Forbedrede levevilkår nødvendige

Oplysning er altså ikke nok. Ingen oplysningskampagne kan få mennesker til at forstå, at de skal gå sultne i seng, når de så let som ingenting kan skaffe sig mad på bordet.

Tirsdag d. 23. april 2002
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Bygder, Jagt, Miljø og natur, Politik, Sociale spørgsmål.

DE GRØNLANDSKE MADVARER giver ikke den erhvervsmæssige beskæftigelse, man skulle tro. Det er forsvindende lidt, der handles. Langt størstedelen skaffer forbrugeren sig selv, enten ved at gå på fangst eller ved at få kød og fisk foræret fra bekendte, der selv har fanget det.

Oplysningerne stammer fra Grønlands Statistik og er foreløbig behandlet i to artikler i AG. Den sidste på side 13 i dagens avis.

Fangererhvervet diskuteres meget i disse år, ikke mindst i de seneste måneder, hvor den nye fuglevedtægt er skudt delvist i sænk. Alligevel bliver de overlevende bestemmelser overtrådt, og de interessemodsætninger, der besynderligt nok eksisterer mellem fangerne og bekendtgørelsens fortalere, får ny næring. Der graves nye og større grøfter, og de landvindinger, som trods alt er opnået, mistes, og den gensidige forståelse skal bygges op påny.

Et af problemerne er givetvis, at de forskellige gruppers forudsætninger for at forstå nødvendigheden af fredningerne er forskellige.

DET HAR FØRT til mange diskussioner her på redaktionen, hvor vi bestemt ikke er enige om alting. Ind imellem kommer vi dog tæt på enighed. Vi er blandt andet enige om, at viden er en nødvendig forudsætning for at få en naturfredning gjort effektiv. Derfor er beslutningen om at igangsætte en omfattende kampagne rigtig. Men det er ikke bare brugerne af naturen - for eksempel fangerne - der skal vide noget om, hvordan verden er skruet sammen. Det er også lovgiverne.

Hvad ved vi for eksempel om fangerfamiliernes økonomi i yderdistrikterne? Jo, vi ved, at de tjener ganske lidt, nogle kun et halvt hundrede tusinde om året, andre mere. Men ved vi, hvordan de får tilværelsen til at hænge sammen?

For mange, mange familier i yderdistrikterne er egen fangst nødvendig for at overleve. Vi skal alle have mad på bordet hver dag, og har vi ikke penge til at købe flæskefars, røde pølser eller culottesteg, så er vi nødt til at skaffe vildt.

Hvem kan bebrejde den familiefar, der skyder nogle fugle til livets ophold? Eller hæleren, hans kone, at hun tilbereder det, så ungerne kan gå mætte i seng?

TILVÆRELSEN er ikke så unuanceret, som vi i den moderne del af samfundet forestiller os. I Nuuk er en lov en lov, det er klart. Fuglebekendtgørelsen skal overholdes, og det skal den også i Maniitsoq.

Men hvor langt rækker forståelsen for lovgivningen, hvis der ikke er mad på bordet?

DET ER ALTSÅ ikke nok med oplysning. Livsvilkårene skal ændres for de mange mennesker, for hvem fangst er nødvendig for at blive mætte. Og det nytter ikke at sige, at de bare kan skyde en sæl i stedet for fugle. Fangstdyrene tilbyder sig nemlig ikke altid efter de datær, der står i fredningskalenderen.

Livsvilkårene skal forbedres i yderdistrikterne, fordi den fangst, der er inden for rækkevidde stadig danner grundlaget for tilværelsen. Den er en del af disse steders kultur, og hverdagens rutiner er ikke så ligetil at lave om på.

Oplysning er altså ikke nok. Ingen oplysningskampagne kan få mennesker til at forstå, at de skal gå sultne i seng, når de så let som ingenting kan skaffe sig mad på bordet.