Struktureret klima-debat mellem Grønland og Danmark er nødvendig

Parterne i Rigsfællesskabet er enige om, at verden har brug for en ambitiøs aftale, der kan dæmme op for den globale opvarmning. Samtidig blev forståelsen for Grønlands behov for fremtidige økonomiske udvikling understreget.

Mandag d. 22. juni 2009
Landsstyret
Emnekreds: Erhverv, Klima.

- Hvis man skal skære ned på Grønlands CO 2-udslip, kan man det, men vi har næsten ikke noget der kan skæres ned på, understregede Landsstyreformand Kuupik Kleist ved formiddagens pressemøde efter Rigsmødet. Grønland, Danmark og Færøerne afholdte det årlige Rigsmøde i formiddags. Her blev der gjort status i forbindelse med forberedelserne til COP 15 klimatopmødet til december i København. Yderligere blev situationen omkring Grønlands eventuelle udmeldelse af Den Internationale Hvalfangstkommission, IWC drøftet, samt EU´s forbud mod indførelse af sælskind og beredskabssituationen for større passagerskibe ved Grønland var nogle af punkterne ved Rigsmødet.

Embedsmænd fra Grønland og Danmark er i denne tid godt i gang med forhandlinger om Grønlands økonomiske udviklingsmuligheder efter fornyelse af Kyoto-aftalen.

- Det er muligt at anlægge to vinkler til disse forhandlinger. Der er den internationale vinkel og der er den nationale vinkel, siger Kuupik Kleist.

Parterne i Rigsfællesskabet er enige om, at verden har brug for en ambitiøs aftale, der kan dæmme op for den globale opvarmning. Samtidig blev forståelsen for Grønlands behov for fremtidige økonomiske udvikling understreget.

- På de steder vi kan skære ned for udslippet, har vi taget initiativer, eksempelvis brugen af vandkraft. Grønland har efterhånden relativ høj udnyttelse af vandkraft pr. indbygger, men det opvejer jo ikke vores fremtidige behov for større udslip, siger Kuupik Kleist.

Kuupik Kleist og Statsminister Lars Løkke Rasmussen er enige om, at Grønland og Danmark har et stort behov for grundige drøftelser omkring udfordringerne op til klima topmødet i København.