Ansvar og udvikling kan gå hånd i hånd

Det er derfor positivt, at man i Paris blev enige om, at holde de kommende temperaturstigninger under 2 grader. Det er også godt, at aftalen fastslår, at de rigeste lande årligt skal overføre 100 milliarder dollar til fattige lande, hvor store befolkningsgrupper stadig mangler strøm og andre grundlæggende fornødenheder.

Mandag d. 14. december 2015
Naaja Nathanielsen, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Klima, Politik.

Inuit Ataqatigiit er glade for den klimaaftale der blev vedtaget i Paris i lørdags. Den er ikke perfekt, men det er store internationale aftaler sjældent. Vi ærgrer os over, at der ikke er en klar henvisning til oprindelige folks rettigheder. Vi har dog en forventning om, at verdens FN lande til stadighed bakker op om deklarationen om oprindelige folks rettigheder samt resultatdokumentet fra sidste års Verdenskonference om oprindelige folk. Gode ting i aftalen Men derudover er vi tilfredse med, at det er lykkes at sætte nogle rimeligt ambitiøse mål for klodens klima. Vi deler jo alle den samme jord. Alle jordens folk vil opleve forandringer af natur og levevilkår hvis temperaturen stiger mere end 2 grader. Det er derfor positivt, at man i Paris blev enige om, at holde de kommende temperaturstigninger under 2 grader. Det er også godt, at aftalen fastslår, at de rigeste lande årligt skal overføre 100 milliarder dollar til fattige lande, hvor store befolkningsgrupper stadig mangler strøm og andre grundlæggende fornødenheder. Det beløb er næppe dækkende, men så er det godt at man også har aftalt at mødes hvert femte år for at evaluere aftalen. Overordnet set mener Inuit Ataqatigiit, at aftalen bringer forhåbninger om, at der nu endeligt sker reelle tiltag for at mindske klimaforandringerne – og dermed vil resultatet af aftalen fra Paris også kunne mærkes i Arktis. Vi skal gøre meget mere selv Inuit Ataqatigiit er også af den holdning, at vi kan gøre en langt større indsats i vores eget land. Vi agter derfor på forårssamlingen at sætte fokus på vores eget ansvar for at bremse de klimaforandringer vi kan se når vi kigger ud af vinduet. Vi er uenige med dem der påstår, at vi ikke kan udvikle os økonomisk, uden at give de kommende erhvervsprojekter fripas til at udlede alt det CO2 de vil. Selvfølgeligt vil vores udledning af CO2 stige i takt med at vi godkender nye erhvervsprojekter. Og hvis vi ikke stiller krav til selskaberne, vil vores udledning stige rigtigt, rigtigt meget. Men hvor meget den stiger afhænger i sidste ende af os. Vi skal turde stille krav til selskaber om brug af vedvarende energi. Og hvis det ikke er muligt må vi kræve at selskaberne på anden vis bidrager til at reducere i vores udledning af CO2. Det kan være gennem oprettelse af en grøn fond som selskaberne betaler til og som kan finansiere grønne tiltag i vores samfund. Det kunne for eksempel være at sørge for at private husstande får økonomisk støtte til at droppe olie og overgå til vedvarende energi. Eller sørge for at vores husstande bliver mere klimavenlige og for eksempel ikke mister så meget varme. Det vil også være en stor besparelse for mange af vores borgere. Nogen gange dukker argumentet op, at vi ikke forurener fordi vi er så få mennesker. Men få mennesker kan svine meget, hvis de ingen krav stiller. Og vores CO2 udslip pr. indbygger er faktisk ret højt. Det skyldes at vi har lange kolde vintre, at vi bevæger os rundt med fly og at den havgående flåde er stor. Derudover importerer vi mange af vores fødevarer. Inuit Ataqatigiit foreslår, at vi får en ny reduktionsstrategi som erstatning for den der udløb i 2012. I den strategi skal vi opstille klare mål og ambitioner om hvordan vi mindsker udledningen fra landet indenfor alle sektorer. Herunder også den havgående trafik. Vi mener eksempelvis at vi skal turde forbyde heavy fuel indenfor 3-sømilegrænsen eller på anden vis sætte klare miljøkrav til den trafik der foregår tæt på vores kyster. Vi skal også erkende at en reduktion ikke sker af sig selv og ikke kun handler om vandkraftværker i større byer. Vi skal også have vedvarende energiformer i mindre byer og bygder. Vi er i den forbindelse glade for det nye tiltag fra Nukissiorfiit, der igangsætter en række projekter i Igaliku. Så skal vi have en klar fødevarepolitik der tager klima- og miljøhensyn. Vi skal importere langt mindre mad end i dag og have langt mindre madspild. I dag spiser vi på verdensplan alt for meget kød og kødpålæg fra dyr der bidrager meget til klimaforandringerne. Det er eksempelvis køer. Vi har selv verdens bedste og reneste fisk og dem bør vi spise meget mere af. Desværre smider vi også rigtigt meget mad ud – hvilket er en stor belastning for klimaet. Vi mangler en klar strategi omkring optøning af permafrost. Når permafrosten optør frigives store mængder methan. Vi har slet ikke haft en lokal debat om dette, selvom resten af verden taler om det. Inuit Ataqatigiit er parate til at tage ansvar for den globale udvikling. Hvis vi skal påberåbe os verdens opmærksomhed må vi vise, at vi også selv tager opgaven seriøst. Vi takker ILI ILI, WWF og IA Folketingimi for at have holdt en debat om emnet fredag den 11. december. Der kom ikke så mange, men dem der kom havde alle gode ideer til hvordan vi sammen kan bekæmpe klimaforandringerne. Vi glæder os til at fortsætte den dialog og iderighed i de kommende år.