Grønlands folketingspolitikere
Statsret: I Grønland hersker der for tiden tvivl om, hvem de grønlandske folketingspolitikere repræsenterer. Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt har i de grønlandske medier givet udtryk for, at Grønlands folketingsmedlemmer repræsenterer Grønland, og at de skal respektere de lokale grønlandske partiers ønsker. Ud fra en statsretlig synsvinkel er Landsstyreformandens antagelse forkert.
Mandag d. 22. juni 1998
Nicholas Symes
Emnekreds:
Folketinget
,
Landstinget
,
Politik
.
Indholdsfortegnelse:
Folketinget og Landstinget
Grundloven
Jonathan Motzfeldts udtalelser
Hjemstavnspolitikere
Af Grundlovens § 28 fremgår det, at to af Folketingets medlemmer vælges i Grønland. Siden Grundloven blev ændret i 1953 har der fra tid til anden været tvivl om, hvorvidt de medlemmer af Folketinget, der er valgt i Grønland repræsenterer Grønland, eller om disse medlemmer har samme status som ethvert andet medlem af Folketinget.
Ved seneste Folketingsvalg (marts 1998) blev Ellen Kristensen, Atassut (Venstre) og Hans Pavia Rosing, Siumut (Soc.dem.) valgt ind i et Folketing, hvor regeringen er båret på et flertal på ét mandat mere i forhold oppositionen. Det har betydet, at de nordatlantiske mandater har fået en central rolle i regeringens politiske arbejde.
I anledning af, at regeringen ønskede at gennemføre et lovforslag om interne danske afgifter (Pinsepakken), forhandlede regeringen med de nordatlantiske medlemmer med henblik på at sikre sig disses stemmer. Finansminister Mogens Lykketoft tilbød Ellen Kristensen et særtilskud til Grønland mod, at hun ville afgive en stemme til fordel for Pinsepakken. Imidlertid meddelte Ellen Kristensen, at hun ikke ønskede at stemme for regeringens lovforslag. Det medførte en massiv kritik fra Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt, der truede med, at landsstyrekoalitionen mellem Atassut og Siumut ville bryde sammen. Hermed var spørgsmålet om de grønlandske folketingspolitikeres egentlige arbejde sat på spidsen.
Folketinget og Landstinget
Landstinget og Grønlands hjemmestyres opgave er i henhold til hjemmestyrelovens § 1 at varetage inden for rigsenhedens rammer de grønlandske anliggender. Det betyder, at Grønlands Hjemmestyre skal administrere Grønland i et nærmere bestemt omfang. Landstingsmedlemmer vælges i henhold til landstingslov, der er udstedt med hjemmel i hjemmestyreloven. Landstinget har egen forretningsorden, og landstinget har ved lov besluttet, hvilket vederlag landstings- og landsstyremedlemmer skal have.
Folketinget og regeringen varetager i relation til Grønland sager, der vedrører riget (udenrigs- og forsvarspolitik), og de sagsområder der endnu ikke er overgået til Grønlands hjemmestyre. Det drejer sig først og fremmest om privatretten (familie, arv, aftaler, køb, gældsforhold m.v.). Folketingets medlemmer vælges i henhold til Grundloven og folketingsvalgloven. Folketinget har egen forretningsorden, og i henhold til Grundlovens § 58 fastsættes vederlaget til folketingets medlemmer i valgloven.
Der er med andre ord en klar adskillelse mellem de områder, som henholdsvis Lands- og Folketinget varetager. Landstings- og folketingspolitikerne vælges efter to forskellige lovgivninger, ligesom vederlaget til disse medlemmer fastsættes og udbetales fra to forskellige institutioner.
Denne klare adskillelse mellem Folke- og Landstingets betyder, at der er en formel uafhængighed mellem disse to institutioner og disses medlemmer. Landstinget og landsstyreformanden har ingen reaktionsmuligheder overfor de to medlemmer af folketinget, der er valgt i Grønland.
Grundloven
Der er ingen tvivl om, at de to grønlandske medlemmer af folketinget på lige fod med de andre af folketingets medlemmer nyder den samme grundlovsmæssige beskyttelse med hensyn til stemmefrihed m.v. Af Grundlovens § 56 fremgår det, at folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning. Denne bestemmelse blev til ved den første grundlovs tilblivelse, fordi man ikke ønskede, at tingets medlemmer mødte op med bindende instrukser fra et givent bagland. Dette forbud har en vis logik. Såfremt tingets medlemmerne gav møde med bindende instrukser, ville beslutningsprocessen været flyttet ud fra tinget til medlemmernes bagland.
Det anses derfor for centralt for Folketingets arbejde, at det enkelte folketingsmedlem arbejder, stemmer og træffer beslutninger på baggrund af egen overbevisning, erfaringer og stillingtagen.
Denne uafhængighed kan til tider være svær at få øje på, når de enkelte medlemmer afgiver stemme i overensstemmelse med partipolitik. Hvorvidt det betragtes som en indskrænkning af uafhængigheden, beror på måden man anskuer tilknytningsforholdet til de politiske partier. Ofte forholder det sig således, at medlemmerne er enige om de overordnede træk i politikken, og at man derfor må samarbejde. Af samme årsag har flere af de politiske partier en arbejdsdeling, hvor de enkelte medlemmer varetager bestemte områder, f.eks. skattepolitik, og hvor andre af partiets medlemmer stemmer i tillid til, at det sagkyndige og ordførende medlem af partiet, har det rette standpunkt i forhold til partiet.
Grundlovens § 31, stk. 5 foreskriver, at der kan lovgives med særlige regler om Grønlands repræsentation i Folketinget. Denne særlige bestemmelse i Grundloven blev indført af hensyn til de problemer, som man forventede der ville opstå som følge af Grønlands geografiske og klimatiske forhold. Folketinget har således gennemført lov om Folketingsvalg i Grønland, der hverken udvider eller indskrænker de grønlandske folketingsmedlemmers rettigheder.
Jonathan Motzfeldts udtalelser
Når Jonathan Motzfeldt udtaler, at landsstyrekoalitionen er truet, fordi Ellen Kristensen ikke stemte overens med landsstyrets ønsker, overskrider han sin kompetence. Landstinget og landsstyret kan og må ikke udøve indflydelse på de to medlemmer af folketinget, der er valgt i Grønland. Ellen Kristensen har således ingen forpligtelse i forhold til Grønlands hjemmestyre.
Spørgsmålet er, om Ellen Kristensen i givet fald har en forpligtelse i forhold til Atassut i Grønland, og om der er hold i Jonathan Motzfeldts udtalelse om, at Atassut ikke har hånd i hanke med egne medlemmer. Her er svaret lige så klart nej. Når der i Folketinget observeres en vis samhørighed inden for de respektive partier, så gælder det alene i Folketingsgruppen. Derfor er Ellen Kristensen i højere grad knyttet til Venstre end Atassut i Grønland.
Hjemstavnspolitikere
Et andet problem, der måske kan være svært at forstå i Danmark er, at de grønlandske medlemmer af Folketinget er blevet valgt på løfter om, at Grønlands interesser skal forsvares. Disse valgløfter skaber en kontrast mellem det arbejde, der reelt skal laves i Folketinget, og det arbejde, som de grønlandske folketingsmedlemmer har lovet at lave.
Når grundloven foreskriver, at to af tingets medlemmer skal komme fra Grønland, er udgangspunktet ikke, at disse to medlemmer specielt skal varetage grønlandske interesser. Grundlovens sigte er, at tingets medlemmer skal sammensættes af en bred skare af befolkningen.
Det betyder, at Grønlands to folketingsmedlemmer er valgt ind i Folketinget til at varetage samme arbejde, som ethvert andet medlem af tinget. Grønland har i deres to medlemmer en garanti for, at der er nogen i tinget, der kender de grønlandske forhold. Men det er ikke meningen, at deres opgave er at forsvare grønlandske interesser, og evt. blokere eller udnytte en situation, hvor regeringen forsøger at sjakre stemmer.
Det kan selvfølgelig give et problem i relation til de grønlandske vælger, bl.a. fordi politiske løfter ikke bliver opfyldt. Men det er vist ikke første gang en politiker har lovet mere, end der kan holdes.