Urimelige lånevilkår lig med urimelig boligudgift
Under mit besøg i Island for nylig erfarede jeg, at den Islandske Boligfond yder realkreditlignende lån til 5,3% og med en løbetid på op til 40 år ... Derfor tror jeg ikke, at jeg er den eneste, som finder det aldeles uacceptabelt, at de finansieringsinstitutter, der lever af det Grønlandske samfund på dette område, ikke er deres opgave og ansvar voksen.
Fredag d. 8. marts 2002
Jørgen Wæver Johansen
Emnekreds:
Boliger
,
Erhverv
,
Politik
.
Et normalt hus har en levetid på minimum 60 år og foretages der løbende vedligeholdelse og udskiftning af nedslidte dele kan huset holde næsten evigt. Se blot på Hans Egedes Hus!
Derfor er det urimeligt at hverken de grønlandske finansieringsinstitutter eller de danske realkreditinstitutter giver boliglån i mere end 15 - 20 år.
I de sidste år har muligheden for fremmedfinansiering til nybyggeri f.eks. til andelsboliger været i form af et realkreditlån med en løbetid på 15 til 20 år og til en samlet forrentning på omkring 7,5%. Et tilsvarende byggeri i f.eks. Danmark kan opnå et 30 årigt lån og til en samlet lavere forrentning inklusive administrationsbidraget.
Under mit besøg i Island for nylig erfarede jeg, at den Islandske Boligfond yder realkreditlignende lån til 5,3% og med en løbetid på op til 40 år.
Derfor tror jeg ikke, at jeg er den eneste, som finder det aldeles uacceptabelt, at de finansieringsinstitutter, der lever af det Grønlandske samfund på dette område, ikke er deres opgave og ansvar voksen. Det er simpelthen for bedrøveligt, at de ikke vil yde kreditter der tilnærmelsesvis matcher investeringens og det underliggende pants levetid.
Forudsætningen for at den enhver form for boligpolitisk vision bliver en faktisk succes, er at muligheden for en realistisk finansiering af boligen er til stede, uanset boligform.
Finansieringen vil langt hen ad vejen afspejle den pris (husleje), der skal betales for at bebo boligen. Finansieringen er således nøglen til et diversificeret boligmarked. Er der ikke adgang til en fornuftig finansiering på vilkår, som låntager kan løfte, bliver der kun et meget begrænset privat boligmarked. Så simpelt kan det udtrykkes.
Grundet generel træghed blandt aktørerne har landsstyret og Landstinget tidligere måttet intervenere på det finansielle marked. Det skete sidst i 1998 ved tilvejebringelse af 10/40/50 ordningen.
For at sænke boligudgiften yder hjemmestyret og kommunen et 15 årigt rente- og afdragsfrit lån på 40%. Lånet afvikles herefter som annuitet over de efterfølgende 10 år. Herved har Landsstyret de facto forlænget finansieringen til 25 år og lettet den månedlige afdragsbyrde på fremmedfinansieringen de første 15 år. Faktisk påtager Landskassen sig dermed en opgave, som i mange andre samfund mest naturligt bliver varetaget af landets finansierings- og realkreditinstitutter. Men altså ikke her i landet ...
Jeg synes der er et begrundet behov for, at de grønlandske finansieringsinstitutter viser interesse i at skabe overensstemmelse mellem investeringens levetid og det tidsmæssige forløb for finansieringen.
Det er vigtigt, at aktørerne på det finansielle marked i Grønland melder klart ud, om de er interesseret i at betjene og servicere dette segment af markedet. De har ikke pligt til det, men de har anstændighedsvist pligten til at melde klart ud. I benægtende fald må vi jo søge alternative muligheder.
Dette fordi det er en udtalt nødvendighed, at der er sammenhæng i tingene. Det offentlige skal skabe de nødvendige rammer, imens det private marked må benytte sig af mulighederne og udfylde rammerne. Herved skabes et partnerskab med den nødvendige synergieffekt imellem det offentlige og det private.