Overmennesker
Forkælelsen bygger på, at fangerne altid har været en politisk og organisatorisk stærk gruppe, hvis magt formentlig er ved at smuldre. Det er en gruppe, politikerne har lyttet til og altid har imødekommet. Resultatet er erhvervets omfattende subsidier
Tirsdag d. 22. januar 2002
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds:
Erhverv
,
Jagt
,
Kultur og samfund
,
Love og konventioner
,
Miljø og natur
,
Politik
.
VI KAN næsten ikke tage Nuuk-fangerne alvorligt her på redaktionen. Det er med en blanding af latter og fortvivlelse, at vi nu hører, at de ikke vil overholde loven.
Aktuelt er det den nye fuglebekendtgørelse, og selvom det ikke er nogen egentlig lov, så det ændrer ikke på, at overtrædelser er ulovlige, og at mennesker, der helt bevidst overtræder samfundets regelsæt, sætter sig op imod fællesskabet. Det er en asocial attitude, og for fangernes vedkommende bunder den i forkælelse og dårlig omtanke (pænere kan det vist ikke siges).
Forkælelsen bygger på, at fangerne altid har været en politisk og organisatorisk stærk gruppe, hvis magt formentlig er ved at smuldre. Det er en gruppe, politikerne har lyttet til og altid har imødekommet. Resultatet er erhvervets omfattende subsidier.
Når fangerne i Nuuk nu siger, at de ikke vil overholde den nye fuglebekendtgørelse, men skyde fugle, som de altid har gjort, så bygger det på, at sådanne ulovligheder åbenbart har effekt overfor landsstyret. KNAPKs havneblokade betalte sig. Landsstyret satte sig til forhandlingsbordet og lovede organisationen indrømmelser.
MEN UANSET, at landsstyret tidligere har givet efter for denne primitive form for pression, så kan vi ikke acceptere, at en bestemt gruppe bevidst overtræder de fælles bestemmelser.
Andre kunne jo finde på at lade være med at betale skat, så der ikke var penge til fangernes understøttelse. Nogle kunne nægte at overholde hastighedsgrænsen i byen og køre 150 kilometer i timen gennem Nuuks hovedgade med henvisning til, at det overhovedet ikke er farligt. Andre igen vil måske i fuldt dagslys begå brugstyveri af fangernes joller med den begrundelse, at de via skatten er med til at betale dem. Hvor er vi henne, hvis den enkelte selv kan bestemme, om han vil respektere loven?
DET HAR været fremme flere gange, at fangerne har været med under hele forarbejdet til den nye fuglebekendtgørelse, og at der har været enighed om de grundlæggende principper. Men de har ikke deltaget helhjertet. Organisationen har ikke fremsendt skriftlige høringssvar til tiden, men har lappet sig igennem med mundtlige, mere eller mindre improviserede indlæg.
Der er ikke noget, der er trukket ned over hovedet på fangerne, som nu alene reagere, fordi det går op for dem, at fuglebekendtgørelsen også skal gælde for dem. Nuuk-fangerne regner sig tydeligvis for bedre mennesker end alle vi andre, siden de vil holder sig for gode til fællesskabet. Det vil vi ikke finde os i.
Nogen bør fortælle dem det.