Jagtsæsonen er igang igen - også på Landsstyret
I stedet ser vi en praksis de forskellige steder, der bevirker; at en familie bestående af to voksne og to børn får tildelt hele tre rensdyrlicenser - ét til hver af forældrene samt til barnet, da denne ligeledes kan ansøge om en licens, at et andet ægtepar på andet år hver især ligeledes får det glade budskab at måtte skyde to rener, at en nyankommen også får tildelt et på trods af manglende våbenerfaring og som slet ingen jagterfaring har i sit eget hjemland, før han nu får mulighed for at stresse rensdyrbestanden heroppe
Torsdag d. 20. august 1998
Johan Lund Olsen
Emnekreds:
Jagt
,
Kultur og samfund
,
Politik
.
De tildelte rensdyrlicenser til fritidsjægerne er i modstrid med Landstingets intentioner!
Til trods for at Landstinget på sin efterårsssamling 1997 klart har krævet en mere retfærdig fordelingsnøgle for så vidt angår tildeling af rensdyrjagtlicenser, er den rent faktiske tildelingspraksis igen i år genstand for megen kritik og debat m.h.t. fritidsjægernes andel. Til stor og forståelig forargelse for mange ser vi rundt omkring, at enkelte hustande har fået tildelt op til flere jagtlicenser, mens andre familier igen i år er gået tomhændet hjem. Vi oplever ligeledes, at selv nyankomne og som er indrejst til landet før 1. maj 1998 har kunnet få tildelt de eftertragtede jagtlicenser ved lodtrækningen - også på trods af, at de aldrig før selv har prøvet at gå på jagt i Danmark. Dette har givet anledning til megen forståelig harme blandt landets egen befolkning med det resultat, at mange efterhånden er begyndt at snakke om at se stort og flot på, om der overhovedet er love og regler og derfor alligevel agter at tage på jagt.
I erkendelse af at den til rådighedværende rensdyrbestand har været meget stærkt kvoteret igennem de senere år, har IA bl.a. i Landstinget på dets efterårssamling 1997 gjort et stort fodarbejde i Udvalget for Fiskeri, fangst, erhverv og landbrug samt i Lovudvalget for, at Landstinget traf en bindende beslutning om, at følgende kriterier også skulle følges i forbindelse med den kommende jagtsæson for 1998:
At der kun kan udstedes en rensdyrlicens pr. hustand til fritidsjægerne samt
At en potentiel ansøger til en licens skal have opfyldt kravet om at have været tilmeldt et grønlandsk folkeregister i mindst to år.
Grønlandske uddannelsessøgende midlertidigt bosiddende udenfor for Grønland skulle undtages herfra.
Efter af disse nye kriterier d. 5. november 1997 var blevet vedtaget skulle indarbejdes ved en forestående ændring af landstingsloven om fangst og jagt på forårssamlingen 1998, sker der imidlertid det at Landsstyret til dato slet ikke har levet op til Landstingets krav og end ikke har haft den fornødne politiske vilje hertil.
Dette står i skærende kontrast til hvad Landsstyremedlemmet for Fiskeri, fangst, erhverv og landbrug rent faktisk lovede befolkningen fra Landstingets talerstol på daværende tidspunkt, idet han ordret sagde:
"Allerførst vil jeg kommentere samtlige partiers indlæg således, at vi har fuld forståelse for at alle ønsker, at de nye tildelingskriterier indarbejdes ved en kommende revision til forårssamlingen, hvilket jeg kan love vil ske. I den forbindelse har jeg ligeledes forstået, at en revision af reglerne ønskes for så vidt angår fritidsjægerne, således at der fremover kun vil blive tildelt dn rensdyrlicens og for den sags skyld - dn licens til moskusoksejagt til hver hustand sålænge disse arter er kvoterede. Jeg forstår det sådan, at man her ikke tænker på nye regler for erhvervsjægerne, men som nævnt kun for fritidsjægerne. Dette udtrykkes af samtlige partier med adresse til, at det kun er fritidsjægerne de nye krav skal gælde.
Jeg forstår ligeledes at man klart ønsker, at en betingelse for at komme i betragtning til en hustandstildelt lodtrækning er, at man skal have været bosiddende i Grønland i mindst to år. Denne bopælsregel har før været gældende - dog som et tre-årigt påbud, men som også skabte megen debat. Netop i den forbindelse forstår jeg også, at man ønsker at de grønlandske uddannelsessøgende midlertidigt bosiddende uden for Grønland skal være undtaget fra dette bopælskrav, fordi vi jo naturligvis anser dem som fuldt hjemmehørende.
Jeg kan derfor love - som jeg også tidligere har givet udtryk for at vi ville, at vi i Landsstyret naturligvis agter at udarbejde disse nye ændringer som jeg har opremset til forårssamlingen (1998)."
Virkelighedens verden er imidlertid milevidt fra disse udtalelser når vi ser hvordan og hvorledes det rent faktisk er gået i dag, med hensyn til fordelingen af såvel rensdyr som af moskus til fritidsjægerne. Vi må derfor også sige at Landsstyremedlemmet for Fiskeri, fangst, erhverv og landbrug helt og aldeles er utroværdig og dermed pådrager sig selv et stort ansvar for de helt urimelige forhold vi er vidner til i dag - også selvom, at Landstinget helt klart har ønsket at disse skulle undgåes. I stedet ser vi en praksis de forskellige steder, der bevirker; at en familie bestående af to voksne og to børn får tildelt hele tre rensdyrlicenser - ét til hver af forældrene samt til barnet, da denne ligeledes kan ansøge om en licens, at et andet ægtepar på andet år hver især ligeledes får det glade budskab at måtte skyde to rener, at en nyankommen også får tildelt et på trods af manglende våbenerfaring og som slet ingen jagterfaring har i sit eget hjemland, før han nu får mulighed for at stresse rensdyrbestanden heroppe o.s.v., o.s.v.
Sådanne forhold er naturligvis helt og aldeles uacceptable og undergravende for et samfund, der siden tidernes morgen traditionelt har måttet ernæret sig med jagt som det grønlandske.
Ved misfangst og når jagtdyrene har været i nedgang, har man jo altid måttet dele byttet mellem sig for overhovedet at overleve. Set i dette lys er der derfor nu kun to muligheder at iværksætte:
At Landsstyremedlemmet drages til ansvar for løftebrud i overenstemmelse med den dertil indrettede ministeransvarlighedslov, eller
At den rent faktisk skete fordeling af rensdyr til fritidsjægergruppen tilbagekaldes og bringes i nøje overenstemmelse med de yderligere kriterier som et samlet Landsting har krævet i 1997 - således, at der kun udstedes bn licens pr. hustand samt, at nyankomne får frataget deres med urette erhvervede licens, på nar vores hjemmehørende uddannelsessøgende i udlandet.
Der er vel ingen andre muligheder sålænge, at Landstinget ubestridt og fortsat er landets lovgivende forsamling. Dennes beslutninger står således ved magt indtil anden beslutning tages og anderledes kan det ikke være, sålænge Landsstyret skal tjene den lovgivende forsamling. Det store spørgsmål der herefter melder sig, er om Siumut's og Atassut's Landstingsgrupper ligeledes er af den opfattelse? Hvis dette ikke er tilfældet - så har de givet Landsstyret som oprindeligt skulle tjene dem, frit spil i snart sagt ethvert spørgsmål - og deriblandt givet dem mandat til at give mere til dem der i forvejen har nok, mens at de mennesker som end ikke har salt til et æg også skal frarøves deres æg!