Den kollektive berøringsangst

Lad os gøre op med den kollektive berøringsangst og det konsekvensløse samfund. For ellers kan vi ligeså godt smide den grønlandske kulturarv ud sammen med de gule lorteposer, som overalt får lov til at flyde i vores rene og uplettede natur.

Fredag d. 30. juli 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Fiskeri, Jagt, Kultur og samfund, Miljø og natur, Sociale spørgsmål.

Er den højt besungne grønlandske kulturarv - fællesskabet, familietraditionerne, respekten for naturen, dens ressourcer og os selv - reduceret til en myte, der kun eksisterer i fantasiens verden. Hvad er grunden til, at vi accepterer værdier gå i opløsning, uden at nogen evner eller orker at gribe ind. Problemerne tarner sig op for øjnene af os. Vi ved alle sammen, at naboen tæver sin kone. Og at børnene er overladt til sig selv og deres kammerater, fordi forældrene end ikke er i stand til at påatage sig ansvaret for deres eget liv. Vi ser det, lukker øjnene og går videre. Og påtager os dermed et medansvar for den kollektive berøringsangst, som blokerer for en nødvendig og konstruktiv debat. Børnene er Grønlands fremtid, hedder den for tiden mest brugte politiske floskel. Hulheden buldrer, og hykleriet fremstår tydeligere og tydeligere, hver gang flosklen gentages. Det passer jo ikke, at vi værner om børnene og vores fælles fremtid. I dagens avis gør skolepsykolog Bernhardt Hyhne op med denne myte: - Det fællesskab og den psykiske nærhed, som er forudsætningen for, at vi kan udvikle os som trygge, tillidsfulde og åbne menesker, eksisterer slet ikke i mange familier. Det er rene ord for pengene. De utallige beretninger om omsorgssvigt, overgreb og misbrug, de overfyldte børnehjem, manglen på institutionspladser og manglen på behandlingstilbud til de mest skadede børn viser med al tydelighed, at et eller andet sted er samfundet kørt af sporet. Løsningen må først og fremmest være, at vi begynder at stille krav til hinanden. Vi skal ikke synge med på omkvædet af sangen "Det er samfundets skyld", men vi skal stille krav om den måde, som vi behandler os selv på og derigennem også den måde, som vi behandler vore medmennesker - ikke mindst børnene - på Det kræver mod og mandshjerte at starte denne debat, men den er nødvendigt for det grønlandske samfund for at komme videre. Skader vi vore børn, skader vi vor egen fremtid. Søpindsvineskal et sted i Evighedsfjord Så er der naturen. Igen og igen hører vi, at ingen har som Grønland værnet om naturen og dens ressourcer. Men det er jo en lodret løgn. I dagens avis råber den gamle højskolemand H. C. Petersen vagt i gevær: - Den etiske holdning til fangtdyrene er ved at gå tabt. Derfor vil H. C. Petersen i samarbejde med samfundsrevseren Finn Lynge starte en debat om den måde, som vi i dag behandler naturen på. Det er et prisværdigt initiativ, for elvudløb spærret af ørredgarn og efterladte rensdyrkroppe i fjeldet fortæller jo deres klare sprog. Vi har efter et halvt århundredes hæsblæsende udvikling mistet følingen med naturen, men det er nødvendigt at genoplive forfædrenes respekt for det sårbare miljø i Arktis. Skader vi naturen, skader vi vor egen identitet. Det er lige så nemt at påpege alvorlige fejl og mangler ved det grønlandske samfund, som det er svært at finde løsningen på al denne dårligdom. Det første skridt er imidlertid en åben og fordomsfri debat om problemerne. Derfor skal vi væk fra hykleriet og al den snakken udenom. Igen må vi vende os til vore folkevalgte og kræve, at de går forrest i opgøret med den kollektive berøringsangst. En 1øsning på problemerne er i hvert fald ikke at tie dem ihjel. Derfor er det beskæmmende at høre politikere med landsstyreformanden i spidsen beklage sig over alle de negative historier, som pressen skildrer. - Det skader Grønlands omdømme, lyder anken. Rent vrøvl. Det skader Grønlands omdømme, at vi ikke er i stand til tage vare på os selv. Lad os gøre op med den kollektive berøringsangst og det konsekvensløse samfund. For ellers kan vi ligeså godt smide den grønlandske kulturarv ud sammen med de gule lorteposer, som overalt får lov til at flyde i vores rene og uplettede natur.