Møder i Bruxelles om fiskeri, fangst og landbrug

Ane Hansen gjorde det helt klart hvilke holdninger landsstyret har for hhv. hvaler og sæler. EU lovgivningen for sæler og nogle medlemslandes holdninger til hvalfangst er ikke noget som gavner Grønland.

Onsdag d. 16. februar 2011
Ane Hansen, Borgmester, Kommune Qeqertalik
Emnekreds: EU og Grønland, Fangst, Fiskeri, Landbrug.

Landsstyremedlem for Fiskeri, Fangst og Landbrug Ane Hansen har i de seneste dage holdt en række møder i Danmark og Bruxelles.

Ane Hansen har været på besøg hos Fiskerikommissær Maria Damanaki, hvor begges synspunkter på bæredygtigt fiskeri og de kommende forhandlinger for en ny protokol blev diskuteret. Det var et meget succesfuldt møde og forventningerne til det fremtidige og udvidede fiskerisamarbejde er meget positivt. Fiskerikommissæren takkede endvidere Ane Hansen for invitationen til Grønland, så hun med selvsyn kan se de grønlandske forhold, og hun glæder sig meget til at komme til Grønland på et senere tidspunkt.

Ligeledes er der blevet afholdt møde med Generaldirektøren hos Miljøkommissæren K.F. Falkenberg, hvor Ane Hansen gjorde det helt klart hvilke holdninger landsstyret har for hhv. hvaler og sæler. EU lovgivningen for sæler og nogle medlemslandes holdninger til hvalfangst er ikke noget som gavner Grønland. Selvom der var flere punkter som kan være følsomme var mødet meget konstruktivt, og et nyt samarbejde om udveksling af videnskabelig data for fangstdyrene er blevet etableret mellem Generaldirektoratet for Miljø og Grønlands Repræsentation i Bruxelles.

Landsstyremedlemmet var desuden vært for et arrangement vedrørende ”bæredygtig udnyttelse af de levende ressource”, hvor forskellige interessenter med relationer til Grønlands aftaler var inviteret. Efterfølgende var der flere spørgsmål fra deltagerne som er nyttige input til forberedelsen af en ny aftale.

Ane Hansen mødtes forinden med den danske fødevareminister Henrik Høegh hvor Danmarks kommende formandskab for EU var på dagsordenen. Ét af de interessante punkter på dagsordenen var således den kommende veterinærkontrol aftale som er en trepartsaftale mellem Grønland, Danmark og EU. Mange af elementerne i aftalen er på plads, og Grønland er klar til at overtage veterinærkontrollen, men på grund af en uenighed internt i EU mellem Kommissionens juridiske tjeneste og Parlamentets jurister, er aftalen nu strandet i en intern stridig.

Ane Hansen og Henrik Høegh var enige om, at der ikke er uenighed om substansen i aftalen, og at begge parter vil lægge pres på EU-systemet for at få gennemført aftalen.

Ane Hansens rejse har haft meget stor betydning for de grønlandske interesser, herunder veterinærkontrol, uddannelsessamarbejde, sælskind, OLT-ordningen, Partnerskabet og en ny fiskeriprotokol som snart skal genforhandles med EU.