Om bjørnen - og de små folk i Nord
Når nogle grønlændere beretter om deres møde med den vestlige verden, kender vi mange eksempler, som får os til at knibe en tåre, men når vi læser Aitas beretning må vi vel nærmest tudbrøle
Fredag d. 4. oktober 2002
Ellen Kristensen
Emnekreds:
Anmeldelser af bøger, film mv
,
Bøger
,
Internationale spørgsmål
,
Inuit Circumpolar Conference
,
Oprindelige folk
.
Indholdsfortegnelse:
En lang rejse
Et andet menneskesyn
Kommunistisk kolonialisering
Tudbrøle
Et oprørt hav at besejle
Rascismen grimme ansigt
Gennem bøger og artikler har vi i Grønland kendt Mads Fægteborg i mange år.
I min tid i Folketinget havde jeg altid hans bog "Grønland i dag - en introduktion" med mig, fordi jeg hurtigt kunne finde frem til en eller anden faktuel oplysning, som jeg lige stod og manglede.
I februar 2002 deltog jeg sammen med Mads i en konference for oprindelige folk i Rusland. Der var han også et kendt og populært ansigt - både blandt lederne og de almene repræsentanter for de oprindelige folk.
Henad vejen forstod jeg godt hvorfor. Hans faktuelle viden var stor, og så var han både sjov og hyggelig at være sammen med.
Den faktuelle viden har han nu omsat i en ret omfattende bog på 259 sider.
Sammen med Aitalina V. Alexeeva - gift Fægteborg - har han netop udgivet "Bjørnen og de små folk i Nord - beretninger om Rusland og dets oprindelige folk".
I bogen er hans - måske lidt tørre - faktuelle statistiske oplysninger om geografi og befolkning sat sammen med en række velskrevne afsnit om de oprindelige folk i historisk, etnisk og politisk perspektiv.
Aita, som vi normalt kalder Aitalina for, er evenk og trådte sine første skridt i en lille landsby nær ved Jakutsk.
Hun har bestemt givet bogen en række personlige og meget værdifulde bidrag.
En lang rejse
"Bjørnen og de små folk i Nord" handler om en meget lang rejse gennem tid, geografi, kultur og politisk kynisme! Ja, det må man da nok sige.
Vores (eskimoiske) forfædre stammer jo oprindeligt fra et område i nærheden af Bajkalsøen.
Men hvor kom de egentlig fra tidligere?
I afsnittet "Oprindelsen" får vi et resumé af menneskets udvikling, vandringer og udskillelser i forskellige racer.
Det forfølges i afsnittet "I mammutternes fodspor" med en beskrivelse af, hvorledes Sibirien og Arktis blev befolket.
Herefter kommer så en række korte beskrivelser af de mange forskellige etniske grupper, som i dag bor spredt udover enorme landområder i Nord, Sibirien og det fjernøstlige Rusland.
Et andet menneskesyn
Mit kendskab til etnografi er begrænset, hvorfor jeg finder det interessant at få en kort introduktion til dette fag.
Man erfarer således, at det medmenneskelige syn har undergået store forandringer over årene.
Vi, som tilhører de oprindelige folk, har været udsat for forskere, rejsende og administratorer, der for egen vindings skyld har udnyttet os både på krop og sjæl.
Vi blev fremvist på udstillinger rundt omkring i Europa og Nordamerika, og når vores oldeforældre døde, blev de udstillet på museer side om side med kajakker, kanoer og andre genstande indsamlet eller stjålet under de talrige ekspeditioner, som berejste vore lande.
Efterhånden, som årene gik, forandrede det medmenneskelige syn sig dog, og som eksempler på dette skifte gengiver bogen nogle uddrag af rejseberetninger fra det nittende århundrede.
Der er sandelig en forskel på, hvorledes færingen Sigurd O. Patursson nedvurderer og latterliggør de sibiriske shamaner til, og hvorledes en amerikansk ingeniør sobert beskriver itelmenerne og deres kultur på Kamtjatka.
Kommunistisk kolonialisering
Før revolutionen i 1917 havde de oprindelige folk kummerlige forhold, men det var intet at regne for hvad der skete efter.
Fra Moskvas nye herskere lød parolen, at Sovjetunionen bestod af "folkenes lighed og suverænitet og det enkelte folks ret til selvbestemmelse, indbefatter retten til at træde ud og danne egen stat, ophævelse af alle nationale og religiøse privilegier og restriktioner og fri udvikling for de nationale mindretal og etniske grupper i landet."
Forrygende ord på papir, men det skulle snart vise sig, at det, der blev betegnet som tilnærmelse og sammensmeltning af forskellige kulturer, i virkeligheden var en kolonialistisk russificering.
Shamanismen blev forbudt - på trods af religionsfrihed - og alle sektorer i det sovjetiske samfund blev kollektiviserede.
De, som modsatte sig magthaverne, blev sendt i arbejdslejre eller likvideret.
Efter det sovjetiske systems sammenbrud lyder en af de såkaldte tjukter anekdoter således:
"To tjuktere sad ude på tundraen. Den ene sagde, at han gerne ville fortælle en vittighed om Lenin. Men den anden svarede straks: Uha nej, lad endelig være med det. Vi bliver bare forvist til en eller anden fjern egn."
Tudbrøle
At det har været svært for de oprindelige folk, får vi et glimrende indtryk af i Aitas beretning "På egen krop".
Aita skriver om sin families tragedie, således som hendes mormor havde berettet.
Når nogle grønlændere beretter om deres møde med den vestlige verden, kender vi mange eksempler, som får os til at knibe en tåre, men når vi læser Aitas beretning må vi vel nærmest tudbrøle.
Det er historien om, hvorledes sovjetstyret forvandlede en stor evenkisk slægt fra at være frie nomader til at blive det nederste proletariat i en storby.
Jeg stiller mig selv det spørgsmål: - Hvordan kunne de dog overleve, og hvordan var det i det hele taget muligt at bevare nogen form for stolthed og værdighed, og ikke mindst troen på, at livet alligevelkunne fortsættes?
Selv om Aita ikke direkte skriver det, har det sikkert noget at gøre med mormorens indre styrke.
Hun tager børnebørnene med ud i tajgaen og lærer dem om naturen, og hvorledes man skal omgås den.
Hun genfortæller også evenkernes myter, hvor deres oprindelsesmyte fortæller, at evenkerne egentlig stammer fra månen.
Det forklarer således deres "runde" ansigter!
Et oprørt hav at besejle
Som politiker er det interessant at læse om den politiske organisering af de oprindelige folk i Rusland.
Det var Mikhael Gorbatjov, som løste folkets lænker.
Efterfølgende blev yupik fra Tjukotka optaget i Inuit Circumpolar Conference (ICC).
Også de øvrige oprindelige folk organiserede sig - i øvrigt med ICC og Samerådet som forbillede.
Deres organisation RAIPON er i dag paraplyorganisation for hovedparten af de oprindelige folk i Nord, Sibirien og det fjernøstlige Rusland og repræsenterer over 200.000 mennesker i for eksempel Arktisk Råd, hvor de blandt andet i lighed med ICC har opnået status som "Permanent Participant".
Det har dog været et oprørt hav at besejle på grund af de manglende demokratiske traditioner.
Således ville RAIPONs første præsident ikke stille op til det næste præsidentvalg for derefter at erklære, at han fortsat var præsident for organisationen.
Begrundelsen var, at der var sket en justering i organisations navn, hvorfor han anså det, som om der var dannet en ny organisation.
Det danske udenrigsministerium henvendte sig efterfølgende til Aqqaluk Lynge for at få en udredning af omstændighederne.
Det skete på baggrund af en indberetning fra Mads Fægteborg.
Rascismen grimme ansigt
Racismens grimme ansigt lurer overalt - også i det nye Rusland.
Det kan Aita berette om.
Og sammen beretter de også om, hvor svært de oprindelige folk fortsat har det. Man må måske konkludere, som mange unge gør det:
"Der er intet at leve for, hvorfor selvmord er den eneste udvej. Alligevel synes der at være meget at leve og kæmpe for. Men det er jo næppe nogen holdbar konklusion!"
Det har været en fornøjelse at læse bogen, der i sin stil blander alment orienterende stof med faktuelle oplysninger, konkrete eksempler og morsomme anekdoter.
Aita og Mads bidrager med deres bog til en langt større forståelse af de russiske oprindelige folk, men samtidig inddrager de også mange andre relevante eksempler for eksempel hentet fra Grønland.
Det gør bogen meget nærværende.
Aitalina V. Alexeeva og Mads Fægteborg:
Bjørnen og de små folk i Nord
- beretninger om Rusland og dets oprindelige folk.
Arctic Information, 2002.
259 sider.