Standardvilkår for råstofefterforskningstilladelser udvidet
Udvidelsen omhandler nærmere præcisering af rammerne for undersøgelse og rapportering af forekomster med et indhold af radioaktive grundstoffer over almindelig baggrundsstråling
Torsdag d. 9. september 2010
Ove Karl Berthelsen
, Landsstyremedlem for erhverv og arbejdsmarked
Emnekreds:
Efterforskning
,
Råstoffer
,
Undergrunden
.
Landsstyret besluttede i dag ved deres møde at udvide standardvilkårene i forbindelse med udstedelse af tilladelser til råstofefterforskninger i Grønland. Udvidelsen omhandler nærmere præcisering af rammerne for undersøgelse og rapportering af forekomster med et indhold af radioaktive grundstoffer over almindelig baggrundsstråling.
Baggrunden for præciseringen er, at de hidtil gældende rammer af alle udstedte tilladelser af efterforskning og udnyttelse af radioaktive grundstoffer ikke giver mulighed for håndtering af disse overhovedet. For at kunne fortsætte analyserne og færdiggøre de videre miljømæssige og socioøkonomiske undersøgelser er der imidlertid behov for en nærmere præcisering af rammerne. Rammerne skal klart anvise, hvilke undersøgelser der er tilladte inden for rammerne for efterforskningstilladelser under råstofloven i Grønland.
Selve tilføjelsen af de nye bestemmelser i standardreglerne, betyder dog ikke at der automatisk gives tilladelse til at gennemføre VVM-undersøgelser (Vurdering af Virkninger på Miljøet). Det betyder, at når et mineselskab under sin efterforskning støder ind på et område med forhøjet indhold af radioaktive grundstoffer, skal mineselskabet først søge om at videreføre sine VVM-undersøgelser. Såfremt et mineralselskab skulle søge om tilladelse til at videreføre VVM-undersøgelser på forekomster der har et forhøjet indhold af radioaktive grundstoffer, vil denne ansøgning først blive sendt i høring hos alle relevante parter.