Danmark baaj - og hvad så?

Men der er intet til hinder for, at den eftertragtede selvstændighed og uafhængighed af Danmark kan blive til virkelighed, om det skal være i morgen. Man skal bare dreje udviklingen i en anden retning og sigte på en løsning, der bygger på grønlandske præmisser. Alting kan jo løses politisk

Fredag d. 15. december 2000
Jørgen Fleischer, Redaktør
Emnekreds: Etik, Kultur og samfund, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Sprog.

En politisk diskussionsaften i sidste uge afslørede, at et par fremtrædende siumutter var talsmænd for en suveræn grønlandsk stat og dermed løsrivelse fra Danmark.

Men i diskussionen undgik de to herrer behændigt at beskæftige sig med spørgsmålet om, hvordan Grønland i så tilfælde skal kunne klare sig økonomisk. Det er sikkert også meget fornuftigt, for sådan som tingene ligger i dag, er tanken om et økonomisk selvhjulpent Grønland en by på månen. Og der er heller ingen udsigt til, at Grønland bliver uafhængigt af bloktilskuddet i den nye generations levetid.

Sådan må det være, hvis man vil beholde velfærdssamfundet Grønland med den nuværende høje levestandard og det uddannelsessystem, der sigter på, at Grønland skal kunne være konkurrencedygtigt med de andre lande.

Men der er intet til hinder for, at den eftertragtede selvstændighed og uafhængighed af Danmark kan blive til virkelighed, om det skal være i morgen. Man skal bare dreje udviklingen i en anden retning og sigte på en løsning, der bygger på grønlandske præmisser. Alting kan jo løses politisk.

Økonomien løser vi ved at vedtage en bestemmelse om, at lønninger ikke skal være højere end, hvad produktionen kan bære, og vi må afstå fra fremtidige lønstigninger, for det er der ikke råd til.

Det vil selvfølgelig betyde en kraftig lønnedgang. De ældres vilkår vil også blive forringet meget mærkbart, ligesom det vil være tilfældet med hele serviceniveauet.

Vi kan også blive uafhængige af dansk arbejdskraft og al dansk indflydelse. Det sker ved, at vi siger farvel til højtuddannet dansk arbejdskraft og besætter de højere stillinger i samfundet med grønlændere, der har en mellemuddannelse.

Den store afhængighed af danske lærere løser vi også ved konsekvent brug af grønlandske timelærere i folkeskolen og på de højere læreanstalter. Vi kan desuden undvære danske sygeplejersker ved at ansætte grønlandske sundhedsmedhjælpere i deres sted.

Ja, sådan kan man blive ved, og når vi har besat samtlige stillinger i alle samfundsfunktioner, så oprinder den store dag, hvor vi siger farvel til tosprogetheden, og vi udelukkende klarer os med det grønlandske sprog.

Så kan vi leve i fred på grønlandske præmisser, suge på labben uden at bekymre os om verden uden for.

En sådan fremtid kan vi nemt opleve, hvis vi siger baaj (farvel) til Danmark. Men inden vi stemmer på baaj-folkene, må vi tænke os godt om og spørge os selv:

Er det en sådan udvikling, vi virkelig ønsker?