Klimaændringernes positive og negative virkninger
For de oprindelige erhverv med fangst og isfiskeri vil isens forsvinden naturligvis betyde, at dette erhverv uddør helt, og at der vil være omkostninger forbundet med at omstille arbejdskraft og måske flytte den ind til byer, hvor der produktion og beskæftigelse.
Fredag d. 28. november 2008
Gorm Winther
, Professor ved Aalborg Universitet
Emnekreds:
Klima
,
Økonomi
.
Man kan diskutere årsagerne til de drastiske klimaændringer i Arktis, men at de sker, er uomgængeligt, og det må være det vigtigste for de arktiske befolkninger herunder også indbyggere i Grønland.
Det fundamentale spørgsmål går på, hvad de kommer til at indebære for nordlige regionaløkonomier. Man kan i denne forbindelse, som den islandske forsker Trausti Valsson i sin bog »How the World Will Change - with Global Warming«, vælge at se udviklingen alene som noget positivt.
Han hævder, at balancen mellem nord og syd vil blive forskubbet, og at det man i dag kender som jordens varme regioner nord og syd for Ækvator vil opleve ændringer, der vil påvirke befolkninger, der i forvejen hører til jordens fattige, negativt. Hedebølger og luftturbulens vil fjerne vegetation og gøre dyrkning af jorden umulig, nedbørsmængder vil ændre sig, voldsomme brande vil medvirke til at forværre situationen og insektplager kan blive en trussel for dyr og mennesker.
En fundamental pointe i Valssons bog er, at de nordlige egne angiveligt skulle være de eneste, der slipper positivt fra klimaændringerne.
Han skriver, at de nordlige regioner er de, der oplever de hurtigste klimaændringer, og at produktiviteten forbundet med arktiske »livssystemer « vil stige. Arktis vil gradvis blive mere »sydlig«. Vegetationen rykker nord på, og når alle farvande bliver isfrie vil der ske store produktivitetsstigning med hensyn til udnyttelsen af de levende ressourcer. Adgangen til de døde ressourcer vil blive lettere, således at olie og gasproduktion i stor skala kan sættes i gang.
Valssons bog udkom i 2006 – den gang baserede han sine forudsigelser på den arktiske klimarapport offentliggjort af Arktisk Råd i 2004. I denne forudsagde man at isdækket i det Arktiske hav vil trække sig tilbage, og at temperaturerne i dette århundrede vil stige mellem 4 og 7 grader. Senere data antyder, at selv disse fremskrivninger er for moderate. FN’s panel for klimaændringer bemærker en stor forskel på isdækkets omfang alene mellem 2005 og 2007.
Jan Mørch Pedersen bemærker i sit afgangsspeciale »EU and the Arctic Security Complex« skrevet på Aalborg Universitet i år, at en af forskerne bag ovennævnte klimarapport fra Arktisk Råd bemærker, at ingen i sine vildeste drømme 4 – 5 år tilbage kunne forestille sig isfri zoner så højt som 85. breddegrad. Fremtiden vil gøre det muligt at besejle det arktiske hav fra Oslo til Beringsstrædet om sommeren i almindelige fartøjer. Om vinteren kan specielt designede isbrydende skibe fortsat besejle Nordvest passagen. Der er næppe nogen tvivl om, at disse mange fænomener sker. Spørgsmålet er, om man som Valsson alene kan se dette som noget positivt for arktiske regionaløkonomier.
Den amerikanske regionalforsker Richard Langley bemærker her rigtigt, at det, der fremstilles som skråsikre »sandheder« ikke forholder sig til alternative udviklingsveje. Projekter under det tredje internationale polarår vil forhåbentligt kunne medvirke til at afdække dette.
Valssons bog indeholder ikke konsekvensberegninger, han fokuserer kun på fordelene og ikke på omkostningerne forbundet med klimaændringerne. Det store spørgsmål i det samlede regnestykke er, om gevinsterne samfundsøkonomisk set er større end omkostningerne? Dette får også betydning for den grønlandske økonomis evne til at skabe så meget værditilvækst, at man kan frigøre sig fra afhængigheden af dansk økonomi.
Hvis vi alene ser på den grønlandske økonomi kan man afdække både fordele og ulemper som der endnu ikke er sat tal på.
På omkostningssiden kan det ændrede klima og de ændrede vejrforhold påvirke infrastruktur og beboelser. Med hensyn til permafrost har andre arktiske egne set bygninger, der skrider sammen, hvilket i grønlandske sammenhænge kun ville kunne ske, hvis bygningerne ikke er sikrede ned i klippegrunden.
Værre er det imidlertid, hvis ændrede vejrforhold indebærer, at det er nødvendigt at flytte infrastruktur.
På isen ud for Siorapaluk (foto an)
For de oprindelige erhverv med fangst og isfiskeri vil isens forsvinden naturligvis betyde, at dette erhverv uddør helt, og at der vil være omkostninger forbundet med at omstille arbejdskraft og måske flytte den ind til byer, hvor der er produktion og beskæftigelse.
På positiv siden er der mange, men man skal også her huske, at der er omkostninger forbundet med at omstille og med hensyn til anlægs- og driftsinvesteringer. Opvarmningen af de grønlandske farvande kan indebære at torsken kommer tilbage i samme omfang som før. At torsken forsvandt kunne aflæses af sammenhængen mellem forekomsten af torskeyngel og faldende overflade temperaturer, ligesom en tilsvarende sammenhæng gjorde sig gældende mellem fangster og havtemperaturer. Sammenhængen gav sig udslag i, at de faldende temperaturer påvirkede tilstedeværelsen af ressourcen i samme retning. Klimaændringerne påvirker også sæsoners længde, Der kan fiskes i længere perioder og byggesæsonen forlænges. Man skal dog med hensyn til førstnævnte huske at overfiskning over det biologisk forsvarlige niveau, kan udgøre en omkostning på længere sigt!
M.h.t. energiomkostningerne må disse forventes at kunne falde med mildere vintre, og i Sydgrønland åbnes der op for skovbrug og landbrug baseret afgrøder og husdyrhold kendt fra sydligere egne. Noget man allerede forbereder sig på nu.
Men altoverskyggende er den ændrede logistik med sejlads hele året rundt gennem Nordvest passagen og udvidet adgang til de ressourcer der måtte foreligge på havbunden i de grønlandske farvande. Det kan tage sig positivt ud, men den samlede konsekvensanalyse savnes endnu.