Narsarsuaq igen

Det må forventes, at et stort antal passagerer fra Qaqortoq skal afsætte to rejsedage til Danmark efter den 28. oktober oven i de stærkt forlængede rejsetider

Fredag d. 21. juni 2002
Hans Mortensen
Emnekreds: Infrastruktur, Turisme.





I henhold til Grønlandsflys pressemeddelelse (31. maj 2002) om, at selskabet fra den 28. oktober indsætter en ny Airbus A330-200 på atlantruten, ændres rejsemulighederne for borgerne i Qaqortoq en del.

Den fine nye Airbus kan jo ikke lande i Narsarsuaq (den er for bred og for tung), så vi må tage helikopteren til Narsarsuaq og DASH-7 til Kangerlussuaq, før vi kan gå ombord i Airbus’en og nyde de 245 fjernbetjente TV-apparater.

Hvis man beregner flyveruterne som storcirkler (jeg ved godt at de faktiske ruter ligger anderledes, men de er i hvert fald ikke kortere) er afstanden mellem Qaqortoq og Narsarsuaq omkring 60 kilometer, og mellem Narsarsuaq og København omkring. 3.321 kilometer, ialt omkring 3.381 kilometer.

Afstanden mellem Narsarsuaq og Kangerlussuaq er omkring 698 kilometer, og mellem Kangerlussuaq og København omkring 3.426 kilometer, altså i alt inklusive afstanden mellem Qaqortoq og Narsarsuaq omkring 4.184 kilometer.

En forskel på omkring 803 kilometer.

Anslået ekstra flyvetid for denne forskel: Omkring 1 time 50 minutter.

Hertil kommer forbrug af tid til en ekstra landing og start, så den samlede ekstra rejsetid vil nok være mindst tre timer - mere for nogle rejsende, fordi ikke alle kan flyve samtidigt. Der skal jo to S61-helikoptere til at fylde en DASH-7 op, og fem DASH-7 til at fylde en A330-200.

Således vokser den samlede rejsetid til mindst 7 1/2 timer (ventetid mellem to flyvninger medregnet som 40 minutter).

 
Sikorsky S-61 i heliporten i Qaqortoq  
Denne rejsetid kan kun reduceres med en lufthavn i Qaqortoq med mindst én fast stationeret DASH-7.

En lufthavn i Qaqortoq med mulighed for senere indsættelse af større og hurtigere fly end DASH-7 burde (set fra Sydgrønland) have været en forudsætning for anskaffelse af en ny atlantmaskine, og for den deraf følgende nedlæggelse af Narsarsuaq som direkte Danmarksforbindelse.

Det må forventes, at et stort antal passagerer fra Qaqortoq skal afsætte to rejsedage til Danmark efter den 28. oktober oven i de stærkt forlængede rejsetider.

For slet ikke at tale om de øvrige konsekvenser: Stigende priser, nedsat regularitet, øget forurening. Tilsvarende betragtninger kan selvfølgelig anlægges for resten af Sydgrønland.

Det står fast, at Sydgrønland - således som Grønlandsflys oplæg tegner sig - vil være langt ringere stillet efter den 28. oktober.

Ikke kun fordi Grønlandsfly bliver eneoperatør, men også fordi samfundets og Grønlandsflys planlægning er åbenlyst ude af trit.