§ 37 - Spørgsmål: Koalitionspartierne stiller alt for mange spørgsmål
Somme tider virker det som om, at nogle af spørgsmålene udelukkende bliver stillet i håb om at opnå lidt omtale i medierne, da svarene kunne være fundet ved en simpel søgning på Google, i Finansloven eller ved at rette henvendelse til den relevante udvalgssekretær i Landstingets Bureau
Fredag d. 17. marts 2017
Michael Rosing
, medlem af Landstinget for Demokraterne
Randi Vestergaard Evaldsen
, formand for Demokraterne
Emnekreds:
Landstinget
,
Landstinget paragraf 37 spørgsmål
,
Politik
.
Demokraterne er glade for, at der er mulighed for at stille spørgsmål til landsstyret. Det er et vigtigt arbejdsredskab for os medlemmer af Landstinget. Men i vores optik bør det primært være et arbejdsredskab for oppositionen. I øjeblikket bliver der stillet alt for mange spørgsmål fra koalitionspartierne. Og kvaliteten af spørgsmålene skal blive langt bedre.
Formanden for landsstyret og Formanden for Landstinget er røget i totterne på hinanden vedr. landstingsmedlemmernes mange spørgsmål til landsstyret. Demokraterne er glade for, at der nu kommer fokus på dette for der er ingen tvivl om, at der bliver stillet for mange spørgsmål som landstingsmedlemmerne selv burde være i stand til at finde svar på.
Somme tider virker det som om, at nogle af spørgsmålene udelukkende bliver stillet i håb om at opnå lidt omtale i medierne, da svarene kunne være fundet ved en simpel søgning på Google, i Finansloven eller ved at rette henvendelse til den relevante udvalgssekretær i Landstingets Bureau. På den måde synes vi godt man kan sige, at retten til at stille § 37 spørgsmål en gang i mellem bliver misbrugt.
Herudover er det vigtigt for Demokraterne at pointere, at spørgsmål til landsstyret primært burde være et arbejdsredskab for oppositionen, da vi jo ikke har direkte adgang til landsstyret på gruppemøder med videre. Det har man altså i koalitionspartierne. Det er derfor helt vildt, at det er koalitionspartierne, der tegner sig for omkring 66 procent af alle spørgsmål til landsstyret her i 2017.
Til sammenligning har den nuværende danske regering lige passeret sine første 100 dage. Siden da er der kun et eneste folketingsmedlem fra et regeringsparti, der har stillet et spørgsmål til regeringen. Det vil sige, at regeringspartierne i Danmark har stillet langt under 1 procent af spørgsmålene. Det er altså noget af en forskel.
Demokraterne mener, at der bliver brugt alt for mange ressourcer på at besvare § 37 spørgsmål, og vi har følgende idéer til, hvordan mængden kunne blive begrænset:
Politikere fra koalitionspartierne burde være langt bedre til at henvende sig direkte til medlemmerne af landsstyret eksempelvis på gruppemøder og lignende.
Formandskabet i Landstinget burde stille større krav til kvaliteten af spørgsmålene, og standse de spørgsmål, hvor det åbenlyst er muligt for landstingsmedlemmet selv at finde svar via eksempelvis en google-søgning eller ved at slå op i Finansloven.
Landsstyret bør have ret til i sine svar blot at henvise til en konto på Finansloven eller linke til en hjemmeside i stedet for at komme med en længere forklaring eller uddybning.
Så ja; Demokraterne støtter fuldt ud landstingsmedlemmers ret til at stille § 37-spørgsmål, men vi mener samtidig, at der i højere grad burde stilles krav til kvaliteten af spørgsmålene, så der ikke skal bruges kostbare ressourcer og kostbar tid på at besvare spørgsmål, som landstingsmedlemmerne dybest set selv kunne have fundet svar på.