Lovgivning bør bygge på en seriøs beregning af dens følger

Folketinget har ret til at forære Danmarks værdier til andre, hvis det respekterer grundloven og andre forpligtelser. Men vi bortgiver olie- og mineralrettigheder til Norge, Færøerne og Grønland i et lukket forløb, uden om Folketinget som i de første tilfælde, hver gang uden mærkbar debat og uden folkets godkendelse.

Torsdag d. 23. juli 2009
Ole T. Krogsgaard, Direktør  
Emnekreds: Energiforsyning, Journalistik, Klima, Politik, Rigsfællesskabet.

Beslutningstagere ønsker ikke kritik og krav om seriøse forklaringer. Politikere og erhvervsledere overvurderer værdien af love og forskrifter og undervurderer værdien af oplysning, inspiration og kritik.

Militære, ideologiske og religiøse diktaturer forhindrer uønskede ytringer med alle midler indtil mordtrusler og mord.

Demokratier nøjes med lettere pression, afvisning uden begrundelse, forbigåelse i tavshed og misinformation. I begge tilfælde er formålet at skabe et udbredt indtryk af, at der ikke er noget at kritisere. I virksomheder kan ledelsesarrogance føre til stagnation, nye ejere, statsstøtte eller ophør. I det offentlige risikeres ikke ophør, men flere udgifter og større problemer.

Lovgivning bør bygge på en seriøs beregning af dens følger. Den kendte floskel om politik som det muliges kunst kan betyde, at når et kompromis er fundet med stort besvær, orker ingen at søge efter bedre løsninger. Kendte ord som »ministeren afviser kritikken« uden nærmere forklaring kan spare tid og ulejlighed. Men når der opstår en tradition for at vigtige beslutninger, kritik af dem og svar på kritikken ikke behøver at blive begrundet ordentligt, forringes mulighederne for en god udvikling.

Jeg mener at se mange svagheder og forbedringsmuligheder uden særlig relation til partipolitiske forskelle. Herom har jeg skrevet en del kronikker i de senere år, mest i Jyllands-Posten. Jeg har fået positive reaktioner, ingen negative og som mange andre iagttagere ingen fra de politikere, som jeg søger at bistå i den bedste hensigt. På trods af vigtigheden af politikernes arbejde synes de slet ikke interesserede i at få det vurderet, men synes at betragte kritiske betragtninger som overflødige.

De siger selv, at de vil inddrage vælgerne i et åbent og aktivt folkestyre og lytte til vore ønsker og meninger. Alligevel kan vigtige love vedtages i et lukket forløb fjernt fra de demokratiske festtalers idealer. Det har skabt problemområder, hvoraf jeg vil omtale nogle i det følgende.

Folketinget kan føre den energipolitik, det ønsker. Men dens svagheder bør udstilles, når de fører til overgreb på elforbrugerne, til små kraftvarmeværkers økonomiske ulykke for deres forbrugere, til elselskabers pengespild til bredbånd, fordi de har modtaget alt for mange kontanter, osv. Og når Folketinget accepterer ulovligheder og beskytter sig og sine fejltrin ved at lovliggøre ulovligheder.

Folketinget har ret til at forære Danmarks værdier til andre, hvis det respekterer grundloven og andre forpligtelser. Men vi bortgiver olie- og mineralrettigheder til Norge, Færøerne og Grønland i et lukket forløb, uden om Folketinget som i de første tilfælde, hver gang uden mærkbar debat og uden folkets godkendelse.

Det er svært at forklare, når en dansk regering i 1982 fastslog, at det efter danske retsprincipper er umuligt at overdrage rigsfællesskabets værdier til Færøerne, og en anden gør det umulige i 1992 med en statsministers underskrift på en A4-side kort før regeringens afgang.

Regeringerne og deres FN-organ IPCC vil ikke forklare, hvordan deres visioner om CO2, enorme skatter og enorme tilskud til klimaindustri kan være bedre end direkte indgreb mod forbruget af kul, olie og gas, som dog er årsagen til både menneskeskabt CO2 og flere alvorlige skader. Forklaringen er, at vælgerne vil reagere negativt, hvis de generes mærkbart af en forbrugsreduktion. Derfor skal den udsættes længst muligt. Derimod er der politisk prestige og penge i at agitere for CO2-trusler, tale om hensynet til efterslægten, give løfter, som nye politikere skal opfylde om 20 og 40 år, påstå at eksperterne er enige, og at det næsten ikke gør ondt - og at Danmark tjener penge og får 20.000 deltagere i klimamødet.

Vælgerne er positive, så længe det bliver ved de gode ord og kravene om handling her og nu, og så længe CO2-aftalerne kun består af såkaldt bindende løfter, som ikke kan håndhæves. Vælgerne bliver negative, så snart handling betyder mærkbar nedskæring af forbruget.

Det forkerte er ikke, at klimateorier fremsættes, men at de ikke må anfægtes i normal videnskabelig debat. Den, som afviser at give plads til andre teorier end sin egen og lukker ørerne for modsigelse og påvisning af egne fejl, har ikke krav på respekt for saglighed. Så er det politik, ikke videnskab.

Er det da forkert at aftale CO2-reduktion. Ja, fordi det er for nemt at aftale den globale temperatur om 20 og 40 år. Alle tilslutter sig, fordi det giver godt internationalt omdømme og er risikofrit. Det største CO2-problem, 13 milliarder energiforbrugere i 2100, otte gange flere end 1900, forbigås i tavshed. Vi indgår aftaler om CO2, håber og tager forskud på fremtidens teknologi. Vi ved, at vort forbrug af kul, olie og gas udleder CO2. Men indgå aftaler om forbrugsnedskæring - det tør vi ikke.

Jeg har nævnt den danske lukkethed. Pressen kaldes den fjerde statsmagt som overvåger angribelige forhold.

Det forudsætter viden. Private virksomheder undgår uønsket indblik. Også det offentlige, herunder offentligt ejede virksomheder, henviser til forretningshemmelighed og fortrolighed, i nogle tilfælde søges offentlighedsprincippet modarbejdet med henblik på at skjule angribelige forhold, dvs. på steder, hvor det især er vigtigt. Indblik i arkivers dokumenter kan begrænses, men deres oplysninger kan til tider indhentes i andre lande. Interne dokumenter kan forsvinde, selv hos myndigheder, når papirers forsvinden er mindre farlig end deres indhold. Det nye forbud mod at se ministerkalendere skader ved at skabe indtryk af angribelig adfærd. Rigsrevisionens normalt grundige rapporter skaber åbenhed. I privathospitalsrapporten synes grundigheden at svigte, set ud fra min viden om denne sektor, og det bliver ikke bedre af, at sundhedsministeriet ikke kan finde relevante dokumenter.

Jeg har skrevet om lovændringer og svage finanstilsyn, som lod tvivlsomme, men givtige metoder i finansverdenen føre eller medvirke til dagens økonomiske problemer. Om politikeres tro på, at penge kan erstatte forbedring af metoder. Om bagsiden af støtte til landbrug og andre formål. Og ikke kun om lovgivning, men også om religiøs og ideologisk fundamentalisme, begrænsning af ytringsfriheden, mangel på domsbegrundelse, kvinders vilkår i forskellige samfund før og nu etc.

Er det negativt og destruktivt at gøre opmærksom på problemer i samfundet? Er det kværulanteri og sortsyn, som bør overhøres, et spild af kræfter, som kunne bruges bedre, en trang til at kæfte op, når jeg mener at se noget forkert? Bør vi ikke have tillid til, at ethvert politisk kompromis er det rigtige? Jo, måske. Men politikerne kan selv være stærkt kritiske over for hinanden, og vel med god grund.

Er det ikke journalisters opgave? Jo, men de har travlt, de får nyheder fra mange, som de bør kunne forholde sig skeptisk til, mange har egen dagsorden, det er ikke let at være journalist. Ind imellem har aviser fat i en ende af noget væsentligt, men opfølgning er svær, kostbar og indebærer risiko for forhindringer. De færreste har styrke til at gøre det.

Den mest kvalificerede kritiske dialog burde komme fra ministerier, etater, organisationer og virksomheder med størst viden. Men modsat politikernes uenighed har de hver især medarbejdere, som er påfaldende enige om alt. Er det en ægte enighed, eller er den påtvungen? Jeg regner med, at det er som i klimadebatten - det er ikke karrierefremmende for ansatte at anfægte en fastlagt kurs.

Kan man være sikker på, at jeg har ret? Nej, det kan man ikke. Men det er ikke vigtigt. Det vigtige er, at vore beslutningstagere overbeviser os om, at de har ret. Stort set alle mine kronikker er udtryk for kritik af, at vigtige beslutninger træffes uden en ordentlig forklaring. Er det for besværligt, er vi for dumme til at forstå? Eller kan beslutningstagerne selv mene, at der ikke er en god forklaring?

En sammenfatning af mine bekendelser? Den er, at jeg bøjer mig for Folketingets love, men finder det forkert at træffe vigtige beslutninger i lukkethed, uden uvildig forklaring til befolkningen, imod dens interesser og uden hensyn til folkets mening, når den formodes at være politisk uønsket.