Nu må vi forpligte os
Qaqortoq er Sydgrønlands største by. Vi er ikke ude på at »stjæle« initiativet fra vore nabobyer. Men det, der går godt i Qaqortoq, er positivt for hele landsdelen
Fredag d. 24. august 2001
Erik Nørskov
Emnekreds:
Erhverv
,
Infrastruktur
.
Når erhvervsseminaret i Qaqortoq slutter på lørdag den 25.august, forlader deltagerne arrangementet med en stak papirer under armen og erindringen om to dages debat med fokus på, hvordan vi skaber ny dynamik i erhvervslivet i Qaqortoq og Sydgrønland i det hele taget.
Spørgsmålet er, hvordan de sikkert indholdsrige og perspektivrige debatter får omslag til virkelighed. Hvordan undgår vi, at konklusionerne endnu engang bliver nedfældet på fine papirer og indsat i pæne mapper - for at blive parkeret til evig glemsel på reoler i nydelige kontorer?
Her er udgangspunktet vigtigt, og Erhvervsrådet har indbudt til konferencen på et godt tidspunkt og på et realistisk grundlag. Det skal forstås sådan, at vi lægger op til en kvalificeret debat med udgangspunkt i den erhvervsudviklingsplan, vi allerede har besluttet for nogle år siden, som kommunalbestyrelsen har tiltrådt, og som nu foreligger i en opdateret 2000-udgave.
Erhvervsudviklingsplanen for Qaqortoq beskriver de store linier. På erhvervsseminaret tager vi imidlertid fat om fem konkrete spørgsmål, som også er rejst i erhvervsudviklingsplanen:
Infrastrukturen
Qaqortoq som grøn by
Turismen
Qaqortoq som uddannelses- og kulturby
Qaqortoq som bolig- og erhvervsby - herunder også som fiskeriby.
Et seminar kan naturligvis ikke forpligte hverken kommunalbestyrelsen, landsstyret eller Landstinget. Men i modsætning til så mange andre seminarer bliver erhvervsseminaret i Qaqortoq i de næste par dage et forum, hvorfra indstillingerne bliver båret direkte videre til beslutningstagerne - altså til politikerne.
Vi har indbudt alle væsentlige personer fra erhvervslivet og fra det politiske liv lokalt og centralt. Det er mennesker, der ved, hvad de snakker om; mennesker med visioner, og mennesker, som ved, hvad der er realistisk at gennemføre i landets aktuelle situation.
Konklusionerne på disse menneskers drøftelser og vurderinger vil blive sendt til kommunalbestyrelsen i Qaqortoq med opfordring til, at kommunalbestyrelsen sammen med byens erhvervsråd går i dialog med landsstyret og Landstinget.
Målet er at sparke ny energi og dynamik ind i det sydgrønlandske erhvervsliv.
Qaqortoq er Sydgrønlands største by. Vi er ikke ude på at "stjæle" initiativet fra vore nabobyer. Men det, der går godt i Qaqortoq, er positivt for hele landsdelen. Når det går godt i Qaqortoq, går det godt i hele Sydgrønland - og det er faktisk målet med seminaret, som altså ikke blot skal være endnu en snakkende forsamling, men nok så meget arnested for konkrete, fremadrettede oplæg til de politisk beslutningstagere.