Så læs dog mandens bog!

Det er snart til at brække sig over den verserende, propagandistiske hetz imod Kjeld Hansens debatbog »Farvel til Grønlands Natur«. Landsstyremedlem Alfred Jakobsen stak næsen for langt frem, da han - formentlig vejledt af sine embedsmænd, der sikkert bærer en væsentligt del af ansvaret for en del af bogens kritikpunkter - skrev et harmdirrende, men helt forfejlet forsvarsskrift for den grønlandske overbeskatning af naturen. Han afslørede kort og godt, at han ikke havde læst bogen

Tirsdag d. 9. oktober 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Fiskeri, Jagt, Miljø og natur, Politik.

DET ER SNART til at brække sig over den verserende, propagandistiske hetz imod Kjeld Hansens debatbog "Farvel til Grønlands Natur". Landsstyremedlem Alfred Jakobsen stak næsen for langt frem, da han - formentlig vejledt af sine embedsmænd, der sikkert bærer en væsentligt del af ansvaret for en del af bogens kritikpunkter - skrev et harmdirrende, men helt forfejlet forsvarsskrift for den grønlandske overbeskatning af naturen. Han afslørede kort og godt, at han ikke havde læst bogen.

Så var det kontorchef for fangst og jagt i Grønland Amalie Jessen, der oprigtigt erkendte, at hun ikke har set bogen, men alligevel påstod at Kjeld Hansen er fuld af løgn.

I dagens avis fortsætter urimelighederne fra Folketingets talerstol, hvor to andre grønlændere, der ikke har læst bogen, rakker den ned for oplysninger og synspunkter, den ikke beskæftiger sig med.

Hele diskussionen bygger i øjeblikket på en Ritzau-artikel og ikke på en eneste seriøs gennemlæsning af bogen. Den er ellers hurtigt læst og bygger i alt væsentligt på en opremsning af en række veldokumenterede kendsgerninger, som det gør ondt at se på tryk. Den guddommelige fangerglorie er ved at krakelere.

VED 25-ÅRS JUBILÆET for det grønlandske hus i Århus mødte bladets redaktør en gammel bekendt fra Nuuk. Han var flyttet til Danmark på sine halvgamle dage og var blevet pensioneret tidligt. I stedet for lidt hyggeligt løst og fast om gamle dage måtte redaktøren lægge øre til en mærkelig historie.

Pensionisten var rasende over, at han ikke uden videre kunne få lov til at gå på jagt i Danmark. Her skal man som bekendt til jagtprøve i både teori og praksis, fordi man i Danmark finder det betydningsfuld, at jægerne kan dokumentere viden og kunnen, inden de bliver sluppet løs på naturen.

Men vor ven her var gal i skralden over, at han som grønlænder, der jo var opvokset med jagt (jeg kan godt huske ham med en bøsse i hånden), ikke bare fik et jagttegn stukket i hånden (de forstår ikke det med generne nede i Danmark).

Vorherre bevares!

TAG DA FOR POKKER og læs Kjeld Hansens bog. Det kan godt være, han har nogle irriterende ideer om, hvordan man bør gøre her i landet (det skal vi jo nok selv finde ud af), men læs bogen for det, den er: et debatoplæg, der er sprængfyldt med dokumenterede, rystende - RYSTENDE - kendsgerninger om en natur, der langt fra er, som den var.

Det er da rigtigt, når Amalie Jessen siger, at ingen arter er truet af udryddelse (så var helvedet virkelig løs), men en lang række bestande er borte og mange flere følger, hvis ikke der gøres noget ved sagen. NU!

Og vel at mærke noget helt anderledes, end vi hidtil har set.

HANS PAVIA ROSING siger på side 7, at Kjeld Hansens bog giver ham mindelser om situationen for omkring 20 år siden, da drab på sælunger i Canada stort set ødelagde den vigtigste indtægtskilde for grønlandske fangere.

Hvad er det dog for noget sludder. Det er simpelthen det rene vanvid og tjener kun det formål endnu engang at fortie et problem, der kan ses og måles derved, at vi efterlader en natur til vore børn (i første led), som er helt anderledes end den, vi selv overtog. Se dog på tallene!

Og Ellen Kristensen sagde fra Folketingets talerstol, at der er mange årsager til, at "visse ressourcer forsvinder fra vores område". Og hun nævnte den grænseoverskridende forurening, den globale opvarmning og de alt for mange sæler. Hvorefter hun kalder Kjeld Hansens bog for et usmageligt angreb på den grønlandske befolkning.

Læs dog bogen, Ellen Kristensen. Der er ikke noget forkert i den. Ikke noget væsentligt. Det skulle da lige være Kjeld Hansens påstand om, at det er Finn Lynges debatbog "Kampen om de vilde dyr", der har gjort regnbuekrigerne fra Greenpeace upopulære i Grønland. Det er selvfølgelig noget vrøvl. For det første var der næppe flere, der læste Finn Lynges bog end Kjeld Hansens, og for det andet, så klarede de såkaldte regnbuekrigere at gøre sig upopulære helt på egen hånd.

Men alt det er uvæsentligt. Bogen er et vægtigt og sandfærdigt dokument på en udvikling og en situation, der burde tænde alarmklokkerne hos os alle - især politikere, embedsmænd indenfor de pågældende fagområder og fangerne.

Men i stedet kaster man snavs på sandheden og vender ryggen til virkeligheden. Hvad er I dog for en samling slapsvanse - politikere og fangere. Se dog virkeligheden i øjnene, og hvis I mener noget med naturen, med kulturen og med den bæredygtighed, der angiveligt skulle have styret inuits skridt i alle tider, så handl derefter! Tænk på jeres efterkommere, og indfør de begrænsninger, der er nødvendige.

MED DEN FART, ødelæggelserne har taget, når I jo ikke engang at sige ordentlig Farvel til Naturen.