Udvidet undersøgelse af Finanslovskonto 30.13.10 m.v.

Den 12. oktober 1998 foranlediger Landsstyremedlemmet, at rokeringen udgår af 2. behandlingen til Finanslov 1999. . .Der gives ingen forklaring på denne ændring, og der er intet, der tyder på, at direktoratets administration har været inddraget i beslutningen om denne ændring.

Tirsdag d. 2. november 1999
Deloitte og Touche
Emnekreds: Etik, Politik.

Indholdsfortegnelse:
Overordnet konklusion
1. Den budgetneutrale rokering på ca. 1,8 mio.kr. vedr. finansåret 1998
2. Arbejdsprocessen vedrørende tilblivelsen af Tillægsbevillingslov II/1998 og forslag til Finanslov 1999, herunder tidsdimensionen af, hvornår der opnås kendskab til det endelige udgiftsbehov for 1998
Bilagsoversigt


OVERBRINGES
Grønlands Hjemmestyre
Att.: Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt
  • Overordnet konklusion
  • 1. Den budgetneutrale rokering på ca. 1,8 mio.kr. vedr. finansåret 1998
  • 2. Arbejdsprocessen vedrørende tilblivelsen af Tillægsbevillingslov II/1998 og forslag til Finanslov 1999, herunder tidsdimensionen af, hvornår der opnås kendskab til det endelige udgiftsbehov for 1998
Landsstyret har anmodet os om i samarbejde med Hjemmestyrets interne revision, at foretage en nærmere undersøgelse af regnskabs- og bevillingsmæssige dispositioner på handicapområdet.

Indledningsvis har vi fundet anledning til at anføre, at vi i overensstemmelse med sædvanlig praksis for vort arbejde har gennemgået udkastet til vor rapport af 5. oktober 1999 med direktoratets administrative ledelse, med henblik på rettelse af eventuelle faktuelle fejl og/eller misforståelser. Denne gennemgang kan ikke betragtes som en del af Hjemmestyrets interne procedure for høring mv., som vi ikke er en del af.

Nærværende rapport er ligeledes gennemgået med direktoratets administrative og politiske ledelse for eventuelle faktuelle fejl og/eller misforståelser.

Overordnet konklusion
Det er vor vurdering, at underbudgetteringen for såvel 1998 som 1999 tager udgangspunkt i en fejlagtig budgettering fra direktoratets administration i løbet af sommeren 1998. Direktoratets administration bliver klar over dette d. 31. august 1998, og planlægger at rette dette op ved:
  1. at foretage en rokering på 3,5 mio. kr. fra Handicapforsorg i Grønland til Handicapforsorg i Danmark til finanslovsforslaget for 1999, således at den totale bevilling bliver som budgetteret af Socialdirektoratets Danmarkskontor
  2. at søge om en tillægsbevilling på 5,6 mio.kr. på Tillægsbevillingslov II/1998
Den planlagte rokering på 3,5 mio.kr. fjernes d. 12. oktober 1998, idet Landsstyremedlemmet egenhændigt fjerner ændringsforslaget til finanslovsforslaget for 1999.

som følge heraf vurderer direktoratet, at de ikke kan fremsætte forslag om en tillægsbevillingsbevilling på 5,6 mio.kr. på Tillægsbevillingslov II/1998, idet 2. behandlingen heraf tidsmæssigt ligger efter 2. behandlingen af forslag til finanslov for 1999, og at et sådant forslag utvivlsomt ville få finanslovsforslaget for 1999 til at virke utroværdigt.

Det er vor vurdering, at Landsstyremedlemmet senest d. 25. september 1998 har haft kendskab til det stigende bevillingsbehov til handicapområdet i Danmark og finanslovseffekten heraf for 1999.

Landsstyremedlemmet har ligeledes senest d. 25. september 1998 haft kendskab til det forøgede bevillingsbehov for 1998. Det fremgår af Landsstyremedlemmets notat af 25. oktober 1999, at hans motiv for ikke at søge denne bevilling på Tillægsbevillingslov II/1998 har været, at det var hensigten, at flest mulige klienter skulle overføres til den grønlandske Handicapforsorg, og dette allerede skulle ske med virkning for 1998.

Når Landsstyremedlemmet senest d. 25 september 1998 har haft kendskab til det stigende bevillingsbehov for 1998 og 1999, må Landsstyremedlemmet ligeledes have vidst, at den foretagne rokering på ca. 1,8 mio.kr. nu hvilede på et forkert grundlag.

Sådan som sagen foreligger belyst for os, har Landsstyremedlemmet foretaget en bevidst politisk prioritering ved ikke at søge om tillægsbevilling på Tillægsbevillinglov II/1998 og en forhøjelse af ansøgningen til Finansloven for 1999, idet konsekvensen ville være, at midlerne til Handicapforsorg i Grønland ville blive reduceret tilsvarende, eftersom rammeudmeldingen var, at dette i givet fald skulle være DAU-neutralt.

Det er vor vurdering, at Landsstyremedlemmet senest d. 25. september 1998 har været vidende om, at konto 30.13.10, Handicapforsorg i Danmark var underbudgetteret i 1999, og at rokeringen på ca. 1,8 mio.kr. på Tillægsbevillingslov II/1998 hvilede på et forkert grundlag.

I bilag 1 har vi i skematisk form udarbejdet et kort sammendrag af de væsentligste dokumenter som vi har gennemgået og har fundet relevante for belysningen af følgende 2 væsentlige forhold:
  1. Den budgetneutrale rokering på ca. 1,8 mio.kr. vedr. finansåret 1998 fra finanslovskonto 30.13.10, Handicapforsorg Danmark til finanslovskontiene 30.13.12/13/14, Handicapforsorg Grønland
  2. Arbejdsprocessen vedrørende tilblivelsen af Tillægsbevillingslov II/1998 og forslag til Finanslov 1999, herunder tidsdimensionen af hvornår der opnås kendskab til det endelige udgiftsbehov for 1998


1. Den budgetneutrale rokering på ca. 1,8 mio.kr. vedr. finansåret 1998
Der foretages følgende rokeringer:
    TB II/1998
kr
30.13.10 Handicapforsorg i Danmark  (1.792.000)
30.13.12 Handicapforsorg i Sydgrønland  478.000
30.13.13 Handicapforsorg i Midtgrønland  753.000
30.13.14 Handicapforsorg i Nordgrønland   561.000
  I alt  0
Rokeringen godkendes af Landsstyret d. 5. august 1998 og godkendes af Finansudvalget d. 27. august 1998, ligesom rokeringen indarbejdes i Tillægsbevillingslov II/1998 og godkendes af Landstinget d. 31. oktober 1998.

Ved vurderingen af handlingsforløbet er det efter vor opfattelse væsentligt at forstå, at direktoratets administration på daværende tidspunkt (sommeren 1998) ikke havde tiltro til det materiale, der blev tilsendt fra Socialdirektoratets Danmarkskontor.

direktoratets administration forkaster således det budgetbidragsmateriale, som Socialdirektoratets Danmarkskontor havde udarbejdet. Herefter udarbejder direktoratets administration sit eget budgetbidrag på grundlag af nogle gennemsnitsberegninger, og når frem til et mindre bevillingsbehov for 1999 end Socialdirektoratets Danmarkskontor var kommet frem til.

Finanslovsforslaget til 1999 udarbejdes således på baggrund af direktoratets administrations eget materiale, og ikke på grundlag af Socialdirektoratets Danmarkskontors materiale.

Endvidere når direktoratets administration frem til, at der er et mindre bevillingsbehov i 1998 i forhold til bevillingen på ca. 3,6 mio.kr. På denne baggrund udarbejder direktoratets administration forslag til en budgetneutral rokering fra konto 30.13.10 til 30.13.12/13/14 på 1.792 t.kr.

Frem til Finansudvalgets behandling d. 27. august 1998 må Landsstyremedlemmet og direktoratets administration have været i god tro, og har efter vor opfattelse udarbejdet såvel budgetforslag til 1999 og rokeringen til Tillægsbevillingslov II/1998 efter bedste skøn. Ved vurderingen har vi lagt vægt på, at der var tale om nye medarbejdere i direktoratets administration, ligesom direktoratet befandt sig i en turbulent tid med bl.a. en konstitueret direktør. Endvidere var der tale om, at det tilsendte materiale fra Socialdirektoratets Danmarkskontor ikke umiddelbart overfor administrationen fremstod overbevisende eller tilstrækkeligt overbevisende dokumenteret.

2. Arbejdsprocessen vedrørende tilblivelsen af Tillægsbevillingslov II/1998 og forslag til Finanslov 1999, herunder tidsdimensionen af, hvornår der opnås kendskab til det endelige udgiftsbehov for 1998
Der er i årsregnskabet for 1998 udgiftsført 85.874 t.kr. og hertil skal fradrages efterreguleringen på ca. 131 t.kr. som indtægtsføres i finansåret 2000 i overensstemmelse med sædvanlig praksis. Det endelige udgiftsbehov er således først blevet kendt i løbet af sommeren 1999, eftersom efterreguleringen først på dette tidspunkt bliver kendt.

Den 31. august 1998 udarbejder Socialdirektoratets Danmarkskontor et estimeret bevillingsbehov for 1998 baseret på en gennemgang af bevillingsbehovet for hver enkelt klient. Denne beregning kan opsummeres således og sammenholdes med det faktiske forbrug for 1998:
  1998
t.kr
Finanslovsbevilling  80.600
Beregnet restforbrug  3.800
Nyt estimat for 1998 forbruget  84.400
Faktisk forbrug  85.874
Overskridelse  1.474
Overskridelse i procent af nyt estimat 1,75
Den 31. august 1998 er efter vor opfattelse en afgørende dato, idet direktoratets administration på dette tidspunkt får kendskab til det forventede bevillingsbehov på konto 30.13.10, Handicapforsorg i Danmark for 1998, på baggrund af budgetopfølgningsmateriale tilsendt fra Socialdirektoratets Danmarkskontor. Socialdirektoratets Danmarkskontor når frem til et bevillingsbehov på 3,8 mio.kr. mere end bevilget på Finansloven 1998 før budgetrokeringen på ca. 1,8 mio.kr. (i alt 5,6 mio.kr.).

Efter dette tidspunkt må det have stået klart for direktoratets administration, at dels budgetrokeringen til Tillægsbevillingslov II/1998 og dels forslag til Finanslov 1999 var udarbejdet på et forkert grundlag.

Baseret på interne notater er vi overbeviste om, at direktoratets administration ville fremsætte et ændringsforslag til Tillægsbevillingslov II/1998 mellem l. og 2. behandlingen, på 5,6 mio.kr. for at nå op det bevillingsbehov Socialdirektoratets Danmarkskontor havde beregnet.

Der foreligger ikke materiale i sagen, der bekræfter, hvorvidt direktoratets administration faktisk forberedte dette ændringsforslag.

Efter d. 31. august 1998 udarbejder direktoratets administration forslag til rokering af 3,5 mio.kr. til konto 30.13.10, således at forslag til Finanslov 1999 bringes op på det bevillingsniveau Socialdirektoratets Danmarkskontor oprindeligt havde budgetteret for 1999. Rokering sker fra kontiene 30.13.02/06/08/11, og er således DAU-neutral.

Dette forslag følger de normale rutiner for ændringsforslag til finansloven, og har således også været med i det oprindelige oplæg til Landsstyret. Oplæg til 2. behandling af Finanslov 1999 skulle have været til behandling på Landsstyremødet d. 12. oktober 1998, men udskydes på mødet til behandling d. 13. oktober 1998.

Den 12. oktober 1998 foranlediger Landsstyremedlemmet, at rokeringen udgår af 2. behandlingen til Finanslov 1999. Ændringen fremgår af særskilt skema til ændringsforslag til 2. behandling af Finanslov 1999, jfr. dokument nr. 21.

Der gives ingen forklaring på denne ændring, og der er intet, der tyder på, at direktoratets administration har været inddraget i beslutningen om denne ændring.

Det er vor opfattelse, at Landsstyremedlemmet på dette tidspunkt, via materialet omkring forslag om rokering af 3,5 mio.kr., må have haft kendskab til det stigende udgiftsniveau på konto 30.13.10, hvilket også fremgår af Landsstyremedlemmets notat af 25. oktober 1999. Rokeringen fjernes af Landsstyremedlemmet i det endelige forslag til 2. behandling af Finanslov 1999, og Landsstyremedlemmets motiv herfor fremgår ligeledes af hans notat af 25. oktober 1999.

Idet der var tale om en budgetneutral rokering på 3,5 mio.kr. formoder vi, at det samlede Landsstyre ikke har haft særlig bevågenhed om, at dette blev fjernet.

Landsstyremedlemmet har foretaget en bevidst politisk prioritering, idet en eventuel forøgelse af bevillingen til Handicapforsorg i Danmark ville have negative bevillingsmæssige konsekvenser for handicapforsorg i Grønland, eftersom rammeudmeldingen var, at dette skulle være DAU-neutralt.

En følgevirkning af, at rokeringen af 3,5 mio.kr. udgår af forslag til Finanslov 1999 er, at det påtænkte ændringsforslag til Tillægsbevillingslov II/1998 med en forhøjelse af bevillingen på 5,6 mio.kr. på konto 30.13.10 ikke bliver fremsat.


Bilagsoversigt
  1. Dokumentoversigt i skematisk form
  2. Skematisk oversigt af påtænkt handlingsplan for genopretning af bevillingen for konto 30.13.10 for 1998 og 1999 efter det estimerede behov for 1998 af 31. august 1998
  3. Skematisk oversigt af, hvorfor ansøgningen til Tillægsbevillingslov II/1998 ikke blev gennemført, efter at Landsstyremedlemmet havde fjernet forhøjelsen til forslaget til Finanslov 1999

Godkendelsen var betinget af at DSAO kunne bekræfte at der var et mindreforbrug på Handicapkontoen i Danmark. det blev bekræftet en 4. september, på trods af at man i direktoratet ultimo august havde modtaget oplysninger om et merbevillingsbehov på 3,8 mio kr.
(Anders Nilsson, medlem af finansudvalget).