Opråb til kommunerne og Selvstyret: Tag ansvar nu

Jeg anerkender, at det kan være økonomisk fornuftigt at bruge udenlandske virksomheder, men jeg mener, at det er et problem, at de udenlandske virksomheder alt for sjældent lever op til deres Corporate Social Responsibility (CSR). Det er ikke alle udenlandske virksomheder, der har grønlandske lærlinge, det er ikke alle, der engagerer sig i det lokale idræts- og kulturliv og det er ikke alle, der bruger lokale leverandører.

Onsdag d. 24. november 2010
Ane Lone Bagger, Demokraternes medlem af Kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia
Emnekreds: Erhverv, Socialt ansvar, Økonomi.

Demokraterne i Ilulissat vil opfordre det offentlige til at være mere bevidste om sit ansvar for, at udenlandske virksomheder lever op til deres samfundsansvar – det såkaldte Corporate Social Responsibility (CSR)

Jeg er stolt over, at lokale virksomheder over hele landet bruger tid, kræfter og penge på samfundet. Virksomhederne sørger for arbejde til borgerne, de uddanner vore unge gennem lære- og praktikpladser og de er sponsorer for det lokale idrætsliv. På den måde er virksomhederne med til at få hele samfundet til at fungere. Det er at udvise samfundsansvar.

Det siger sig selv, at der kun er en måde en virksomhed kan overleve på, og det er – populært sagt – ved at have kunder i butikken. Derfor er det vigtigt, at vore lokale virksomheder ikke bliver overset til fordel for udenlandske virksomheder, når det offentlige køber ind eller på anden måde bruger udenlandske virksomheder i eksempelvis byggeriet.

Jeg anerkender, at det kan være økonomisk fornuftigt at bruge udenlandske virksomheder, men jeg mener, at det er et problem, at de udenlandske virksomheder alt for sjældent lever op til deres Corporate Social Responsibility (CSR). Det er ikke alle udenlandske virksomheder, der har grønlandske lærlinge, det er ikke alle, der engagerer sig i det lokale idræts- og kulturliv og det er ikke alle, der bruger lokale leverandører.

Det nytter ikke noget, at en udenlandsk virksomhed er en smule billigere end en lokal, hvis det betyder, at ordrebogen efterfølgende er tom hos den lokale. En tom ordrebog fører som bekendt til lukning, hvilket medfører arbejdsløshed og tabte skatteindtægter. Derudover betyder det tab af uddannelsespladser og manglende støtte til det lokale foreningsliv. På den måde risikerer vi, at det i sidste ende bliver dyrere for samfundet at vælge den på papiret billigere udenlandske virksomhed, hvad enten det drejer sig om et stort anlægsprojekt eller om noget så simpelt som at indkøbe kontorartikler eller lignende.

På den baggrund mener Demokraterne Ilulissat, at kommunerne og Selvstyret i langt højere grad end i dag må tage et medansvar. Det bør være muligt at kræve et lokalt engagement af de udenlandske virksomheder – gerne med henvisning til deres Corporate Social Responsibility. Hvis man intet kræver, så får man heller ingenting.