Ilinniarfik Online – undervisningsmateriale om det grønlandske samfund

Ilinniarfik online findes i både en grønlandsk og dansk version og den enkelte elev bestemmer selv hvilket sprog der fungerer bedst. Det er også muligt for eleven løbende at skifte mellem de to sprog

Tirsdag d. 17. september 2013
Direktoratet for Kultur, Uddannelse og Forskning
Emnekreds: Internet, Uddannelse.

Ilinniarfik online et produkt af gymnasiereformen
Ilinniarfik online er et nyt og innovativt undervisningsmateriale. Gamle lærebøger er lagt til side og erstattet af en computer, der tilgår undervisningsmaterialet på nettet på Ilinniarfik Online (tilgængeligt for alle) Materialet er udviklet af Samo Olsen i samarbejde med lærere fra GU Nuuk og Grønlands Selvstyre. Deluxus Studio i Nuuk har stået for grafikken. Ilinniarfik online er et produkt af gymnasiereformen der trådte i kraft august 2012. Det betyder, at undervisningen tager udgangspunkt i læring i en grønlandsk kontekst, elevcentreret pædagogik, øget tværfaglighed, andetsprogspædagogik og inddragelse af it.

Al materiale omhandler grønlandske forhold, og eleverne bliver altid præsenteret for mindst én eller flere statistikker der omhandler den by, bygd eller distrikt de bor i eller kommer fra. Omdrejningspunktet i Ilinniarfik online er de udfordringer og muligheder Grønland står over for, hvis selvstændighed skal blive til virkelighed. Spørgsmålet er hvor pengene skal komme fra, hvis vi ikke længere skal modtage bloktilskud. Det vurderer eleverne ud fra fakta om f.eks. råstoffer, uddannelse og befolkningens udvikling, faktorer som alle har en stor betydning for Grønlands økonomi og handlemuligheder.

Ilinniarfik online er interaktivt og elevaktiverende. De tekniske virkemidler i de digitale opgaveforløb muliggør elevcentreret pædagogik, både gennem elevens egen deltagelse, og ved at bruge elevens egne besvarelser løbende gennem materialet. Eleven arbejder med opgaverne i sit eget tempo, og på sit eget niveau. Alle opgaveforløb er et samspil mellem flere fag, en situation som afspejler livet uden for skolen. Samfundsfag og historie bidrager hver især til at belyse processer omkring grønlandsk selvstændighed.

Ilinniarfik online findes i både en grønlandsk og dansk version og den enkelte elev bestemmer selv hvilket sprog der fungerer bedst. Det er også muligt for eleven løbende at skifte mellem de to sprog.

Inddragelse af it: It er en stor del af unges hverdag og materialet er tilpasset denne virkelighed. Opbygningen af materialet adskiller sig fra almindelige lærebøger og brugen af specielle hjælpeassistenter er udarbejdet i samarbejde med cand. pæd. Simon Skov Fougt hvis ekspertiseområde er It-didaktik.