Politikerne skal retsforfølges
DEN NYUDNÆVNTE Grønlandsfly-formand, Peter Grønvold Samuelsen, var ansvarlig leder af det landsstyreområde, der ubestridt har fået flest skideballer. Men det er nok mere hans egen skyld end nogen andens. Det har åbenbart været ligegyldigt, hvem hans overordende landsstyreformand var, så gik der kuk i landsstyreområdet. Loven blev sat ud af kraft, og landsstyremedlemmets personlige moral og retsopfattelse blev direktoratets grundlov.
Torsdag d. 6. maj 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds:
Infrastruktur
,
Love og konventioner
,
Politik
.
NORMALT BEHØVER VI ikke nogen større anledning til at holde en ordentlig fest. Vi kender festens glæde, og vi forstår at slå os løs, slippe hæmningerne og nyde øjeblikket. Og ligesom vi forstår at få et stort brag ud af ingenting, så kan vi også markere en væsentlig begivenhed med maner. Vi kan holde taler, organisere og planlægge, og da vi desuden ikke er karrige med festens omkostninger, plejer vi at have det skægt og... - festligt.
Forleden lod vi imidlertid en chance gå fra os. Hjemmestyret fyldte 20 år den l. maj, det var lørdag, og vi var alle præget af forårets optimisme. Men der var ingen fest, ingen taler, ingen smukke ord og sentimentale tilbageblik. Ingen fest, ingen glæde. Ikke engang arbejderne syntes, den var en kampdag værd.
Det var unægteligt en sløv forestilling, og selvom der nok skal blive fejret 20 års fødselsdag på nationaldagen 21. juni - og sikkert med maner - så var det alligevel lidt sært, at den rigtige fødselsdag i lørdags ikke samlede opmærksomhed.
Men tænker vi os godt om, er det måske ikke så mærkeligt. Det er nemlig alt andet end fest og stolthed over hjemmestyre og demokrati, der ligger øverst i sindet. Den ene gang efter den anden har det vist sig, at de folkevalgte - og endda de fremmeste af dem - ikke kan finde ud af at holde sig til loven. De har spændt ben for demokratiet, negligeret Landstingets egne love og gået direkte imod Landstingets døgnfriske beslutninger.
Der er efterhånden risiko for, at luskerierne bliver så almindelige, at vi lærer at acceptere den. I alt fald, hvis vi ikke snart tager affære og forlanger konsekvenser for de folkevalgte lovovertrædere.
NÅR EN BORGER her i landet begår en forbrydelse - lille eller stor - så ender det som regel med, at han eller hun kommer for retten og bliver dømt.
Har man slået en eller anden halvt fordærvet, bliver man dømt for vold eller forsøg på manddrab. Hvis man voldtager eller misbruger børn seksuelt, bliver man dømt til ophold i anstalt. Hvis man smugler hash går det præcis ligesådan. Retsmaskineriet rider ganske vist ikke samme dag, det sadler, men sagerne bliver behandlet, og før eller siden får de skyldige deres dom.
Endnu er ingen politiker blevet dømt for de ulovligheder, de har begået. Endnu er det ikke lykkedes at få taget et initiativ, der kan føre til retsforfølgelse af en folkevalgt. Men nu må hammeren falde. I øjeblikket vælter det simpelthen ind med sager om toppolitikeres ulovligheder. Loven om landsstyremedlemmers ansvarlighed kan efterhånden tages i brug, hver gang AG udkommer. Landsstyremedlemmer med navn og ansigt afsløres i aviserne, men intet sker. De skyldige udnævnes til nye poster og bliver ved med at blive til noget, igen og igen. Også selvom vælgerne klart og tydeligt har afsagt deres dom: Ud af vagten!
Anstændighed er en by på Jupiter.
DEN NYUDNÆVNTE Grønlandsfly-formand, Peter Grønvold Samuelsen, var ansvarlig leder af det landsstyreområde, der ubestridt har fået flest skideballer. Men det er nok mere hans egen skyld end nogen andens. Det har åbenbart været ligegyldigt, hvem hans overordende landsstyreformand var, så gik der kuk i landsstyreområdet. Loven blev sat ud af kraft, og landsstyremedlemmets personlige moral og retsopfattelse blev direktoratets grundlov.
Det er bare svært at finde mening i galskaben. Hvilke - eller hvis - interesser har han varetaget?
Kan ulovlighederne skyldes et politisk ønske om at tryne landingsbanen igennem? Er det lokalpolitikerne, der har lagt pres på Peter Grønvold Samuelsen eller på landssty
reformanden? Og hvilken slags pres skulle de råde over? Nej, det er ikke lokalpolitikerne!
Er det så landspolitiske hensyn? Nej, slet ikke. Det ligger i sagens natur...
Eller er det penge? Er det nogen, der har økonomiske interesser i at sætte arbejdet i gang? Og hvad kunne begrunde, at Peter Grønvold Samuelsen tager sig af det?
Det kan selvfølgelig også være, at sagen er lige så ny for Peter Grønvold Samuelsen som for alle os andre. Måske er det Grønlands Lufthavnsvæsens Anlæg, der trods Landstingets udsættelse har lavet en aftale med entreprenøren på "forventet efterbevilling".
Muligheden foreligger, men den er mere teoretisk end virkelig, og skulle den endelig være sand, så er der for alvor lagt i kakkelovnen til det nye landsstyremedlem, Steffen Ulrich-Lynge, der dengang var chef for GLV-Anlæg.
Denne nedværdigende sag kan kun afsluttes ved en retslig undersøgelse, ved tiltale og dom. Og indtil da, må de implicerede fratages deres tillidshverv som for eksempel Peter Grønvold Samuelsens formandsskab i Grønlandsfly A/S.