Tale ved Klimakonference
Hvis en ny klimaaftale pålægger alle lande reduktionsforpligtelser, vil det straffe de ikke-industrialiserede lande ekstra hårdt. For det første, fordi det stiller landene ulige i den globale konkurrence ved at tillade industrialiserede lande at fortsætte udledningen, mens udviklingslande ikke får økonomisk mulighed for at opbygge ny industri – herunder renere industri. For det andet, fordi fattige lande derved bliver pålagt at betale for en del af de rige landes forurening.
Mandag d. 26. oktober 2009
Kuupik Kleist
, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds:
Erhverv
,
Klima
,
Økonomi
.
Tale ved Klimakonference ved Nordisk Råds session, Stockholm, 26. oktober 2009
Ærede præsident for Nordisk Råd, ærede ministre, ærede parlamentarikere, eksperter indenfor miljø og klima, mine damer og herrer.
Det er mig en stor glæde og ære, at deltage her ved Nordisk Råds klimakonference. Vi er samlet her som et led i den nordiske proces forud for De Forenede Nationers klimatopmøde, COP15, i København i december. I nordisk råds regi har vi mulighed for at bidrage til den internationale klimadebat, med de nordiske og de arktiske aspekter og meget gerne med fælles holdninger, fra klodens nordligste egne. Det er jo bl.a. i det arktiske, at vi ser de mest dramatiske ændringer i miljøet og som sådan har vi en særlig rolle i klimadebatten.
I den sammenhæng er det magtpåliggende for mig igen at understrege, at det arktiske område ikke kun består af is, gletsjere, isbjørne og andre vilde dyr, men at der også bor mennesker. Godt nok er vi ikke så mange, men de arktiske samfund er en del af verdenssamfundet – vi har behov og vi har problemer at slås med, som alle andre samfund på denne vor fælles klode.
Derfor er spørgsmålet om, hvordan vi når den bedst mulige aftale i København, et stort spørgsmål, der optager os alle. Et globalt emne som vi alle har en interesse i at drøfte med hinanden på tværs af landegrænser, og her er det nordiske forum unikt.
Efter vores opfattelse bør en ny global klimaaftale baseres på principperne om respekt for hinandens forhold; social og udviklingsmæssig retfærdighed; og viljen til at tage globalt ansvar – lille som stor.
Efter min bedste overbevisning, er vi nødt til at tage til COP15-forhandlingerne med denne indstilling, hvis vi skal opnå en aftale, der inkluderer så mange lande som muligt.
Grønland er et unikt land, men ikke mere unikt end at vores behov og udviklingsstade er sammenlignelige med mange andre nationer og stater. For mange af os er det essentielt, at aftalen bygger på princippet om international retfærdighed.
Regionale forskelle som klima og infrastruktur giver lande et væsensforskelligt udgangspunkt og dermed forskellige muligheder for at reducere drivhusgasudledningen.
Grønlands arktiske klima og enorme afstande gør, at vi ikke kan undgå at forbruge forholdsvis meget energi per indbygger. Målt efter areal og i faktiske tal er Grønlands CO2-udledning derimod ganske ubetydelig på verdensplan.
Sådanne forhold må vi se på i forhold til den kommende klimaaftale. Regionalt perspektiv er nødvendig, når vi diskuterer forpligtelser i en ny aftale.
Medansvarlighed og bæredygtighed for alle lande skal naturligvis være centrale elementer i den kommende aftale. Samtidig skal vi sikre, at udviklingen ikke bremses i de lande, der endnu ikke er så økonomisk og industrielt udviklede som industri-landene. Verdens efterspørgsel på industriprodukter vil stadigt være stigende, også efter COP15 i København. Udfordringen er derfor at imødekomme det voksende behov så miljøvenligt som muligt.
Vi må derfor anlægge et globalt perspektiv, når vi diskuterer udledning af drivhusgasser fra forskellige sektorer. I Grønland ser vi helst en aftale, hvor etablering af ny industri får de samme vilkår som allerede eksisterende industrier.
Hvis en ny klimaaftale pålægger alle lande reduktionsforpligtelser, vil det straffe de ikke-industrialiserede lande ekstra hårdt. For det første, fordi det stiller landene ulige i den globale konkurrence ved at tillade industrialiserede lande at fortsætte udledningen, mens udviklingslande ikke får økonomisk mulighed for at opbygge ny industri – herunder renere industri. For det andet, fordi fattige lande derved bliver pålagt at betale for en del af de rige landes forurening.
Alle disse forhold må tages med i overvejelserne i forhold til tildeling af CO2-kvoter og eventuelle CO2-afgifter.
Grønland har i flere år satset på renere teknologi og vedvarende energi, især i energi-forsyningen. I dag leveres 43 % af vores elektricitet fra vandkraft og inden længe kommer vi op omkring 60 %. Grønland har siden 1990´erne gennemsnitligt brugt 1 % af sit bruttonationalprodukt på vandkraftværker, og vi bliver ved.
Vi har store vandkraftpotentialer, og vi har et stort behov for at styrke vor økonomi. I øjeblikket diskuterer vi opførelse af en aluminiumssmelter, hvor energiforbruget vil komme fra vandkraft. Beregninger viser, at i forhold til aluminiumssmeltere baseret på fossile brændsler, andre steder i verden, kan en smelter baseret på vandkraft udlede ni gange mindre CO2. En aluminiumssmelter baseret på vandkraft er således en global gevinst.
Historiske forhold har i høj grad afgørende betydning for landes muligheder for at reducere deres drivhusgasudledning.
Det er langt nemmere at reducere drivhusgasudledningen fra et højt udgangspunkt end fra et lavt. Derfor har lande, der havde en veludbygget industri før 1990, en fordel under Kyoto-protokollen i forhold til mindre udviklede lande. Samtidig er det de industrialiserede lande, der har størstedelen af ansvaret for de menneskeskabte klimaforandringer.
En ny klimaaftale må derfor tage hensyn til landes behov for udvikling og historiske medansvar for klimaforandringerne.
Det er mit håb, at der i klimaaftalen gives plads til, at mindre udviklede lande sikres mulighed for at etablere ny industri til trods for, at det vil øge deres drivhusgasudledning – og at de hjælpes til at gøre det på et bæredygtigt grundlag.
Det er mit håb, at De Forenede Nationers globale klimaforhandlinger i København vil komme til at afspejle international retfærdighed og respekt mellem folkene og nationerne, som netop er grundtanken bag oprettelsen af De Forenede Nationer i verden - til gavn for verdens klima.