Det ville klæde fangerne...

Det ene fuglefjeld efter det andet i Nordgrønland er slået ihjel på grund af rovdrift, lomvierne er trængt, store ternekolonier er næsten udryddet, og vi har vel alle bemærket, at riderne generelt er blevet reduceret fra at være en af de mest almindelige hav- og fjordfugle for 30-40 år siden til nu at være fåtallig

Torsdag d. 22. februar 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Biologi, Bygder, Jagt, Miljø og natur, Politik.

LIGESOM den verserende sprogdebat har varet i 30-40 år, har fangst og kvoter sat sindene i kog lige siden de allerførste "fangstrestriktioner". Begge emner er perfekte til at slå forstanden fra og lade følelserne styre diskussionen. Det er derfor den fortsætter år efter år og aldrig fører til enighed og fælles front mod problemerne.

Alligevel har den seneste udvikling været positiv. Landsstyremedlem Alfred Jakobsen har meldt ud med en ny og positiv strategi i fredningspolitikken. I forbindelse med en ny fuglebekendtgørelse, der bliver fremlagt til vedtagelse på forårssamlingen, bruger han udtrykket: "Tvivlen skal komme arterne til gode!"

Det vil sige, at der politisk er sket en positiv kovending. Nu skal det ikke længere dokumenteres, at en art er truet af udryddelse, før Landstinget kan frede den. Tvivl er nok. Det er en afgørende landvinding.

MEN UDE blandt folket fortsætter debatten med den samme uforsonlige heftighed som altid. På den ene side står fangerne, som ikke ser advarselslamperne blinke, og på den anden side mennesker og organisationer, som til gengæld finder rigelig anledning til at gribe ind på en række områder. Måske kan det ikke stilles helt så enkelt op, men det er disse grupper, der er toneangivende i debatten.

Fangerne mener, det er dem, der ved noget om naturen og om fangstdyrene. "Teoretikere" i Naturinstituttet og naturelskere er efter fangernes opfattelse ikke seriøse. De ved ikke noget om natur og fangstdyr og skal ikke blande sig!

Nu hører vi, at deltagerne i seminaret for kvoterede fangstdyr i Qeqertarsuaq kræver, at landsstyret stopper arbejdet med kvotering af hvidhvaler i to år, så der kan laves mere omfattende undersøgelser!

Seminaret begrunder kravet med en fortolkning af en landstingslov, der siger, at der i forbindelse med administration og jagtforhold skal lægges vægt på at inddrage fangere og brugerviden. Det mener seminaret ikke er sket i sagen om hvidhvalerne, og derfor skal arbejdet nu standses.

DET ER en skammelig holdning. Der findes jo dokumentation for, at hvidhvalerne har det dårligt. Dokumentationen stammer ganske vist ikke fra grønlandske fangere, men det er vel ikke afgørende. Internationalt mener man, at den er rivende gal, og hvis vi gerne vil have et rimeligt forhold til den verden, vi bliver mere og mere opslugt af, så må vi forstå at respektere andres synspunkter og i det mindste lade tvivlen komme hvidhvalen til gode.

De dyr, der i perioder færdes ved Grønland, er jo ikke kun Grønlands. Der er fugle, som yngler i andre lande, men som tilbringer en del af året her hos os. Dem bestemmer vi naturligvis ikke over alene. Ikke sådan, som verden er skruet sammen i dag. Det samme gælder andre dyr.

DET VILLE KLÆDE fangerne at følge op om Alfred Jakobsens nye fredningspolitiske slogan - "tvivlen skal komme arten til gode".

Vi har jo tilstrækkeligt mange eksempler på, at det går forfærdeligt galt, når vi bare lader stå til. Det ene fuglefjeld efter det andet i Nordgrønland er slået ihjel på grund af rovdrift, lomvierne er trængt, store ternekolonier er næsten udryddet, og vi har vel alle bemærket, at riderne generelt er blevet reduceret fra at være en af de mest almindelige hav- og fjordfugle for 30-40 år siden til nu at være fåtallig.

Det ville klæde fangerne at gå foran med udbredelsen af fangstetik i stedet for at fremture med sin bedreviden og derved legalisere den enkelte fangers selvbestaltede vildtforvaltning. Den kommer vi nemlig ikke langt med. Ikke hvis vi vil bevare naturen og dyrelivet og sikre fangsten for vore efterkommere.