Landsstyrets politiske mål, den offentlige sektors rolle og forholdet til kommunerne

De forandringer, vi oplever i vores økonomi, i samfundsstrukturen og i den politiske ledelse, tåler sammenligning med de forandringer samfundet undergik i 1950’erne og 60’erne. Vi er i en meget udfordrende fase, som naturligt nok afstedkommer stærke reaktioner. Men tvivl vil blive afløst af afklaring og nølen med beslutsomhed. Vi vil selv, vi vil forsørge os selv, vi vil have mere lige vilkår og skal vi nå disse fælles mål, er det lige præcis os der er her i dag, der skal angive hvilken vej, vi skal gå og vi skal samarbejde.

Tirsdag d. 13. marts 2012
Kuupik Kleist, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Kommunerne, Landsstyret, Landstinget, Politik.

Indholdsfortegnelse:
Landstyrets politiske mål
Den offentlige sektors rolle
Forholdet til kommunerne
Afslutning


Åbningstale af landsstyreformand, Kuupik Kleist, i forbindelse med Kommunekonference i Ilulissat, den 13. marts 2012


(an)

Indledningsvis vil jeg først gerne understrege, at kommunerne er demokratiets første og vigtigste led. Udlægningen af opgaver fra Grønlands Selvstyre til kommunerne er ifølge denne tankegang helt på sin plads. Det er også sundt for samfundet, for på den måde uddybes og fornys kommunernes stilling som demokratiets første og vigtigste led hen ad vejen.

For det andet vil jeg gerne understrege, at folks interesse for valgdeltagelse i kommunevalgene og i valgene til Landstinget er generelt dalende. Stemmeprocenten for kommunevalgene i det første årti i 0-erne er dalet med 6,3 og med 3,3, hvad angår valgene til Landstinget.

Man bør ligeledes lægge mærke til, at stemmeprocenten i de større byer og i Nuuk generelt er markant lavere end i udkants- og distriktsområderne. Man kan ikke lade være med at undre sig, selv om det ikke længere er en nyhed, at landets to førende økonomiske kommuner også har førertrøjen på, når det gælder problemer med demokratiet.

Der er uden tvivl flere faktorer, der ligger til grund for denne tendens. Over 1.000 personer i bygderne er således flyttet til byerne alene gennem de seneste 5-6 år.

Udbredelsen af internet er også gået stærkt frem i løbet af denne periode, og Grønland ligger nu, målt pr. indbygger, blandt de lande i verden, som har flest internetbrugere.

Det såkaldte cyberdemokrati har således holdt sit indtog i Grønland i løbet af ingen tid. Hvor man tidligere yndede at omtale medierne – radiofonien, TV og den trykte presse – som den fjerde statsmagt, ser det unægtelig ud til, at medier som Facebook og lignende nu har en større, og stærkere, indvirkning på folks opinionsdannelse, og det gælder i høj grad også for vort lands vedkommende.

Den grønlandske befolkning har således taget internettet til sig inden for en meget kort tid. Vi kender nu nogenlunde, hvad der er godt og hvad der er mindre godt for brugerne. Den ældre generation sakker nu agterud i forhold til den unge generation på grund af den såkaldte ”digital kløft.” Udover KNR Radioavisen, oplever vi, at den internetavis, som drives af landets førende private mediehus Sermitsiaq/AG, får flere og flere besøgende.

Det såkaldte ad hoc demokrati er ligeledes i støt fremmarch her i Grønland på bekostning af det fordums partisystem. Selvom grønlænderne stadig er partiloyale, tager man mere og mere stilling fra sag til sag.

Landstyrets politiske mål
Landstyret vedtog i 2009 en målsætning om, at der skal etableres en styring, der tager udgangspunkt i og er tilpasset landet og dets befolkning, samtidig med indførelsen af Selvstyret.

Apropos styring, så er det tydeligt at samtlige kommuner også har et godt øje til denne problematik. Til trods for at de fire kommunalbestyrelser har opnået meget i denne valgperiode, indrømmer KANUKOKA, at det er på høje tid, at man igen tager fat på diskussionen om lokaldemokratiet nu. Jeg erindrer en passage i borgmester for Qaasuitsup Kommunia Jess Svanes nytårstale, hvor han udtaler, at ”i en tid med forandring er det vores opgave som folkevalgte at sørge for, at alle borgerne har mulighed for at deltage.”

Efter min mening har vi og kommunerne en fælles forståelse af betydningen af netop denne opgave, og det er helt indlysende, at ingen andre opgaver rangerer højere end netop denne i vor tid.

I vores parlamentariske arbejde og regeringsarbejdet, kan jeg oplyse, at vi nu for alvor har taget hul på velfærdsreformen og har nu således lagt udredningsarbejdet bag os. Og én ting står klart, og det er at hvis vor længe ventede reform skal lykkes, så er borgernes deltagelse – det vi går efter sammen med borgmestrene – nøglen dertil.

Hvis jeg skal prøve på at forklare velfærdsreformen i forståelige vendinger, så er meningen med den, at den skal fungere som et ror, der skal styre os på rette vej hen imod en mere solidarisk retning. Af den grund er vi for alvor gået i gang med at forsvare lavindkomstgruppen og mellemindkomstgruppen og udligne livsvilkårene for disse grupper i disse vanskelige økonomiske tider. Vi agter at forelægge de første initiativer på Landstingets forårssamling og vi er allerede gået i gang med at forberede de næste til forelæggelse på efterårssamlingen. Men vi kan ikke kun tænke på imorgen eller næste år, vi skal planlægge med blik for de kommende ti og tyve år.

Samtidigt må vi med rettidigt omhu allerede tage hul på at tænke en række scenarier for et nærmere parløb med kommunerne, og i den forbindelse ønsker vi at vide, hvad konferencedeltagerne her kan byde med. I den forbindelse tænker jeg først og fremmest på spørgsmålet om evalueringen af ophævelsen af ensprissystemet og den bebudede skattereform.

Vel vidende om at der er mange veje til et mere solidarisk samfund, har også vi besluttet at satse på skabelse af flere arbejdsplader og øget eksport så Landskassen har flere penge at gøre godt med i bestræbelserne på at komme ud af krisen.

Desuden lægger vi stor vægt på en skattereform. Tilbage står at se hvilken retning de opstartede trepartsforhandlinger med organisationerne vil lede os hen.

I stedet for at opremse hver af landstyrets politiske mærkesager vil jeg nøjes med at gentage, hvilke mål vi har sat os for i dette år, nemlig:
  • flere arbejdspladser,
  • mere boligbyggeri over hele landet,
  • flere skolehjem og flere kollegier,
  • flere studerende og praktikpladser, samt
  • mindsket ulighed i vort land.

Jeg hæfter mig ved, at borgmestrenes nytårstaler også indeholder tilsvarende tanker. Ja, alle partierne i Landstinget giver tilslutning hertil med. Derfor glæder vi os i landstyret over, at vi alle sammen er i stand til at tilslutte os velfærdsreformen, hvilket naturligvis er et lovende tegn for det videre arbejde.

Den offentlige sektors rolle
Den offentlige sektors rolle vil naturligvis, set i lyset af ændringerne i samfundets organisation, ændre sig hele tiden.

Kommunerne og Selvstyret deler imidlertid en række lighedstegn, hvad angår opgaver. Vi er begge beskæftiget med sideløbende strukturændringer. Vi oplever begge hårde sparetider. Vi arbejder hver for sig med effektiviseringer. Den store personaleudskiftning er meget omkostningstung.

Vores respektive embedsværk knokler en vis legemsdel ud af bukserne.

Ifølge de to seneste undersøgelser af den offentlige sektor er det blevet mere almindeligt med partshøringer end det har været tidligere, selvom endnu længere høringsfrister stadig efterlyses.

Når man ser på Landstingets rolle, så viser det sig at, Landstinget agerer alt for meget lokalpolitisk i stedet for at fokusere på helheden.

Os, der følger med i Landstingets forhandlinger, ved også godt, at folk er dødtrætte af det evindelige mundhuggeri mellem partierne. Man fristes til at nære den tanke, at dette er medvirkende til at stemmeprocenten er dalende, og såfremt dette er rigtigt, er det en god grund til at partierne i Landstinget mander sig op i gensidig tolerance og respekt.

Fremadrettet forestiller jeg mig, at vi efterhånden vil kunne mærke, hvad det vil sige, at vi har en god, brugervenlig og effektiv offentlig sektor. Her og nu kan vi allerede se flere initiativer i den retning. Projekt ”Sullissivik” (”Stedet for borgerservice”) er nu startet op i et samarbejde med kommunerne. Der er tale om en hjemmeside, et onlineportal for borgerservice, tilgængelig uanset hvor man end er i verden, og til enhver tid døgnet rundt. Her finder man alle offentlige serviceydelser samlet på ét sted. Her kan man direkte hente alle mulige oplysninger skrevet i et let forståeligt sprog.

Jeg forestiller mig også flere mangfoldige råd under Selvstyret og kommunerne i fremtiden. Jeg har bemærket, at Kommuneqarfik Sermersooq for nylig har nedsat et erhvervsråd og har planer om at nedsætte et ældre- og handikapråd.

Vi ønsker også at gøre brug af flere alternative former for borgerinddragelse i fremtiden. Gældende og hidtidige høringer er for det meste beregnet til bestemte organisationer, og det er kun godt. Men hidtil har ingen lykkes med at finde de vises sten i bestræbelserne på at nå de borgere, der er meget svære at nå, nemlig det tavse flertal.

Sagt med andre ord er det på høje tid at indføre en ny demokratipolitik – og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at vi – uanset om vi er tilknyttet kommunerne eller Selvstyret – kan få mange mennesker i tale og få dem til at føle sig hørt og værdsatte, blot vi kan enes om at gøre det sammen.

Hvis vi nogensinde skal lykkes i at opfylde sådanne mål er det nødvendigt at vore embedsmænd – såvel medarbejdere som ledere – deltager i målrettede kompetenceudviklingsforløb og efteruddannelser.

Jeg vil gerne benytte anledningen til at tage et andet spørgsmål op. Som alle ved, udgør sygefravær i den offentlige sektor og i det private arbejdsmarked et væsentligt samfundsproblem. Ifølge en undersøgelse af sygefravær udgivet i 2004 kostede sygefravær i 2001 samfundet 351,5 millioner kr. Alle og enhver kan se, at man kan spare betydelige beløb ved at forebygge sygefravær. Jeg ser frem til et tættere samarbejde mellem den offentlige sektor og det private arbejdsmarked siden det er i alles interesse.

Forholdet til kommunerne
Udviklingen i det grønlandske samfund taget i betragtning, er det unægtelig en utroligt spændende tid, vi lever i disse år.

Hvor vi end kaster blikket, ser vi bestandigt dilemmaer og tilbageholdenhed overalt, når vi skal til at træffe vigtige politiske beslutninger.

Med hensyn til forholdet til kommunerne, møder vi et lignende dilemma mellem landstyrets målsætning om mindsket ulighed for så vidt angår levevilkårene i det grønlandske samfund og respekten for det kommunale selvstyre. Begge målsætninger synes at brydes med hinanden for øjeblikket.

På den baggrund er det min opfattelse, at det vil være klogt i god tid at debattere og vurdere det politiske samarbejde mellem Selvstyret og kommunerne med henblik på at styrke det.

Jeg vil ikke komme nærmere ind på det bestående samarbejde, men vil blot henvise til KANUKOKA’s årsberetning 2011.

Afslutning
Kommunerne og landstyret er forpligtede til at samarbejde for borgerne og for vores fælles fremtid. De forandringer, vi oplever i vores økonomi, i samfundsstrukturen og i den politiske ledelse, tåler sammenligning med de forandringer samfundet undergik i 1950’erne og 60’erne. Vi er i en meget udfordrende fase, som naturligt nok afstedkommer stærke reaktioner. Men tvivl vil blive afløst af afklaring og nølen med beslutsomhed. Vi vil selv, vi vil forsørge os selv, vi vil have mere lige vilkår og skal vi nå disse fælles mål, er det lige præcis os der er her i dag, der skal angive hvilken vej, vi skal gå og vi skal samarbejde.