I strid med Menneskerettighederne
Således er for eksempel medlemmer af den forhandlingsberettigede organisation på det socialpædagogiske område, Perorsaasut Ilinniarsimasut Peqatigiiffiat,i en arbejdsløshedssituation ikke berettiget til takstmæssig hjælp, mens de sidste få pædagoger, der endnu er organiseret i SIKs ikke-forhandlingsberettigede "pædagogorganisation" I.I.P. så sandelig da kan få takstmæssig hjælp.
Torsdag d. 22. oktober 1998
Holger Simonsen
Emnekreds:
Love og konventioner
,
Løn og overenskomster
,
Sociale spørgsmål
.
Peter Davidsen fra KNAPK fremhæver i AG fra 8. oktober, at der er forskelsbehandling i det grønlandske samfund, hvad angår tildeling af takstmæssig hjælp til medborgere i en arbejdsløshedssituation.
Dette er korrekt!
Landstingsforordningen er i direkte strid med menneskerettighedskonventionen. I denne fastslås menneskers ret til at afholde møder, slutte sig sammen i organisationer, herunder faglige organisationer, uden at der lægges dem hindringer i vejen herfor.
At begrænse en social ydelse, takstmæssig hjælp eksempelvis i en arbejdsløshedssituation, til medlemmer af særligt begunstigede fagforeninger, er at lægge borgerne hindringer i vejen for frit at organisere sig på denne måde.
Indblanding i organisationsfriheden
Således er for eksempel medlemmer af den forhandlingsberettigede organisation på det socialpædagogiske område,
Perorsaasut Ilinniarsimasut Peqatigiiffiat,
i en arbejdsløshedssituation ikke berettiget til takstmæssig hjælp, mens de sidste få pædagoger, der endnu er organiseret i SIKs ikke-forhandlingsberettigede "pædagogorganisation" I.I.P. så sandelig da kan få takstmæssig hjælp.
Hvilken interesse har Grønlands Landsstyre i det?
Et stort antal barnehjælpere og social- og sundheds-hjælpere (STI-ere) arbejder på samme institutioner som os socialpædagoger, og vi har en høj grad af fagligt fælleskab og stort set identiske arbejdsvilkår.
Derfor har et stort antal af disse barnehjælpere og socialmedhjælpere ønsket at P.I.P. også skal være deres forhandlingsberettigede fagorganisation, og har følgelig tilsluttet sig P.I.P., hvorved de mister retten til takstmæssig hjælp.
Dette kan, hvad enten det er tilsigtet eller ej, kun opfattes som objektiv hindring for at disse grønlandske medborgere frit kan tilslutte sig den organisation, som de ønsker skal varetage deres faglige interesser og opnå forhandlingsret for dem også. Et væsentligt antal af dem har dog allerede gjort det alligevel, men et sandt billede af gruppens sande organisationsforhold får vi først, når vor lovgivning ophører med at favorisere enkelte faglige organisationer.
Landstingsforordning om takstmæssig hjælp stammer fra 1979 og omfattede da alle lønmodtagere, der er tilmeldt folkeregistret i Grønland. I 1982 indskrænkedes personkredsen til medlemmer af SIK. Dette var allerede da kritisabelt. I dag da udviklingen i Grønland har ført til at en række faggrupper har skilt sig af ud i selvstændige organisationer, på trods af at de er nægtet adgang til en meget væsentlig social ydelse, er den direkte diskriminerende, og vil sandsynligvis med held kunne indbringes for Menneskerettighedskommissionen.