Atassut kommer for sent med sin opfordring om forsigtighed til landsstyret

Desværre oplevede vi komplet tavshed fra koalitionen, da vi forsøgte at få en dialog om finansloven – en helt uhørt magtdemonstration, der aldrig er set før i vores lands historie.

Søndag d. 6. september 2015
Aqqaluaq B Egede, Landstingsmedlem for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds: Efterårssamling 2015, Finanslov, Landstinget, Politik.


Finansloven er årets vigtigste lov i Landstinget og kræver stor omtanke at udarbejde. Men desværre mener vi, at man ikke har brugt omtanke nok. Inuit Ataqatigiit har fra starten peget på, at landsstyret løber en stor risiko for tab gennem afgifterne på makrelfiskeriet. Afgifterne på forsøgsfiskeriet har været alt for optimistiske. Vi appellerede ellers kraftigt til at udvise større forsigtighed. Desværre oplevede vi komplet tavshed fra koalitionen, da vi forsøgte at få en dialog om finansloven – en helt uhørt magtdemonstration, der aldrig er set før i vores lands historie.

I forbindelse med Landstingets tredjebehandling af finansloven for 2015 kom der ikke et eneste indlæg fra nogen af koalitionspartierne. Det er først nu – da vi nærmer os årets afslutning, at virkeligheden går op for Atassut. Det er først nu, at de maner til forsigtighed. Vi er selvfølgeligt glade for den udmelding – men den kommer alt for sent. Vi havde gerne set den forsigtighed da Atassut valgte at stemme for finansloven for 2015. Vi håber at Atassut fremover vil gøre brug af forsigtighedsprincippet og partiet får allerede muligheden for dette i forbindelse med finansloven for 2016. Det er nu at Atassut skal bevise, at de mener det de siger.

Det er på tide at Naalakkersuisoq for Finanser sammen med Formanden for landsstyret træder i karakter og tager et større ansvar for at tydeliggøre landsstyrets politik og den retning koalitionen ønsker at samfundet skal bevæge sig i. Vi ser frem til at få præciseret koalitionens politik og til at få tydeliggjort de utydelige hensigtserklæringer.

Den nuværende politiske ledelse er for svag og der bliver nødt til at ske ændringer. Jeg taler ikke om at ændre på magtfordelingen, men om at give plads til dialog. Essensen i mit budskab er, at landsstyret må begynde at involvere oppositionen og skabe mulighed for dialog mellem partierne. Der er brug for at vi politisk udveksler vores meninger uden at man gør kritiske stemmer tavse. Vi er sikre på, at hvis der skabes reel fælles dialog, kan vi tage skridt mod en bedre fremtid for os alle. Der er brug for politisk handling nu. Ikke stilstand. Men det manglende politiske lederskab skaber stilstand. Og det er folket ikke tjent med.

Samfundsøkonomien bliver som altid et stort emne under efterårssamlingen. Jeg skal på vegne af Inuit Ataqatigiit opfordre koalitionen til at bryde tavsheden og aktivt deltage i debatten om vores finanslov. Arbejdet med vores økonomi er afgørende for de muligheder samfundet får nu og i fremtiden.

Politisk ledelse baseret på dialog og vilje til at forstå hinanden må genindføres. Det må være slut med, at man nægter at udtale sig, undlader at besvare spørgsmål og afviser kritik uden begrundelse.

Vi ønsker, at forholdene bliver mere strukturerede, og opfordrer til at landsstyret danner et forum hvor vi frit og åbent kan udveksle vores meninger om finansloven og de planlagte reformer. Vi er sikre på, at det vil føre til større politisk enighed og flere politiske forlig. Hvis landsstyrets mål er en finanslov i balance og en finanslov med bred opbakning fra Landstingets partier, opfordrer Inuit Ataqatigiit til, at koalitionen åbner op overfor brede samarbejder. Vi håber at alle parter i koalitionen fremover vil benytte debatterne i landstingssalen til at fremkomme med deres synspunkter og lytte til andres synspunkter. Sådan som det bør være naturligt i et parlament.