Grønlandsk sælfangst ikke truet

For Grønlands og fangerens økonomi er sælskind helt ubetydeligt. Landskassen kunne endda spare mange penge ved at stoppe sælskindseksporten nu og her. Penge, der i stedet kunne bruges på f.eks. de mange selvmordstruede børn.

Tirsdag d. 29. juli 2008
Thor Hjarsen, Rådgivende arktisk biolog    
Emnekreds: Bosætning, Fangst, Sælfangst.

Lad os først slå fast, i Grønland hersker regulær fattigdom - særligt ude i bygderne. Men det kan hverken EU eller sælfangst ændre på.

Med en årsløn på 50-70.000 kr. kan ingen fanger leve af sin fangst. Han er afhængig af konens løn.

Nu vil EU forbyder import af sælskind. Selv de, der rejser til den store ø i nord, er så forblændet af deres indre grønlandske glansbillede, at de ikke vil se fakta. De påstår, at EU’s forbud er en trussel mod det grønlandske fangersamfund. EU’s forbud er rettet mod canadiske og norske, kølledræbte sælunger, der to til otte uger gamle, dræbes af fiskere bevæbnet med køller på isen ud for bl.a. Newfoundland. Forbuddet omfatter ikke de grønlandske sælskind.

Grønland får derimod eneret til det europæiske marked for sælskind. En detalje som selv Grønlands øverste embedsmand for fangst og fiskeri undlader at fortælle dansk presse.

Sæljagt for sjov
EU’s forbud betyder intet for grønlændernes muligheder for at gå på sælfangst. Der fanges allerede 180.000 sæler årligt i Grønland. Det vil fortsætte. Af fangsten eksporteres ca. 50.000 sælskind. Dog ikke uden 500 tilskudskroner bundet i halen på hvert enkelt skind. Sælskind i Grønland opkøbes, eller indhandles, som man kalder det, med betydelig støtte fra skatteyderne. I alt 26,5 millioner kroner om året.

Det har også vist sig, at tre ud af fire sælskind indhandles af det, der i Grønland hedder fritidsfangere. Det vil sige skolelærere, politimænd og taxichauffører, der i weekenden sejler ud på fjorden og skyder sæler for sjov. Den rigtige fanger - erhvervsfangeren - indhandler kun hvert fjerde skind, og af hans indtægt stammer 90 ud af 100 kroner fra fisk og rejer.

I hele Grønland er der blot 1.000 erhvervsfangere ud af en befolkning på 56.000 mennesker. Fangst som erhverv er allerede ved at uddø, og det er hverken EU eller dyrevennernes skyld.

Sælkød smides ud
I dele af Grønland er sælkød stadig vigtigt for familierne. Kødet spises eller og gives til hundene. I et begrænset omfang sælges kødet også på ‘brættet’ - det lokale fangermarked. Men der er også områder i Grønland, hvor sæler skydes, skindet flås af og kroppen dumpes fjorden. Den grønlandske radioavis fortalte forleden, at på to uger var 2.500 sælkadavere smidt i havet af fangerne fra en lille sydgrønlandsk by. Kun skindet kunne sælges. Her gider folk ikke æde sælkød. Om det er ‘traditionel levevis’, som bør beskyttes af EU, er vist en smagssag. Ingen ved, hvor meget frisk fangstkød, der smides ud i hele Grønland. Vi ved kun, at hver eneste grønlænder, fra spæd til olding, skal spise sig gennem næsten et halvt kilo kød hver dag. Naturligvis en umulighed.

For Grønlands og fangerens økonomi er sælskind helt ubetydeligt. Landskassen kunne endda spare mange penge ved at stoppe sælskindseksporten nu og her. Penge, der i stedet kunne bruges på f.eks. de mange selvmordstruede børn.

For i Grønland begår børn selvmord, mens politikerne forærer sig selv store villaer. Eller rejser ud i verden og påstår, at sælfangst handler om nationens overlevelse. Måske mest for at flytte fokus.