Rod i naturbutikken

Efter Japan er det efterhånden slået fast, at Direktoratet for Miljø og Natur ikke rigtigt har styr på varerne i naturbutikken. Grønland har i løbet af meget, meget kort tid mistet meget af sin troværdighed med hensyn til landets forvaltning af de levende ressourcer

Fredag d. 31. maj 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Internationale spørgsmål, Jagt, Miljø og natur.

På dette års møde i Den internationale Hvalfangstkommission var der en overgang begrundet frygt for, at Grønland ville miste sin ret til at fange finhvaler og sildepiskere/ vågehvaler. Var dét sket, havde Landsstyret haft et meget alvorligt forklaringsproblem overfor befolkningen. Ingen tvivl om det! Forklaringen havde været og er stadig, at vore optællinger af hvaler er for gamle og helt utilstrækkelige. Dét fik Grønland at vide i Japan i år. Disse optællinger skulle være udført af det grønlandske naturinstitut Pinngortitaleriffik på foranledning af Direktoratet for Miljø og Natur. Havde vi mistet hvalerne, havde det direkte været Edward Geislers ansvar. Gu’ ved om han havde reddet sig igennem det? Næppe. Men helt så galt gik det altså ikke. Vi har allerede mærket de internationale reaktioner på lemfældig lovgivning omkring fuglefangsten. Reaktionerne er nu så kraftige, at også havfiskerne og turistbranchen er bekymret for omsætningen. Og vores fornemmelse efter mødet i Japan er, at det langt fra er slut endnu. Vi kan kun frygte, hvad der vil ske på dette års øvrige internationale konferencer. Netop 2002 er et rigtigt "natur-år" med møder i Biodiversitetskonventionen, Ramsar-konventionen og Washingtonkonventionen. Der er ingen tvivl om, at det er et problem, at landets naturforvaltning er delt mellem Direktoratet for Miljø og Natur og Direktoratet for Bygder, Fangst og Fiskeri. I den nuværende konstellation går megen viden og koordination tabt - og det er ikke ukendt i hjemmestyrets kontorer, at personstridigheder blokerer for forvaltningen og samarbejdet mellem de to direktorater. Derfor kan vi kun støtte, at Hans Enoksen overtager ansvaret for de nødvendige tællinger og videnskabelige undersøgelser af bestandene. Han kan ikke forvalte bestandene ansvarligt, når han ikke har nogen tal. Men det er også et alvorligt problem, at Direktoratet for Miljø og Natur, der har ansvaret for Grønlands Naturinstitut Pinngortitaleriffik og for naturfredningen, i alt for lang tid har siddet med lukkede øjne og ikke læst skriften på væggen. I direktoratet har man haft alle muligheder for gennem de seneste 5-6 år at lave sit hjemmearbejde med forvaltning af fugle og havpattedyr, aftaler med kommuner og erhverv, fredning af naturområder, og oplysning til befolkning. Sermitsiaq har allerede skrevet om fuglebekendtgørelsen, hvor direktoratet for eksempel glemmer en elementær lovpligtig høringsprocedure af Fangstrådet. Eller en omfattende naturbeskyttelsesloven, som først var blevet forsøgt presset igennem i al hast. Efter Japan er det efterhånden slået fast, at Direktoratet for Miljø og Natur ikke rigtigt har styr på varerne i naturbutikken. Grønland har i løbet af meget, meget kort tid mistet meget af sin troværdighed med hensyn til landets forvaltning af de levende ressourcer. Tiden vil vise, hvor meget mere vi vil miste.