Nekrolog over den grønlandske folkeskole
Der sker for tiden et braindrain fra Grønland, som p.g.a. det fatalt lave uddannelsesniveau jo ikke erstattes af grønlændere. Det må være dobbeltironisk for de politiske beslutningstagere at se, at flere af de veluddannede, som søger væk, er grønlændere, folk i blandede ægteskaber og andre, som ellers er stærkt forankrede i det grønlandske samfund
Fredag d. 23. februar 2001
Uffe Sveegaard
Emnekreds:
Etik
,
Kultur og samfund
,
Politik
,
Sprog
,
Uddannelse
.
Indholdsfortegnelse:
Stor ståhej for ingenting
Den tvungne integration af 1. klasserne
Status
Friskolen, en logisk konsekvens
Der bliver talt meget om den grønlandske folkeskole, men sjældent sagt noget positivt.
Sidste gang der lød ramaskrig over forholdene i skolen, var da landsstyremedlem Lise Lennerts direktorat afskaffede de velfungerende - men de facto dansksprogede - modtagerklasser, og indførte den tvungne integration.
Stor ståhej for ingenting
I henhold til KIIIPs bekendtgørelse om undervisning af ikke-grønlandsksprogede elever skulle de såkaldte M-klasser nedlægges og fortsætte som hold, på hvilke der skulle fokuseres så meget på indlæringen af det grønlandske sprog, at eleverne hurtigst muligt kunne sluses over i normalklasser, dvs. grønlandske klasser.
Størstedelen af den målgruppe, som ordningen fokuserer på, bor kun et par år på Grønland, men ordningen rammer alle klasserne, da målet jo er integration. Man er altså villig til at sætte himmel og hav i bevægelse for at få disse få elever lært grønlandsk, hvilket de erfaringsmæssigt ikke gør, hvorefter de rejser til Danmark.
Logikken er til at få øje på. Men som erfarne skolefolk i Nuuk siger, er dette ikke et spørgsmål om integration, men om religion.
M-klasserne, som nu hedder H-klasser, videreføres i øvrigt som hidtil, men der tilstræbes nu i højere grad en faglig, sproglig og social integration, fremgår det af et notat fra november sidste år fra Kultur og Undervisningsforvaltningen i Nuuk.
I samme notat tillægges forældre en vetoret med hensyn til afgørelsen af, om deres børn skal overflyttes fra H-klasser til normalklasser, idet "det ikke er bekendtgørelsens intention, at elever mod forældrenes ønske skal flyttes fra den klasse eller det hold, de går på.." Et plaster på såret.
Den tvungne integration af 1. klasserne
For så vidt angår 1. klasserne forløber integrationen planmæssigt, lyder det lakonisk i ovennævnte notat. Tysklands invasion af Polen i 1939 forløb også planmæssigt, set fra tyskernes side. Det viser sig da også, at undersøgelsen, der ligger bag denne udmelding, bygger på et meget løst grundlag, hvoraf adskillige af de involverede 1. klasselærere eller forældre slet ikke er blevet spurgt!
De forældre, jeg har talt med, som har børn i 1. klasse, har imidlertid en helt anden oplevelse af den tvungne integration. De fortæller, at deres børn - trods skoledirektørens løfte om det modsatte - ikke må tale dansk i timerne, og gør de det, bliver de irettesat.
Der er eksempler på l. klasser, hvor der er to dansksprogede elever, som til lærerens frustration finder sammen og leger sammen. Det får de så at vide, at de ikke må, og forældrene bliver kaldt til krisemøde på skolen, hvor de får at vide, at deres børn udviser asocial adfærd.
Andre forældre fortæller om, at deres børn allerede har fået spoleret lysten til at gå i skole, at de græder hver morgen, når forældrene følger dem til skole. De føler sig tilovers og afmægtige i klassen, fordi de ikke forstår, hvad der bliver sagt.
Jesper Birk Bergers indlæg i Sermitsiaq nr. 4 er blot endnu et rystende eksempel i rækken.
Man er med andre ord i færd med at gentage fiaskoen fra 1994, som gav så mange dansksprogede børn alvorlige men på deres skolelyst.
Dengang opgav man i tide. Denne gang vil frygten for det åbenlyse politiske nederlag, der ligger i at ophæve bekendtgørelsen, desværre nok forlænge katastrofen.
Status
Set i lyset af ovenstående kan det undre, at man ikke har hørt flere protestråb.
Men reaktionen er nu ikke udeblevet. Den manifesterer sig i, at mange folk stille og roligt forlader landet, ligesom folk udefra trækker deres ansøgning tilbage, når de hører om de katastrofale forhold i folkeskolen.
Forklar f.eks. lige en potentiel tilkaldt, at hans/hendes dansktalende barn, skal til eksamen i grønlandsk på modersmålsniveau, og til eksamen i dansk som fremmedsprog.
Der sker for tiden et braindrain fra Grønland, som p.g.a. det fatalt lave uddannelsesniveau jo ikke erstattes af grønlændere. Det må være dobbeltironisk for de politiske beslutningstagere at se, at flere af de veluddannede, som søger væk, er grønlændere, folk i blandede ægteskaber og andre, som ellers er stærkt forankrede i det grønlandske samfund.
Siden Lise Lennerts indlæg om dansksprogede elever i Sermitsiaq i maj 2000 har de politiske beslutningstagere været larmende tavse om disse forhold.
De er druknet i skåltalerne om projekt "Den gode Skole", som ud af det blå skal bringe den grønlandske folkeskole op i 1. division.
På en debataften om den gode skole i november sidste år, spurgte en af tilhørerne, hvem der rent faktisk skulle realisere de flotte tanker bag "Atuarfitsialak", når nu der manglede 3-400 "spillere".
Hertil svarede lederen af projektet, Kunuunnguaq Fleischer, at det var et godt spørgsmål, som han længe havde ventet og frygtet; men han kunne ikke besvare det, for det lå ikke inden for arbejdsgruppens kommissorium...
En anden tilhører beskrev manglerne ved "Atuarfitsialak" meget rammende: Den bygger på et hidtil uset stort engagement fra lærere, elever og forældre; et engagement som netop er kendetegnet ved sit overvejende fravær hos disse tre grupper.
Friskolen, en logisk konsekvens
En anden af grundene til den forstummede debat skal findes i håbet om den kommende friskole.
Mange har af indlysende grunde opgivet folkeskolen og sætter nu deres lid til den friskole, der forventes at blive en realitet inden for et par år. Perspektiverne i friskolen burde være skræmmende for folkeskolen i Nuuk: De bedste elever og lærere vil hurtigt sive fra den offentlige folkeskole til friskolen. Folk vil tørste efter en ny skole, som sætter kvalitet i undervisningen på dagsordenen frem for bevidstløs grønlandisering. Folkeskolen i Nuuk vil herved miste den sidste rest af mørtel, der holder den sammen, og den vil synke i grus.
Når monopolet således bliver brudt, og der kan foretages en reel sammenligning af de to skoler, vil denne kollaps blive åbenbar for enhver, og det vil være umuligt for både politikerne og de embedsmænd - nogle mere katolske end paven selv - der så længe har siddet de utallige advarselslamper overhørig, at fornægte virkeligheden.
(Og lur mig i øvrigt om ikke de mest forbenede fortalere for den grønlandske folkeskole meget hurtigt vil melde deres børn ind i friskolen, ligesom de gjorde det med M-klasserne.)
Dette er resultatet af den 20-årige vanrøgt af folkeskolen. Efter en lang, sej kamp, som sidste år gik ind i sin slutfase, da folkeskolen fik tildelt et dødeligt sår i kraft af den tvungne integration, venter nu nådestødet i form af friskolen.
Det kan lyde trist, men det forekommer uafvendeligt, at folkeskolen må gå til grunde, før politikerne bibringes den indsigt, der kan føre til en helhjertet og fuldstændig satsning på folkeskolen, og som ad åre kan lade folkeskolen genopstå af asken som fugl Phønix.
Men, sagde Kierkegaard engang: "At jeg har ret ved i grunden alle, at jeg ikke får ret ved alle, også jeg."