Upassende restriktioner på fuglefangsten

Man kan ikke lade være med at undres over, hvor nemt det har været at pådutte politikerne. Gennem mange år, hvor vi har levet af fangstdyr i Grønland, har vi prioriteret ikke at overudnytte fangstdyrene. Når den tilladte fangstperiode slutter, stopper vi fangsten, og under fangstperioden fanger vi kun den mængde vi kan udnytte, hvilket enhver, fritidsjægerne og erhvervsfangerne er klar over

Fredag d. 3. maj 2002
Søren Møller
Emnekreds: Jagt, Kultur og samfund, Miljø og natur.

Der er indført restriktioner på alle fugle i Grønland, efter sigende på grund af foreningen Timmiaq’s holdninger. Findes der virkelig sådan en forening? Først da restriktionerne på fuglefangsten blev ført ud i livet hørte vi om foreningen. Det forholder sig vistnok på den måde, at der findes en forening under dette navn i Danmark, og måske er foreningens en eller to danske medlemmer kommet til Grønland, hvorefter de har taget initiativ til at gøre foreningens vedtægter gældende i Grønland uden at tænke nærmere over det. De har overhovedet ikke tænkt på at fangerne har baseret deres indtjening på fuglefangst, især i vinterhalvåret, og det har vi heller ikke kunnet undvære fra tidernes morgen. Vi er nemlig klar over at fuglefangsten ikke foregår ubegrænset, idet fuglene naturligvis er fredet i yngleperioden. Vi er klar over at yngleperioden respekteres. Gennem medierne hører vi at lomviebestanden i de nordgrønlandske ynglepladser er i tilbagegang. Da lokale iagttagere allerede har fremsat klare forklaringer på dette fænomen, skal det i stedet nævnes, at flere lokale iagttagere af fuglebestande i de sydligere egne, især i Maniitsoq-området, har bemærket at bestandene af ynglende fugle i området øst for Maniitsoq, i Sermilinnguaq, og syd for Maniitsoq i Isortoq, samt i området øst for Kangaamiut, i Kangerlussuatsiaq, de seneste år er blevet større. Bestanden af ynglende fugle i fuglefjeldet Innaq og det østlige Innaq i Sermilinnguaq er konstant, men synes at være voksende. Beviset for det er at der på den modsatte side af Innaq, det vil sige på fjeldet på den sydlige kyst af Sermilinnguaq, hvor der tidligere kun ynglede måger, nu også yngler masser af rider. På Innarsuaq og på den modsatte side Innaaqqakkut i Isortoq er der ligeledes i de seneste år observeret stigende bestande af fugle, der yngler, og det drejer sig om rider, lomvier, tejste med flere. Ligeledes er der overhovedet ingen tilbagegang at bemærke af de førnævnte fugle i Sermilinnguaq, og bestanden af fuglene synes at være i stadig fremgang.     Fra et fuglefjeld i Evighedsfjord, juni 1999 I området øst for Kangaamiut, nærmere betegnet i Kangerlussuatsiaq, er de ynglende fuglebestande på det store fuglefjeld "Taateraat" heller ikke været i tilbagegang. Tværtimod siges det, at de i stadig stigende omfang er i fremgang. Man kan ikke lade være med at undres over, hvor nemt det har været at pådutte politikerne. Gennem mange år, hvor vi har levet af fangstdyr i Grønland, har vi prioriteret ikke at overudnytte fangstdyrene. Når den tilladte fangstperiode slutter, stopper vi fangsten, og under fangstperioden fanger vi kun den mængde vi kan udnytte, hvilket enhver, fritidsjægerne og erhvervsfangerne er klar over. Fangstbegrænsningen, der har været gældende i de seneste år, er efter min mening upåklagelig. Fritidsjægerne må altså fange fem lomvier og fem edderfugle per tur, mens erhvervsfangerne har adgang til ubegrænset jagt, såfremt de har en gyldig fangstbevis. Til sidst vil jeg kommentere følgende. For ikke så længe siden blev KNAPK’s formand interviewet i radioen, og der udtrykte han sin iver for at udelukke fritidsjægere fra fangsten. Denne iver må betegnes at være yderliggående. Grønlændernes udnyttelse af land- og havdyr har fra tidernes morgen været baseret på særlige forhold. Det hører med til vores kultur og det kan være svært at ændre på. Såfremt der skal tages politiske beslutninger på området, må det ske nænsomt, og KNAPK må stoppe sine yndede udtalelser om at "det er vores fangstdyr". Endvidere er det på tide at politikerne holder op med at slikke røven på andre folkeslag, når de skal tage stilling til området, og i stedet basere deres vurderinger på den viden, som lokale iagttagere har oparbejdet gennem mange års erfaringer med fangstdyrene.