Nick Nielsen lyver over for befolkningen – og Landstinget
Demokraterne skal hermed opfordre Formanden for landsstyret til at fyre landsstyremedlem for Kultur Nick Nielsen. Årsagen er, at Nick Nielsen har fundet det nødvendigt at lyve over for både befolkning og Landstinget i sagen om beskæringen af Nationalteatrets budget.
Tirsdag d. 7. januar 2014
Jens B. Frederiksen
, landstingsmedlem og formand for Demokraterne
Emnekreds:
Landstinget
,
Politik
,
Siumut
.
Demokraterne skal hermed opfordre Formanden for landsstyret til at fyre landsstyremedlem for Kultur Nick Nielsen. Årsagen er, at Nick Nielsen har fundet det nødvendigt at lyve over for både befolkning og Landstinget i sagen om beskæringen af Nationalteatrets budget.
Landsstyremedlem for Kultur Nick Nielsen har desværre udvist en fatal mangel på troværdighed i sagen om beskæringen af Nationalteatrets budget. Nick Nielsen lyver således overfor befolkningen i en pressemeddelelse den 28. november 2013, og han fortsætter sine usandheder i sine svar på mine § 37-spørgsmål (§ 37 spørgsmål 2013/246), som han afgiver den 20. december 2013.
Demokraterne skal på denne baggrund kraftigt opfordre Formanden for landsstyret til at afskedige Nick Nielsen, da det et komplet utilstedeligt, at han med usandheder forsøger at vildlede befolkningen. Derudover skal jeg venligt gøre Formanden for landsstyret opmærksom på, at et medlem af landsstyret har PLIGT til at tale sandt over for Landstinget i henhold til Landstingetlov om landsstyremedlemmers ansvarlighed.
Sagen kort
Sagen er den, at Nick Nielsen i en pressemeddelelse den 28. november påstår, at Nationalteatret ikke har reageret på en henvendelse fra hans Departement, der er blevet sendt til Nationalteatret den 11. november. Denne påstand er ganske enkelt ikke korrekt. Nationalteatret reagerer nemlig på henvendelsen allerede den 14. november. Herefter er der kontinuerlig kontakt mellem Departementet og Nationalteatret, der ender ud i, at der aftales et møde den 28. november.
Dette må Nick Nielsen have været klar over, da han 28. november udsender sin pressemeddelelse: ”Hvorfor lige børnene – og hvorfor nej til dialog?”, hvori Nick Nielsen klart påstår, at Nationalteatret ikke har reageret på Departementets henvendelse. Da officielle pressemeddelelser fra landsstyret må betragtes som information til befolkning, så vil jeg mene, at bevidste usandheder i disse må sidestilles med at lyve overfor befolkningen. Og det har Nick Nielsen gjort sig skyldig i.
I stedet for at undskylde sine bevidste misinformationer, så fortsætter Nick Nielsen med at lyve, da han den 20. december 2013 besvarer et § 37-spørgsmål fra mig. Nick Nielsen erkender i svaret, at Nationalteatret har reageret på Departementets henvendelse, men han er ikke tilfreds med det konkrete indhold i besvarelsen fra Nationalteatret. Her er Demokraterne altså nødt til at gøre Nick Nielsen opmærksom på, at det ikke er op til ham at diktere, hvad folk skal svare. Vi finder det direkte utilstedeligt, at Nick Nielsen offentligt påstår, at en institution ikke reagerer, når sandheden snarere er, at institutionen ikke reagerer på den måde, som Nick Nielsen ønsker. Det er altså meget grov vildledning af befolkningen vi her får dokumenteret. Men det bliver værre endnu.
I svaret på mit spørgsmål skriver Nick Nielsen nemlig også følgende:
”I mailen fra Departementet af henholdsvis d. 19. november og d. 25. november udbeder Departementet, at Nationalteatret skal vende tilbage med forslag til mødetidspunkt. I begge tilfælde vender Nationalteatret ikke tilbage med forslag til mødedato. Mødedatoen d. 28. november bliver fastsat alene af Departementet, efter at Departementet over en periode på 15 dage ikke har modtaget forslag til mødetidspunkt fra Nationalteatret.”
Sandheden er, at Nationalteatret flere gange meddeler Departementet, at man snarest muligt vil vende tilbage med en mødedato. Den 26. november foreslår Nationalteatret så, at mødedatoen bliver den 28. november om eftermiddagen.
Det er således IKKE Departementet, der alene har fastsat en mødedato. Det er Nationalteatret, der har foreslået en mødedato efter lidt korrespondance frem og tilbage. Og dermed har Nick Nielsen forbrudt sig mod Landstingetlov om landsstyremedlemmers ansvarlighed, der forpligter ham til at tale sandt over for Landstinget.
Demokraterne er klar over, at nogle måske vil mene, at det her er en relativt lille sag. Til dem vil jeg sige; Demokraterne betragter det som ekstremt vigtigt, at befolkning og Landstinget kan stole på de udmeldinger og informationer, der kommer fra landsstyret. Nick Nielsen har i denne sag udvist en eklatant mangel på forståelse for, hvad der er hans pligt og ansvar som Medlem af landsstyret i henhold til Landstingetlov om landsstyremedlemmers ansvarlighed.
Dermed kan Nick Nielsen efter Demokraternes opfattelse ikke længere bestride posten som landsstyremedlem, og vi skal opfordre ham til hurtigst muligt at indgive sin afskedsbegæring til Formanden for landsstyret. Hvis dette ikke sker, vil vi kraftigt opfordre Formanden for landsstyret til at træde i karakter og afskedige ham.
Befolkningen og medlemmerne af Landstinget kan ikke være tjent med, at medlemmer af landsstyret vildleder og lyver i officielle sammenhænge.
Slutteligt vil jeg gøre opmærksom på, at en af årsagerne til, at Karl Lyberth valgte at trække sig som landsstyremedlem netop var, at han havde afgivet forkerte oplysninger. Nick Nielsen har gjort præcist det samme.