Bygder må nedlægges

Et Grønland med en befolkning der til stadighed ønsker mere selvstændighed må nødvendigvis indse, at denne aspiration forudsætter radikale ændringer på bosætningsmønstret ...

Fredag d. 15. marts 2002
Tønnes O.K. Berthelsen
Emnekreds: Bygder, Infrastruktur, Rigsfællesskab og selvstyre.

En effektiv og konkurrencedygtig infrastruktur er en forudsætning for grønlandsk succes på de udenlandske eksportmarked e r. Dette er ganske vidst.

I dette indlæg vil jeg dog fokusere på infrastrukturen som en omkostningsreducerende faktor.

Al væsentlig infrastruktur er i dag reguleret af Hjemmestyret, som gennem krydssubsidier, ensfragtpriser og monopolstrukturer opretholder en fordelingspolitik på bekostning af prisniveauet.

Dette forhold har den konsekvens, at det nuværende bosætningsmønster er vældig omkostningskrævende at opretholde. Uden at komme for meget ind på de kendte politiske argumentationer for opretholdelsen af mønsteret skal der her blot erindres om, at det for vore forfædre ikke er noget nyt at leve som nom a d e r. I denne defineres nomade som et folk som følger fangstdyret (og ikke kvæg). Tværtimod var migration mere reglen end undtagelsen.

Bosætningsmønster
Ved indgangen til det 20. århundrede var der omkring 200 bosteder langs Grønlands vestkyst. I dagens Grønland er der inklusive Narsarsuaq og Kangerlussuaq lufthavne 59 beboede steder, som kan karakteriseres som bygder. Ved at trække manglende eksistens af butik eller ved at addere skoleundervisning til, kan der til total-nummeret trækkes et par fra eller til.

Om end tendensen er nedadgående er spørgsmålet, om takten er hurtig nok. Ved at kigge alene på indkomster er det klart, at der eksisterer et væsentligt spænd mellem en bygdebeboer og en bybo. Hvis folk, alt andet lige, gik efter størrelsen af indkomst vil strømmen mod Nuuk - med en husstandsindkomst på mere end kr. 317.000 i året 1998 - være endnu mere markant end den faktisk er i dag.

I følge Grønlands Statistik var den gennemsnitlige skattepligtige indkomst i bygderne knap 170.000 kroner i 1999. A t forskellen reelt er større skal understreges her, da antal medlemmer i én husstand generelt er højere i bygder.

At der er andet, der trækker ved bygdelivet, er klart. Der kunne nævnes adskillige grunde, blot skal der her nævnes forhold som livskvalitet, familieforhold, socialt netværk, naturen, erhverv som fisker/fanger og endda kirkegården. Det er jo forhold, som ikke kan negligeres - i hvert fald ikke sådan uden videre. Men at der må ske noget ved antallet af bygder er soleklart. Det er simpelthen for dyrt at opretholde strukturen i et Grønland med trang til større selvstændighed .

Med undtagelse af Ivittuut findes der i kommunerne fra én til ni bygder. Med forbehold for fejl, da det talmateriale jeg arbejder med stammer fra 1998, har 18 af skolerne et elevantal på 15 eller der under.

Generelt er produktionsomkostningen af én kwh (elektricitet) væsentlig højere i forhold til byernes. Så godt som alle bygder ønsker og bliver serviceret med en butik, telefonlinie, indhandlingsfacilitet til enten fisk eller sælskind, sundhedsfacilitet, servicehus og en kirke. Alle de nævnte ydelser koster.

En kommune med et antal bygder skal have et antal servicefolk; en maskinist til elværket, en produktionsmand til anlægget, en sundhedsplejer til faciliteten osv. Hvordan man end vender og drejer problemstillingen, kan man ikke komme uden om, at det er en meget omkostningskrævende måde at drive en "forretning" på.

Bygder med fremtid må udvikles
At ikke alle bygder står for skud i dette indlæg skal understreges. At fiskeri er hovedbidragyder til nationaløkonomien er en kendsgerning. Fisk svømmer rundt langs hele kysten og kan selvsagt ikke fiskes med udgangspunkt i bare en by eller to, nej infrastrukturen må optimeres efter de givne erhvervsforhold, hvor naturgivne forhold spiller en væsentlig rolle.

Her kommer bygder ind i billedet. Ikke for at fremhæve enkelte bygder må steder med naturgivne gunstige forhold udbygges. Her tænkes der på forhold som råvareressourcer, vandforsyning, havne, isforekomst samt faktorer som antal arbejdsdygtige indbyggere og arbejderkultur.

Arbejderkultur er meget vigtig, der kan nemlig være stor forskel på arbejdsevne fra bygd til bygd, selv hvor der kun er mindre afstand imellem to bygder.