Vi har meget tilfælles
Personligt er jeg et bevis på, at man ikke prioriterede sproget uddannelsesmæssigt i 80´erne. I dag kæmper jeg få at få lært sproget og videregive det til mine børn. I mine øjne er der dog aldrig tale om enten eller, men derimod om både og. Det ene sprog må aldrig udelukke det andet, og vi skal give vores børn de bedste muligheder for at kunne navigere og klare sig i en globaliseret verden.
Onsdag d. 30. juni 2010
Maliina Abelsen
Emnekreds:
Inuit Circumpolar Conference
,
Oprindelige folk
,
Selvstyre
,
Sprog
.
Landsstyremedlem for Sociale Anliggender Maliina Abelsens tale til ICC
Tak for invitationen til at være her i dag. Jeg har glædet mig til at deltage ved denne ICC General Assembly, særligt fordi jeg ikke har deltaget før. Jeg er her fra Nuuk, så derfor vil jeg også gerne have lov til at byde jer velkommen til min dejlige hjemby. Af uddannelse er jeg sociolog og har tidligere særligt beskæftiget med oprindelig folks anliggender og rettigheder. I mine studiedage rejste jeg til Australien fordi jeg ville læse sociologi i et land, der havde oprindelige folk. Det var min forestilling, at vi havde en del tilfælles med aborigines i Australien. Og det viste sig, at jeg ikke tog fejl. Som grønlænder var det fantastisk at opleve at rejse om på den anden side af jorden og på en måde føle, at man var kommet hjem. Det var slående, i hvor høj grad vores kultur og udvikling har sammenfald. Næsten på samme måde som vores Inuit ligner hinanden i Grønland, Nunavut, Nunavik, Alaska og Rusland. Det er den fælles binding mellem os som Inuit – som ICC udgør og repræsenterer. Og i Grønland er vi naturligvis stolte og glade for at kunne danne fællesskab med vores stammefrænder.
Efter tre år i Australien beskæftigede jeg mig med oprindelige folk i ILO (International Labour Organization) og i OHCHR (Office of the High Commissioner for Human Rights) i Genève, hvor jeg fik et dybere indblik i det, der binder verdens oprindelige folk og kulturer sammen. Vi deler - af mere eller mindre forklarlige årsager - et kulturelt fællesskab, problemstillinger, rettighedsspørgsmål, der gør det naturligt, at vi også deler vores erfaringer og ideer. I fællesskabet er vi stærkere, og vi behøver ikke stå alene. I den henseende er det vigtigt, at vi i Grønland f.eks. ikke kun sammenligner os med de skandinaviske lande, men også udveksler viden og ”best practice” med andre oprindelige folk.
Som landsstyremedlem for Sociale Anliggender i Grønland ser jeg det som en vigtig værdi, at vi tænker vores sprog og kultur med i vores sociale indsatser. Jeg ved, at mange andre oprindelige folk i verden efterspørger de samme muligheder som os i Grønland for at bruge deres eget sprog i samfundslivet. Det grønlandske sprog er i dag et levende sprog, og det er en gave, som vi skal værne om. Personligt er jeg et bevis på, at man ikke prioriterede sproget uddannelsesmæssigt i 80´erne. I dag kæmper jeg få at få lært sproget og videregive det til mine børn. I mine øjne er der dog aldrig tale om enten eller, men derimod om både og. Det ene sprog må aldrig udelukke det andet, og vi skal give vores børn de bedste muligheder for at kunne navigere og klare sig i en globaliseret verden. Det er vigtigt, at vi husker, at vores sprog og kultur er noget, der udvikler sig i interaktion med andre sprog og kulturer – vi udvikler os ligesom alle andre og for mig har det altid været vigtigt at pointere for resten af verden at oprindelige folk kan også være moderne.
Selvstyret og fremtidige udfordringer
Den 21. juni 2009 indførte vi selvstyre i Grønland, og det er mit håb, at vi med Selvstyret kan frigøre os fra kolonitidens spøgelser, der har huseret længe nok i vores bevidsthed. Selvstyret markerer, at vores kultur bliver anset som lige med den danske og andre kulturer. Det er en stor sejr, men også en sejr, der stiller krav. Det må være et overstået kapitel at fortolke verden som et ”os” og et ”dem” - vi må se fremad og tage ansvaret på vores egne skuldre, for med Selvstyret har vi i Grønland sagt ja til at deltage på ligeværdig fod med andre lande og kulturer i et globalt ”vi”.
I det socialpolitiske perspektiv håber jeg, at Selvstyret vil bidrage til at højne vores selvværd og ansvarsfølelse. Vi har fået muligheden for at vise, at vi kan selv – og det kan vi, hvis vi står sammen og tager et socialt ansvar for os selv, vores børn og vores samfund. Selvstyre handler dybest set om at skabe et samfund med frie og selvstyrende borgere i stærke fællesskaber – ellers har vi ikke et reelt selvstyre.
I Grønland står vi overfor mange økonomiske og sociale udfordringer. Man siger, at den bedste måde at gå fremtiden i møde på, er ved at skabe den selv. Med klimaforandringerne og den teknologiske udvikling bliver Arktis mere og mere tilgængelig, og hvis vil have indflydelse på udviklingen, må vi være vågne og agere forudseende. Når man i dag taler om Arktis i udlandet, taler man ofte om klimaforandringer og oliepotentiale. Derfor er det for mig – som en del af det nye landsstyre – en vigtig opgave at minde omverdenen om, at der bor mennesker i Arktis, som skal have mulighed for at forstå og agere på forandringerne og deltage i de nye muligheder. Vi skal altid huske og minde om det menneskelige aspekt.
For en måneds tid siden var jeg til en nordisk konference med titlen ”Artic – Changing Realities”. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg så konferencens titel og den rubrik, som jeg skulle tale under: ”Arctic on the threshold of change”. For rigtigt nok sker der mange forandringer i Arktis lige nu, men jeg vil alligevel sige, at hvis nogen har befundet sig i midten af en hastig udvikling de sidste 100 år, så er det befolkningen i den arktiske region. Vi har været ”over the threshold of change” i mange årtier, og jeg håber, det kan komme os til fordel - vi skal bruge den omstillingsparathed, vi har bygget op, og drage nytte af de erfaringer, vi har med i rygsækken i forhold til at gå forandringerne i vores region i møde.
Social bæredygtighed – en forudsætning for positiv forandring
Den hurtige modernisering i Grønland har påvirket vores samfund mærkbart – både på godt og på ondt. For bare 50 år siden var der mennesker, der boede i tørvehuse uden rindende vand, mens størstedelen af befolkningen i dag bor i moderne boliger. Vi har således i løbet af en kort epoke oplevet en bølge af forandringer i vores samfund, der har sat sine sociale spor bl.a. i form af høje selvmordsrater, seksuelt misbrug, alkoholmisbrug mm. Forhold som også er kendte i andre Inuit-samfund. Det er regeringens (landsstyrets) holdning, at det er fuldstændig centralt, at vi har befolkningen med i indsatser på det sociale område. De store ændringer skal starte med ændringer indefra. Vi tror på, at vi kan gøre dette sammen med befolkningen. Men som i andre inuit samfund har vi nogle geografiske og uddannelsesmæssige udfordringer, der gør det vanskelig at sprede indsatser i det tempo vi kunne ønske os. Vi mangler med andre ord generel uddannet arbejdskraft indenfor den sociale sektor ligesom det er svært at tiltrække uddannet arbejdskraft til de mindre byer og bygder. Derfor er det nødvendigt at tænke kreativt og i høj grad tænke befolkningen ind, som dem der skal være med til at ændre forholdene. Vi ved der findes mange stærke menneskelige ressourcer i Grønland. Dem skal vi styrke og arbejdet med.
Moderniseringen har også vist os, at vækst i materiel velstand ikke altid går hånd i hånd med bedre velfærd. Mennesket er mest sårbart, når forandringens vinde blæser, og det vil næsten uundgåeligt føre til social ubalance og fremmedgjorthed, når en stor gruppe i samfundet pludselig ikke genkender sig selv og sin rolle i familien og samfundet.
I dag blæser nye forandringer ind over vores land, og det skaber nye udfordringer – fx for vores fangere og fiskere, der oplever dårligere levevilkår pga. finanskrise, klimaforandringerne og andre forhold. Det er klart, at det vil påvirke det sociale område negativt, hvis flere og flere mister indtægter i en grad, hvor de må supplere med overførselsindkomster for at have til dagen og vejen. Men samtidig kan vi se, at andre grupper i samfundet kan drage nytte af klimaforandringerne som fx landbrugene i Sydgrønland og de fiskere, der kan fiske i længere perioder, når vandene er åbne.
I landsstyre har vi det udgangspunkt, at selvom store forandringer ofte medfører store udfordringer, må vi ikke være bange for forandring og udvikling – men vi skal sørge for at have alle med og handle fremsynet med afsæt i vores egen virkelighed, kultur og sprog. Det betyder bl.a., at vi skal have et solidt demokratisk medborgerskab, hvor alle oplever sig selv som en aktiv del af udviklingen. Dertil skal vi have den bedste viden til kunne træffe de rigtige beslutninger.
Udvikling og samarbejde i Arktis
De sidste ca. 10 års fokus den arktiske region har for alvor synliggjort globaliseringen. Det er som om Arktis og os Inuit pludselig ikke længere befinder sig i periferien, men i midten af verdenspolitikken. Flere internationale aktører har vist interesse for vores region, og hvis vi spiller vores kort rigtigt, kan vi bruge udviklingen til at skabe vækst og velstand i vores samfund. Men som befolkning og beslutningstagere er det vigtigt, at vi tager de nødvendige forholdsregler i forhold til at bevare et bæredygtigt samfund.
Vi må ikke skyde genveje eller snyde os selv, for selvom drømmen om et olieeventyr skulle blive til virkelighed, vil det komme til at medføre nye økonomiske og sociale udfordringer, og gevinsten vil ikke komme befolkningen i Grønland til gode, hvis vi ikke har et socialt sundt samfund. Med andre ord må vi være varsomme og modige på samme tid.
Social bæredygtighed er en bærende værdi i landsstyres politik, fordi vi mener, at en forøgelse af den sociale kapital i vores samfund er nøglen til at skabe en positiv udvikling, hvor den enkelte borger og familie opnår evnen til at bidrage til samfundet og sig selv. Vi ønsker at skabe morgendagens ledere for Arktis – den generation af ledere, der skal takle internationale olie- og mineralselskaber, klimaforhandlere og være med til at nuancere debatten om Grønland, Inuit og Arktis.
Der er ingen tvivl om, at en af vores primære udfordringer er at styrke de sociale indsatser i samfundet - og det er vigtigt, at vi tænker større end Nuuk, som er en lille verden for sig. Der er en virkelighed, der er langt væk fra Nuuk, som vi også må forholde os til. Derfor lægger vi stor vægt på at skabe netværk i samfundet, så vi kan involvere hele samfundet gennem udveksling og samarbejde på tværs af Selvstyret, kommunerne, organisationerne og erhvervslivet.
Ved siden af dette ønsker vi også at udbygge vores internationale netværk. Hvis vi i Arktis skal være klædt på til at rumme og deltage i forandringerne i vores region, er det vigtigt, at vi skaber et fælles ansvar og en fælles problemforståelse i samarbejde med befolkningerne og det internationale samfund. I den forbindelse er samarbejdet i ICC og andre oprindelige folks organisationer et positivt bidrag, fordi vi har meget tilfælles, og fordi vi er stærkere, når vi står sammen.
Jeg vil gerne slutte af med igen at takke for invitationen. Jeg håber, at vi alle kan tage herfra med nye idéer og tanker for, hvordan vi sammen kan gå forandringerne i møde som Inuitfolk.