Ny museumsstruktur ønskes

Et grundlæggende problem med den nuværende situation og struktur er, at ansvarsfordelingen mellem museumsledere og den kommunale embedsstab er uklar. Situationen bliver forværret af, at flertallet af de godkendte museer drives uden en egentlig museumsbestyrelse, hvilket strider mod museumsloven

Torsdag d. 5. maj 2016
NUKAKA - Sammenslutningen af Museer i Grønland
Emnekreds: Folkeoplysning, Grønlands historie.

Orientering til pressen


Foto: Jonas Nilsson

NUKAKA, Sammenslutningen af Museer i Grønland, har vedtaget et forslag til en ny museumsstruktur for Grønland. Forslaget er vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling. NUKAKA har sendt det til kommunerne med håbet om, at forslaget vil blive godkendt og indført.
Forslagets vigtigste punkter er:
  • Museumsbestyrelser indføres på de godkendte museer
  • Klar ansvarsfordeling mellem kommune og museumsledere/museumsbestyrelser

I efteråret 2015 afholdt NUKAKA en workshop med deltagelse af de fleste museumsledere i Grønland samt direktør fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv (NKA) Daniel Thorleifsen. Museumsstrukturen er et resultat af workshoppen, hvor det hurtigt blev klart, at den nuværende situation ikke er holdbar. Dengang udtalte direktør for NKA Daniel Thorleifsen:
”Jeg blev ærligt talt noget chokeret og erfarede, at der er mange problemstillinger og udfordringer for lokale museumsledere. I særdeleshed over den udtalte manglende forståelse fra politikere og det administrative apparat i de fleste forvaltninger over for museernes arbejde”.
Et grundlæggende problem med den nuværende situation og struktur er, at ansvarsfordelingen mellem museumsledere og den kommunale embedsstab er uklar. Situationen bliver forværret af, at flertallet af de godkendte museer drives uden en egentlig museumsbestyrelse, hvilket strider mod museumsloven.

NUKAKA’s forslag til en ny og bedre museumsstruktur, er en struktur, som benyttes for museer i hele verden og den er i overensstemmelse med den grønlandske museumslov. Strukturen vil højne fagligheden og forbedre mulighederne for borgerinddragelser på de grønlandske museer. Forslaget gør ydermere, at museerne kan leve op til ICOM’s etiske regler for museumsdrift. ICOM’s etik (International Council of Museums) er normgivende og følges af museer over hele verdenen. De etiske regler er udkommet på grønlandsk og tilsendt de grønlandske politikere i forbindelse med at ICOM Nord afholdt møde i Nuuk i efteråret.

Venlige hilsner
NUKAKA, Sammenslutningen af Museer i Grønland

Formand Carl-Erik Holm

Forslag til museumsstruktur