Klage over Rensdyrlicenstildelingsmetoden
Fremfor alt vil jeg gerne pointere, at det er for dårligt, at der er så mange der har modtaget et ekstra rensdyr og så mange der slet ikke for lov til at skyde et! Jeg har talt op til 24 personer som må skyde to rensdyr, 24 ekstra-glade personer - men i bund og grund egoister, siden de kunne finde på at skrive sig på igen efter allerede at have modtaget en licens for et rensdyr.
Onsdag d. 12. august 1998
Steen Rasmussen
Emnekreds:
Erhverv
,
Jagt
,
Kultur og samfund
.
Jeg vil hermed klage over den måde, som der er sket tildeling af rensdyr på i den anden pulje med tam-renerne i Godthåbsfjorden.
Jeg synes, at det er helt hen i vejret og uretfærdigt, at mange der allerede har modtaget et rensdyr ved lodtrækningen af den første pulje, har fået lov til at være med i den anden pulje på tam-renerne. Og som politikere og folkevalgte burde I sørge for at folket fik så stor en gevinst ud af det og så retfærdig løsning på problematikken, at alle kunne være tilfredse.
Stop det vanvid og sørg for at der enten nu eller til næste år er et retfærdigt system, som alle kan acceptere. Mine forslag til næste års tildeling blandt fritidsjægernes rensdyrlicenser er mange:
Hæv beløbet for jagtbeviset fra kr. 30,00 til eksempelvis kr. 500,00, - men differentier for de som tilhører lavindkomstgruppen, som stadig vil kunne betale deres jagtbevis for kr. 30,00 - så de også vil kunne deltage i lodtrækningen af rensdyrene.
Een og kun een i husstanden kan deltage i lodtrækningen, men da det vil give mindre i kassen i mistet jagtbevis-tilmeldinger for de offentlige myndigheder, burde man tale om at sætte prisen op for at undgå at miste for mange forventede indtægter, med evt. Samme klausuler for de lavest lønnede grupper, som i 1. forslag.
Importér rensdyrene fra Canada og giv dem fri til alle fritidsjægerne på den måde bliver bestanden af rensdyr også fri for indavl og alle vil være glade.
Forbyd al jagt på rensdyrene, indtil biologerne siger god for en forsvarlig jagtsæson for alle fritidsjægere og erhvervsjægere.
Alle tilkaldte og deres familier bliver nægtet rensdyrlicens, idet det historisk set er grønlænderne som skal have førsteret til at jage disse dyr, som er et supplement for de grønlandske familier, mens det for de tilkaldtes vedkommende sjældent er andet end blot fornøjelsen ved selve jagten, samt at de tilkaldte stort set alle er højt lønnede og dermed vil kunne gå i butikkerne eller på brættet for at købe sig til rensdyrkød der allerede er parteret og gryde-/ovn-klar. Argumentet skal også ses i lyset af at grønlændere ikke har mulighed for at tage til Danmark for at gå på jagt i de danske skove efter rå-/dådyr m.v. Spørgsmålet skal endvidere ses i lyset af hvorfor man stiltiende blot skal acceptere den sociale uretfærdighed?! Sålænge ingen siger noget så sker der heller ikke noget! Nu kan det være nok!
Et mere yderliggående forslag burde være, at man skulle indføre en form for fødestedskriterie dvs. at hvis man er født i Grønland - så kan man uden videre gå på jagt, eller også skal man være opvokset i Grønland eller boet her i min. 10-15 år.
Fremfor alt vil jeg gerne pointere, at det er for dårligt, at der er så mange der har modtaget et ekstra rensdyr og så mange der slet ikke for lov til at skyde et! Jeg har talt op til 24 personer som må skyde to rensdyr, 24 ekstra-glade personer - men i bund og grund egoister, siden de kunne finde på at skrive sig på igen efter allerede at have modtaget en licens for et rensdyr - hvad der ikke skal laste kommunen, men der kunne være skredet ind længe inden de kom til - eller forebygget mod disse asociale, tankeløse egoister . Der kunne i kommunalt regi - som lodtrækningen jo foregår i - være bestemt, at de der allerede havde modtaget en licens, ikke kunne deltage i den kommunale kvote. Jeg tror ikke, at der vil være nogen der allerede har fået licens, som vil gøre indsigelser for denne ordning, de har jo allerede et dyr, ikk?! Vi er jo så mange der vil være med, men det er kun så få der må deltage. Mange vælgere og skatteydere som skal til stemmeurnerne vil nok gøre nogle betænkeligheder næste gang der skal sættes et kryds hos jer kommunalpolitikere, hvis ikke I melder klart ud overfor jeres støttere. Annullér lodtrækningen og lav en ny og mere retfærdig på mandag den 10. august og senest den 15. august 1998! - Uden deltagelse af de der allerede har modtaget en licens.
Eller sørg for at de der står på ventelisten kan få, og undgå ramaskrig. Men husk også at få renset ud i rækken på ventelisten, idet der også her findes personer som er trukket to gange.
Fremfor alt lad være med blot som politikere at sidde med hænderne i skødet og lad som ingenting, for ellers vil jeres tid som kommunalpolitikere ikke vare længe. Så gør noget nu!