Nikku burde takke pressen hver eneste dag
Nikku Olsen burde takke pressen hver eneste dag han står ud af sengen. Hvis pressen havde gravet bare en lille smule dybere i hans fortid den gang han præsenterede sit nye parti, så ville der formentlig slet ikke være noget parti i Landstinget, der hed Partii Inuit.
Torsdag d. 20. juni 2013
Palle Christiansen
, Landstingsmedlem for Demokraterne
Emnekreds:
Journalistik
,
Politik
.
Nikku Olsen har nu flere gange brokket sig højlydt over pressen, som han endda også har truet med økonomiske konsekvenser. Nikku Olsens brokkerier er ganske uforståelige. Han burde hellere takke pressen for, at ingen afslørede hans voldelige opførsel og utroværdige bortforklaringer inden valget til Landstinget. Det havde nemlig alt andet lige betydet, at han havde fået færre personlige stemmer, og det havde formentlig også betydet et helt andet valgresultat for Partii Inuit.
Formanden for Partii Inuit Nikku Olsen har nu flere gange kastet sig ud i storstilet brok over medierne. Hvis Nikku Olsen virkelig var blevet udsat for en mediehetz eller en personforfølgelse, så skulle jeg gerne være den første til at bakke ham op og til at støtte ham. Men det er jo slet ikke tilfældet. Hvis Nikku Olsen vil have at vide, hvem der er skyld i de negative skriverier om ham, så behøver han blot at kigge sig i et spejl.
Det var Nikku selv, der var voldelig over for en kæreste. Det var ham selv der tog imod et bødeforlæg for denne voldelige opførsel. Det var ham selv, der prøvede at holde sagen skjult for alt og alle. Og det var ham selv, der løj om situationen.
Det var Nikku selv, der truede KNR med at skære i deres driftstilskud. Det var ham selv, der krævede, at der skulle være mere kontrol med medierne. Det var ham selv, der påstod, at han havde sendt en klage til Det Grønlandske Pressenævn, og derfor også hans egen skyld, at han dermed IGEN blev afsløret i en løgn. For som Formanden for Pressenævnet kunne konstatere, så havde man ikke modtaget en klage fra Nikku Olsen.
Som det ses tegner der sig et tydeligt billede af Nikku Olsens adfærd, som jeg ikke skal kommentere yderligere. Blot vil jeg slutte af med at konstatere, at Nikku Olsen burde takke pressen hver eneste dag han står ud af sengen. Hvis pressen havde gravet bare en lille smule dybere i hans fortid den gang han præsenterede sit nye parti, så ville der formentlig slet ikke være noget parti i Landstinget, der hed Partii Inuit. For det er altså de færreste mennesker, der har lyst til at stemme på en person, der har optrådt voldeligt over for en kvinde, og som derudover har løjet om det.