Vestgrønlandsk overherredømme

Det vestgrønlandske totalforbud i Ittoqqortoormiit fremkalder erindringer om kolonitiden, dengang det var Danmark, der bestemte i Grønland. Der var dansk overherredømme, og befolkningen her i landet følte, at alting blev trukket ned over ørerne på dem

Torsdag d. 18. januar 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Bygder, Politik, Sociale spørgsmål.

DET VESTGRØNLANDSKE A-hold har trynet det østgrønlandske B-hold. Landsstyret har bestemt, at der i Ittoqqortoormiit skal være forbud mod salg af alle drikkevarer, der indeholder mere end 4,1 procent alkohol. Beslutningen er truffet hen over hovedet på de kommunale myndigheder, som oven i købet tog skarpt afstand fra planerne, da der for en uges tid siden fremkom rygter om, at en beslutning var på vej. Men landsstyret valgte at tilsidesætte kommunalbestyrelsen, som nu har svaret igen ved at kalde forbudet en "formynderisk beslutning fra kolonitiden" (læs også side 7).

Men hvorfor skal Ittoqqortoormiit ydmyges så nederdrægtigt?

- Det handler om børnenes tarv, forklarer landsstyremedlem Jørgen Wæver Johansen og henviser dermed til et stigende problem med omsorgssvigtede børn i byen.

DET SKAL VÆRE SAGT med det samme, at grov omsorgssvigt naturligvis er noget af det forfærdeligste, børn kan udsættes for. Det kan føre til følelsesmæssig afstumpethed og medvirke til karakterbrist og det vi nok lidt unuanceret kalder psykopati. Landsstyret skal altså ikke bebrejdes, at der nu skal gøres noget ved forholdene i Ittoqqortoormiit. Men hvorfor kun Ittoqqortoormiit, og hvorfor netop nu?

Der sker meget alvorlig omsorgssvigt overalt i landet. Der er bygder med massive problemer, og i ethvert grønlandsk bysamfund er der socialt belastede små og store "øer", hvor børn ignoreres eller misbruges.

Men det er Ittoqqortoormiit, der bliver umyndiggjort.

Landsstyremedlem Jørgen Wæver Johansen siger på side 7, at Ittoqqortoormiit må holde for, fordi byen ligger isoleret på Østkysten, og fordi befolkningen dér drikker 40 procent mere end landsgennemsnittet.

Lad os håbe, at de bliver godt gale i skralden over den argumentation på alle isolerede bosteder i Grønland, byer som bygder. Hvad galt er der i at bo isoleret? Det berettiger vel ikke folk i tæt befolkede områder til at bestemme. Det er ikke det, der menes med flertalsbeslutninger.

Og det, at borgerne i Ittoqqortoormiit drikker netop 40 procent mere end landsgennemsnittet er vel heller ikke en logisk begrundelse for at trække et totalforbud ned over ørerne på dem. Hvad med de steder, der drikkes 20 eller 30 procent mere end gennemsnittet? Står de også for tur i et eller anden formynderisk landsstyrekorstog?

LANDSSTYREMEDLEMMETS argumenter for den bombastiske beslutning synes at være mere væveri end saglig begrundelse. Der er slet ikke belæg for at tilsidesætte de lokale, politiske beslutninger så pludselig og kategorisk. Og man må spørge, med hvilken ret, landsstyret sætter sig til dommer over, hvad der tjener lokalbefolkningen bedst. De lokale politiske protester og advarsler bør have betydelig vægt i så alvorlig en beslutning, men landsstyret valgte at overhøre dem.

Alkoholforbud virker ikke, siger borgmester Jens Napatoq. Dem, der vil drikke, skal nok finde noget at hælde ned. Der er mange måder at blive beruset på, og nogle af dem er livsfarlige!

Heller ikke det gider landsstyret høre på, og nu sendes der en komite fra Vestkysten over til bagsiden, hvor de skal finde ud af, hvad der tjener folk bedst derovre.

DET VESTGRØNLANDSKE totalforbud i Ittoqqortoormiit fremkalder erindringer om kolonitiden, dengang det var Danmark, der bestemte i Grønland. Der var dansk overherredømme, og befolkningen her i landet følte, at alting blev trukket ned over ørerne på dem.

Sådan må borgerne i Ittoqqortoormiit føle det i dag. Overherredømmet i Nuuk har skåret igennem. Formentligt velmenende, men uudholdeligt bedrevidende og nedvurderende.