Torskedumt torskefiskeri?

Det sætter unægteligt tingene lidt i perspektiv at tænke på at vi risikerer at ødelægge en potentiel eksportindtægt på størrelse med bloktilskuddet, fordi vi ikke vil vente på at bestanden vokser sig stor før vi begynder at høste af den.

Fredag d. 21. november 2014
Michael Rosing, medlem af Landstinget for Demokraterne
Emnekreds: Fiskeri, Landstingsvalg november 2014.

Der er røster fremme om at fiske flere torsk end vi gør allerede. Der er masser af torsk siges der, vi kan sagtens fange flere uden at det påvirker bestanden. Det er en meget kortsigtet tankegang.

Det er nok de færreste der kan huske hvordan det var dengang der var mange torsk. Sidste gang vi havde et torskefiskeri af betydning var i slut 80-erne. Jeg fiskede selv torsk på en bundgarnsbåd i Sisimiut den gang. Det var der gode penge i. Men hvis man kikker lidt på de historiske tal så ser billedet helt anderledes ud. Fiskeriet i slut 80-erne var bare et lille bump i forhold til dengang i 50-erne og 60-erne hvor der virkeligt var torsk.

I 80-erne fiskede man i Vestgrønland noget i stil med 50.000 tons om året i 3 år. I 50-erne og 60-erne fiskede man i runde tal 250.000 tons om året i en 20-årig periode. Til sammenligning har rejefiskeriet ligget omkring de 100.000 tons om året indtil for nyligt.

Hvis man kan få bare 10 kr. pr kilo så taler vi om en samlet eksportindtægt på 2-3 milliarder om året.

Selvfølgeligt kan vi ikke vide om fisken når at forlade os inden vi fanger dem. Og selvfølgeligt kan vi ikke vide om vandtemperatur og andre forhold gør det umuligt at etablere en så stor bestand af torsk igen. Men det sætter unægteligt tingene lidt i perspektiv at tænke på at vi risikerer at ødelægge en potentiel eksportindtægt på størrelse med bloktilskuddet, fordi vi ikke vil vente på at bestanden vokser sig stor før vi begynder at høste af den.