Akiliut og kredit

Min hensigt er at sætte fokus på et reelt problem i vort samfund nemlig, at der er mennesker, der på grund af muligheden for at købe alkoholiske drikke på kredit med deres akiliut-kort som sikkerhed må gå fra hus og hjem, fordi de ikke har råd til at betale deres regninger. En mulig løsning kunne måske være at forbyde de små kiosker at sælge alkoholiske drikke på kredit.

Onsdag d. 25. marts 2009
Astrid Fleischer Rex, Medlem af Grønlands Landsting for Demokraterne
Emnekreds: Børns vilkår, Landstinget, Socialt ansvar.

§ 36: Akiliut og kredit
I henhold til Landstingets forretningsorden § 36, stk. 1 fremsætter jeg hermed nedenstående spørgsmål til Landsstyret:

Spørgsmål til Landsstyret:

  1. Er Landsstyret bekendt med, at nogle borgere overdrager deres akiliut-kort til eksempelvis kioskejere for at have mulighed for at købe alkohol på kredit?
  2. Finder Landsstyret, at dette er hensigtsmæssigt? Hvis nej; Har Landsstyret tænkt sig at gøre noget ved problematikken?
  3. Har Landsstyret planer om at forbyde kiosker at sælge alkoholiske drikke på kredit?


Jeg er fuldt ud klar over, at indehavere af akiliut-kort selv må bestemme, hvem der opbevarer deres kort. Ligeledes er jeg fuldt ud klar over, at det er fuldt lovligt at alkoholiske drikkevarer bliver solgt på kredit.

Min hensigt med disse spørgsmål er således ikke at pege fingre af nogen eller noget. Min hensigt er at sætte fokus på et reelt problem i vort samfund nemlig, at der er mennesker, der på grund af muligheden for at købe alkoholiske drikke på kredit med deres akiliut-kort som sikkerhed må gå fra hus og hjem, fordi de ikke har råd til at betale deres regninger. En mulig løsning kunne måske være at forbyde de små kiosker at sælge alkoholiske drikke på kredit.

Jeg er i besiddelse af breve fra borgere stilet til henholdsvis Erhvervsdirektoratet, Forbrugerrådet og Landsstyreformanden. Breve, der alle beskriver denne problematik. Men også breve, der aldrig er blevet besvaret. Det finder jeg faktisk utilstedeligt, da de pågældende borgere har gjort sig den ulejlighed at gøre opmærksom på et problem i vort samfund. Disse borgere fortjener et svar.

Som allerede skrevet foregår det intet ulovligt, men det ændrer ikke på, at problemet eksisterer og derfor ser jeg frem til, at Landsstyret besvarer mine spørgsmål i løbet af ti arbejdsdage.