfælde er det fordi familierne ikke kan få pengene til at slå til.

Det værste er imidlertid, at vi er ved at opbygge et usolidarisk samfund, hvor de stærkeste overlever, og hvor de svageste ikke kan få nogen hjælp.

Vi oplever det på flere og flere områder, og vi kan se konsekvensen på det stigende antal sociale tilfælde, hvor familier giver op, og børnene ender på institution eller hos plejefamilier.

En løsning kunne være, at kommunerne betalte restancen for folk, og at restanterne kunne afdrage til kommunerne. Men det er ikke alle kommuner, der har råd til det.

Den første kommune, som står med problemet, er Illoqqortoormiut, hvor huslejerestancerne er eksploderet i løbet af det seneste år. Borgmesteren siger klart, at kommunen ikke har råd til at betale restancerne, og at kommunen heller ikke er i stand til at genhuse de restanter, som eventuelt ryger på gaden.

I løbet af de kommende måneder vil vi opleve den ene ulykkelige situation efter den anden, med mindre politikerne griber ind og ændrer reformen eller hjælper de kommuner, som ikke selv kan løse problemerne.

Så er spørgsmålet om, hvem der skal sætte folk på gaden. Fogedmyndigheden ligger hos politiet, som nægter at sætte folk på gaden, med mindre der er en genhusningsmulighed. Politiet vil ikke bare sætte folk ud i sneen og der er ikke mulighed for at genhuse alle restanter.

Bekendtgørelsen om genhusning, som skulle være en del af huslejereformen, er ikke færdig endnu og er stadig under behandling, for kommunerne vil ikke overtage genhusningspligten. Det vil sige, at INI fortsat har genhusningspligten.

Konsekvensen er, at der er sat en halvfærdig huslejereform i kraft, der skaber en masse nye problemer, fordi lejerne ikke kan få en afdragsordning med INI.

Mon ikke det var en god idé at sikre, at lejerne får mulighed for at afdrage på gælden i stedet for at true med noget, som alligevel ikke kan gennemføres.