Lars-Emil Johansens indlæg ved 3. behandling af Finanslov for 2009
Signalet var, at nu stopper de løbende bønner om stigningerne i bloktilskuddet til Grønland og en ny målsætning træder i stedet. En målsætning der handler om, indenfor en overskuelig fremtid, at se bloktilskuddet falde. At se afhængigheden af dansk økonomi svinde ind og en selvstændig økonomi vokse op i Grønland.
Torsdag d. 11. december 2008
Lars-Emil Johansen
, medlem af Folketinget for Siumut
Emnekreds:
Folketinget
,
Klima
,
Selvstyre
.
Da vælgerne i Grønland d. 25. november med et overvældende flertal sagde ja til den kommende selvstyrelov for Grønland, sendte de samtidig et klart signal til den danske finanslov.
Signalet var, at nu stopper de løbende bønner om stigningerne i bloktilskuddet til Grønland og en ny målsætning træder i stedet. En målsætning der handler om, indenfor en overskuelig fremtid, at se bloktilskuddet falde. At se afhængigheden af dansk økonomi svinde ind og en selvstændig økonomi vokse op i Grønland.
Det var et dejligt og entydigt tilsagn til denne politik, som det grønlandske folk afgav.
Det var i det hele taget et usædvanlig klart budskab om støtte til hele den bestræbelse, politisk som økonomisk, der har ligget bag selvstyreloven, som d. 25. november kom fra det grønlandske folk.
Ved førstebehandlingen af denne finanslov sagde jeg blandt andet om det arbejde og det lovforslag, som var resultatet af Selvstyrekommissionen, at det var:
Et forhandlingsresultat, der klart viser, at der i vor tid er et smukt sammenfald mellem det store flertal af danske og grønlandske politikeres vilje og evne til at bære vores to lande ind i fremtiden på den mest værdige internationale måde.
I dag kan vi politikere, der stod bag aftalen så glæde os over, at vi har et fuldstændig klart flertal af det grønlandske folk med os i netop den bestræbelse.
Det gælder som sagt også den økonomiske politik og de nye bånd mellem os på det område.
Fra næste år fastfryses bloktilskuddet og det bliver op til Grønland selv at skaffe de nye økonomiske midler, der skal til for at sikre fortsat vækst og dermed udnytte den mulighed for øget selvstændighed, som netop er hele meningen med Selvstyreloven.
Der skal satses industrielt, både i forhold udnyttelsen af undergrundens ressourcer, som vi nu selv endelig får retten til at bestemme over og profitere af.
Men også i forhold til alle andre områder, hvor Grønland har muligheder for at træde ind på en ny økonomisk og industriel kurs, der kan føre os op på et industrielt og økonomisk niveau på højde med alle andre moderne samfund.
Og mulighederne i Grønland er mange, hvis vi kan få lov at udnytte dem på samme måde som de industrialiserede lande har brugt sådanne muligheder til at nå dertil, hvor de er nu.
Men det er der jo ingen sikkerhed for.
Forbuddet mod at udnytte vores hvalbestande kommercielt – efter de europæiske fangere tog deres del og voksede sig rige i tranlampens arktiske skær – er ét eksempel.
EUs nuværende forsøg på – igen – at forpurre al normal handel med sælprodukter og modsætte sig enhver industriel udnyttelse af denne ressource er et andet.
Fredningsorganisationernes forsøg på at stoppe den planlagte minedrift i Østgrønland på grund af en nogle få ikke-truede gåsebestande, som for længst har måttet opgive at finde ro i Europas oppløjede jord, er et tredje.
Skræmmekampagner mod, at udnytte de enorme mineralressourcer, vi ved vi har i Sydgrønland omkring Narsaq, fordi der i disse findes et biprodukt af uran –uanset dette procentmæssigt ligger markant lavere end procentgrænsen for sådanne biprodukter i både EU og USA er et fjerde.
Hvis vi så også nu skal se den kommende klimaaftale medføre, at vi heller ikke kan komme videre med vores planer om et aluminiumskraftværk, udbygning af fiskeriet, produktion af drikkevand og stort set alle andre nye industritiltag, vi måtte finde på, der kan have en effekt på vores udledning af CO2, ja så kan det sandelig blive en vanskelig sag at udfylde intentionen i selvstyreloven.
For det var vel ikke meningen, at vi skulle få selvstyre for at ende som et frilandsmuseum?
En rasteplads for de industrialiserede landes dårlige samvittighed?
Et studieobjekt for klimaforskning og naturromantik?
Det er i hvert fald ikke sådan vi selv ser fremtiden.
I årevis har vi måttet lægge land til fremmede industrinationers affald og ressourcerovdrift under deres opbygning af egen rigdom og velfærd. Det har kostet os dyrt på vore ressourcer og vores klima. Om det så er atombomber og radioaktivt affald har vi måttet tåle det for andre landes skyld.
Nu kommer så de samme lande og mener, at vi skal skære ned på vores industriplaner og begrænse vores fiskeri, mens de selv fortsætter med at bygge kulkraftværker og industrier, der fortsat sender byger af sod og skadelige partikler ned over hele det arktiske område. Og køber sig aflad i u-landenes CO2-kvoter.
Det er simpelt hen ikke retfærdigt. Og da slet ikke set i lyset af, at vi gennem hele hjemmestyrets levetid har kæmpet for at udskifte den gamle oliebaserede energiforsyning med ren vandkraft og dermed har gjort en kæmpe indsats for at forbedre forholdene i vores eget land – en indsats vi fortsætter med og forstærker hele tiden.
Vores ansvarlige organisationer har nu råbt vagt i gevær. Det er arbejdsgiverne og lønmodtagernes organisationer i fællesskab – et signal ingen andre nationer eller politikere ville sidde overhørigt.
Derfor rejser jeg også denne sag her og nu.
Der må findes en løsning for Grønland i de kommende klimaforhandlinger, så vi kan få lov at udnytte de vækstmuligheder, vi har, på en ordentlig og velorganiseret måde.
Så vi kan komme til at opfylde hele ideen med selvstyreloven – nemlig større økonomisk ansvar som forudsætning for større politisk frihed.
Det er simpelthen for grotesk, hvis vi nu, netop hvor vi står på tærskelen til et industrielt gennembrud og en økonomisk fremtid, vi alle har drømt om, skal stoppes af krav, der kan være rimelige nok overfor de lande, der allerede har hvad de skal have, men er fuldstændig urimelige overfor os andre.
Det er Rigsfællesskabet, der skal indgå i klimaaftalen.
Derfor må der findes en løsning på dette problem inden Rigsfællesskabet kan skrive under på noget som helst, og det vil jeg gerne benytte denne lejlighed til at slå fast at jeg naturligvis også forventer vil ske.
Det er i hvert fald min opfattelse – efter mine oplevelser omkring skabelsen af selvstyreloven - at der i dette hus findes både den rette vilje og den rette energi, til at sikre løsninger på sådanne problemer. Løsninger som sikrer os alle en win-win situation i fremtiden.
Jeg skal derfor opfordre til, at der hurtigst muligt tages fat om dette problem vores regeringer imellem, så vi kan sikre, at Grønland ikke – ud over at være et af de store ofre for selve klimaforureningen – nu også bliver et at de store ofre i forsøget på at løse klimaproblemet.
Jeg skal ikke sige så meget mere til denne finanslov, som vi fra Grønland jo på stort set alle områder er helt tilfredse med og kun kan støtte.
Med disse ord, skal jeg meddele at Siumut kan stemme for finanslovsforslaget.