Rensdyrjagt til alle!

For en halv snes år siden havde alle, som ønskede det, mulighed for at tage på rensdyrjagt. Det var en ganske særlig begivenhed, der skabte de bedst mulige forudsætninger for et godt familieliv

Tirsdag d. 30. maj 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Jagt, Kultur og samfund, Miljø og natur, Politik.

DE VÆSENTLIGT større fangstkvoter for rener giver os alle tiders chance for igen at indføre en retfærdig fordeling af jagten. Den sidste halve snes år er fritidsjægerne udvalgt ved lodtrækning. Nogle har været heldige. Andre ikke. Nogle har endda haft lodtrækningen imod sig hvert eneste år, siden licenserne blev indført i begyndelsen af 1990’erne.

Den årlige forbigåelse har skabt vrede og frustration, og mange jægere og deres familier, for hvem jagten har været et af årets omdrejningspunkter, har følt, at de var i deres gode ret til at skyde dyr uden licens. Når de selv tabte lodtrækningen, og en nyimporteret dansker vandt, var det svært at få øje på bekendtgørelsens rimelighed. Hvor mange dyr, der er skudt af "forsmåede" jægere, har vi ingen anelse om, men nogle siger, at der er skudt lige så mange ulovligt som lovligt. Og det skal såmænd nok passe.
HVIS VI SKAL prøve at forklare den ulovlige jagt, må vi se på, hvad den årlige renjagt betyder for en familie med fastboendes traditioner for natur og fællesskab. For en halv snes år siden havde alle, som ønskede det, mulighed for at tage på rensdyrjagt. Det var en ganske særlig begivenhed, der skabte de bedst mulige forudsætninger for et godt familieliv. Jagten var en fælles sag, hvor alle havde deres specielle opgaver. Og fællesskabet omkring rensdyrjagten sluttede ikke efter hjemkomsten. Turen var noget, man havde sammen, og som man kunne huske sammen, episoder, der kunne grines af vinteren igennem.

Og ligeså fælles var man om næste jagt. Allerede når den første forventningsfulde glæde meldte sig, begyndte man at forberede sig i fællesskab.

For andre var jagten en barsk tur med gode venner, der skulle overgå hinanden i strabadser og nedlagte kæmpetyre...

MEN EN DAG var det slut. Biologerne sagde, der ikke var ret mange dyr tilbage, skønt fangerne bedyrede, at der ikke var sket mærkbare ændringer.

Nye tællinger har nu overbevist Naturinstituttet om, at bestanden er større end hidtil antaget, og at der i år kan skydes tre gange så mange som sidste år.

Og hvad kan vi så bruge den oplysning til?

Ja, vi kunne naturligvis starte en bagklog diskussion, hvor fangerne siger: -Hvad sagde vi? Men vi kan også se fremad og vurdere, om det nye kvotegrundlag kan anvendes til en retfærdig jagt.

Her på redaktionen er vi ikke i tvivl. Nu kan alle få lov at gå på jagt uden alt for mange restriktioner.

I midten af 1970’erne, da jagten var fri og bestanden for stor, blev der efter al sandsynlighed skudt omkring 20.000 dyr om året. Nu mener biologerne, det er i orden at skyde 12.000 om året.

Det giver mulighed for at tilrettelægge en jagt, der tilgodeser alle. Og der er mange muligheder.
  1. Jagten kan blive helt fri, mens jagttiden indskrænkes til tre eller fire uger. Ens regler for alle skatteydere.
  2. Jagten kan begrænses til ét, to eller flere dyr pr. jæger. Det giver mulighed for at tilgodese erhvervsfangere i forhold til fritidsjægere.
  3. Den regionsvise kvotering åbner mulighed for regionale regler. Det vil for eksempel være vanskeligt at give jagten fri i Paamiut med en kvote på 80 dyr. Men også her bliver kvoten måske revideret, når Naturinstituttet skaffer sig nye tal for området.
Under alle omstændigheder må vi forlange, at hjemmestyret fastsætter regler, som giver alle mulighed for at gå på renjagt.

UDOVER de foreslåede principper for tildeling af rensdyr må politikerne forhøre sig om biologernes forslag om at skyde lige mange bukke og semler (hunner). Hensigten skulle angiveligt være at holde antallet af semler nede for på den måde at bremse væksten i bestanden.

Det forekommer naturligt nok at beskyde semlerne så hårdt, som bestanden tåler. Men hvorfor ikke også skyde alle de bukke, der ikke er nødvendige for reproduktionen. Bestanden kan klare sig med langt færre bukke end semler, og det er da det forhold mellem hanner og hunner, man må sikre sig for at udnytte/beskatte ressourcen optimalt.

Så mon ikke kønskvoteringen kan tilrettelægges mere nuanceret, end biologerne lægger op til?