Politisk anarki

De bruger deres kostbare tid på blandt andet at diskutere, hvordan de kan komme til at blande sig i den grundlovssikrede ret - ytringsfriheden.

Torsdag d. 14. oktober 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Boliger, Etik, Politik.

I VIRKELIGHEDEN kunne vi efterhånden lige så godt have et militært styre her i landet. Et styre, der handler ud fra egne ideer og lyster. Et styre, der ikke lytter til befolkningen. Et styre, der er sig selv nok. Et styre uden folkeligt grundlag.

Ikke alene skal vi i dagens avis side 3 læse om Mikael Petersen, der fører Landstinget bag lyset i et forsøg på at få så mange penge som muligt at lege med. Men vi skal også høre på Josef Motzfeldt, der i Kalaallit Nunaata Radioa, løser landsstyret fra en aftale indgået med det tidligere landsstyre.

Af udsendelsen om boligmanglen i Nuuk i morgenfladen onsdag morgen, fremgik det uden nogen som helst beskedenhed, at Josef Motzfeldt, formand for Inuit Ataqatigiit, landsstyremedlem for økonomi og boliger, vicelandsstyreformand, styret af sin personlige uvilje, går imod den aftale, som det forrige landsstyre indgik med Nuup Kommunea. En aftale om specielle tiltag inden for boligbyggeriet i Grønlands største kommune, som har landets største boligproblemer. (Læs mere om Josef Motzfeldts udtalelser side 4).

Ikke nok med at Josef Motzfeldt, og dermed hans parti, IA, ikke vil være med til at løse boligproblemerne, som sætter folk på en venteliste, som snart er 20 år lang, han ønsker samtidig at tilsidesætte en aftale, der formelt er indgået med Nuup Kommunea.

Aftalen, som Josef Motzfeldt på vegne af sit parti, nu løber fra, skulle have sikret den overordnede byggemodning af Malenelandet. Undersøgelser udarbejdet af eksperter for kommunen viser, at det er løsningen på de kommende boligbyggerier. Der kan ikke bygges mere i de bebyggede områder i Nuuk. Også det tager Josef Motzfeldt afstand fra.

UANSET HVILKE ideer Josef Motzfeldt personligt har om byggeri i Nuuk, kan han ikke se bort fra, at kommunen har indgået en aftale med det dengang siddende landsstyre. Hvis ikke man kan stole på, at aftaler indgået med det siddende landsstyre holder også i næste landsstyreperiode, er der ikke længere hold i noget.

Det er ellers svært nok at stole på vore politikere i dag. Der er såmænd ingen grund til at tilføre det mere usikkerhed ved at løbe fra indgåede aftaler. Det medfører kun endnu mere forvirring over, hvilken linie politikerne fører. Men det er måske også meningen.

For desværre er tilstandene i det landspolitiske liv blevet så kaotiske, at borgerne, vælgerne ikke længere ved, hvilket ben, de skal stå på. Politikerne vil blande sig i alt og intet, men helst ikke i noget, der giver befolkningen forbedringer i levestandarden.

Der er ikke længere, hvis overhovedet, der har været, overblik over de problemer, der bør løses i landet og slet ingen forslag til at løse dem. Problemerne er blevet så massive, at de ikke er til at overskue. Enten lukker man øjnene eller også gør man som vore politikere - hæver sig over befolkningen og bygger prestigeprojekter, som landingsbaner, der skriger på en god grund til at ligge, hvor de ligger.

MAN OVERHØRER bevidst eller ubevidst vælgernes krav om at løse de forhold, der berører deres hverdag. Hvornår forstår politikerne, at folk er ligeglade med, om de skal sejle eller flyve med helikopter til Paamiut, hvis blot de kan få en bolig, et arbejde, en uddannelse til deres børn og et godt socialt liv, når de bliver gamle. Er det ikke IA-politik? Er det ikke Siumut-politik?

Der er ikke noget at sige til, at utilfredse nu har samlet sig i et kommende kvindeparti. Et parti, der vil tage sig af de nære ting.

For som tingene ser ud i dag, må man anbefale sine børn at blive uddannet, så de kan blive offentligt ansatte eller til at tage en uddannelse, de kan bruge i Danmark eller andre lande. Her i landet er der ingen fremtid for andet end offentligt ansatte - hverken med job eller med bolig.

Men vore politikere har andre meget mere vigtige ting at diskutere. De bruger deres kostbare tid på blandt andet at diskutere, hvordan de kan komme til at blande sig i den grundlovssikrede ret - ytringsfriheden. Ganske vist på en god måde! Når Anders Nilsson forsigtigt forsøger at gøre opmærksom på, at politikerne er inde på et område, de intet har at gøre i, bliver han fejet af vejen med bemærkning om, at han har sortsyn.

Alt imens politikerne svælger i sig selv med et lyst sind, venter befolkningen på lysere tider, klumpet sammen i små lejligheder, uden arbejde, bekymrede for deres børns fremtid og angste for at blive syge.