Om fup-landingsbanen i Qaanaaq

Lufthavnsvæsenet siger, at det under alle omstændigheder skal have base i Pituffik og ikke har planer om at flytte personel til Qaanaaq

Torsdag d. 27. juli 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Infrastruktur, Politik, Thule Air Base.

FOR NOGLE ÅR SIDEN bragte dagbladet Politiken tegningen her ved siden af. Baggrunden var angiveligt hemmelighedskræmmeriet omkring atomvåben, men den havde også udspring i den verserende sag om tvangsflytningen af Thule-befolkningen i 1953. Statsministeren blev afkrævet en erstatning på 100 millioner kroner og en undskyldning. På Politikens tegning forsøger Poul Nyrup Rasmussen at skifte kontanterne ud med en ekstra undskyldning. Sandheden var imidlertid, at den danske statsminister ikke kunne få sig selv til at give nogen undskyldning. Den kom først langt senere. I virkeligheden skiftede han først undskyldningen ud med 47 millioner kroner til en ny trafikstruktur for Grønlands nordligste kommune. Den omtaler vi på side 5. Her skal vi kort forklare, at sagen handler om, at både statsministerens millioner og de grønlandske skatteyderes 60 millioner, der blev afsat til samme formål, ikke bliver brugt efter hensigten. Der bliver ikke nogen ny infrastruktur for landets nordligste kommune. Vi bliver ganske vist nødt til at sige "sandsynligvis", for intet er afgjort officielt, men allerede nu arbejdes der centralt på at fastholde den hidtidige struktur. Begrundelsen for lufthavnen - og for bevillinger på foreløbig 107 millioner kroner - er, at Qaanaap Kommunia skulle gøres uafhængig af nåleøjet i Pituffik, hvor amerikanerne bestemmer hvem og hvor mange, der må rejse igennem baseområdet. Men Qaanaaq bliver ikke uafhængig. Til AG siger Grønlandsfly, at der på nuværende tidspunkt intet kan siges om fremtidens beflyvning af Qaanaaq og Pituffik. Men set udefra er det nøgternt betragtet i selskabets interesse at bevare den nuværende struktur, der grundlæggende bygger på atlantmaskinens beflyvning af ruten Kangerlussuaq/Pituffik. Herfra flyves passagerer til Qaanaaq med mindre fly. Lufthavnsvæsenet siger, at det under alle omstændigheder skal have base i Pituffik og ikke har planer om at flytte personel til Qaanaaq. Fra både Grønlandsfly, lufthavnsvæsenet og trafikdirektoratet har AG fået at vide, at en direkte kystlangs flyvning til Qaanaaq inddrager Pituffik som alternativ lufthavn, hvilket indebærer, at der under alle omstændigheder skal indgås en aftale med amerikanerne om civiltrafik i fremtidens forventede omfang. GEVINSTEN ved at bygge en lufthavn i Qaanaaq er derfor vanskelig at få øje på, og her på redaktionen mindes vi endnu engang filmen "Mondo Cane" fra begyndelsen af 1960’erne, hvor en indfødt stamme på Ny Guinea håber at kunne lokke nogle store transportfly til at lande ved deres landsby oppe i bjergene. Nede i dalen har de - på afstand - iagttaget den rige last, som flyene medbringer, og om aftenen har de set de kunstfærdige landingslys langs banen. I filmen ser man derefter de indfødte sætte fakler i regnskovens trætoppe på de stejle bjergskråninger - lange, lige, parallelle lysende linier, som fra luften ligner en landingsbane. Ny Guineanernes projekt var ikke rigtigt gennemtænkt. Nat efter nat stod de tavse i skoven, lyttende efter den brummende lyd fra store lastfly. Men der kom - lykkeligvis - ingen. Også i Qaanaaq kommer vi til at vente på "store" fly. Der skal nok komme nogle små nogen, men de kunne - efter et tidligere landsstyres overslag - have klaret sig med en grusbane til 10 millioner kroner. Dash-7’erne kommer fangerfolket i Qaanaaq til at vente længe på. Og det er ifølge det overfor AG oplyste allerede erkendt centralt i hjemmestyret. FEJLEN ER IKKE, at hjemmestyret nu har erkendt, at der ikke kan flyves direkte til Qaanaaq. Fejlen er, at der skulle "brændes 107 millioner kroner af", før man opdagede det. Landingsbanen i Ny Guinea kan vi bære over med. Den var ikke så dyr. Den i Qaanaaq, derimod, koster noget, der svarer til mindst 75 splinternye boliger. Vorherre bevares’!