Skattefrit fryns til hjemmestyreansatte
Hvis det skulle vise sig, at nogle af skatteunddragerne er landsstyremedlemmer eller sidder i en høj stilling i hjemmestyreadministrationen, så har vi ikke brug for dem. Skatteunddragelsen kan ikke henføres under uvidenhed. Det er hjemmestyret selv, der har lavet skattereglerne, som andre må rette sig efter - til punkt og prikke - også selvom det for mange chauffører er en dyr fornøjelse at tage bilen med hjem.
Tirsdag d. 27. oktober 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds:
Love og konventioner
,
Politik
.
CHEFERNE i landsadministrationen - både politikere og embedsmænd - havde det noget nemmere dengang, alt var tilladt. Politikerne blev betragtet som agtværdige samfundsborgere, valgt personligt, og de kunne mene, hvad de ville.
Men det, man mente om andre, holdt man for sig selv.
Der var et næsten høvisk debatsprog, hvor personlig kritik stort set aldrig forekom, og var der endelig en, der skulle have en reprimande, blev den pakket ind til ukendelig, så kun den, den handlede om, forstod den. Politikerne kunne gøre næsten, hvad der passede dem, og deres administrerende autoriteter - embedsmændene - var eksperter, der ikke kunne fejle, og som ingen derfor sagde imod.
Dengang forstod journalisterne, hvad de kunne tillade sig - hvor langt de kunne gå - uden at risikere fyring af enten statsmagten eller landsrådet. AG var ingen undtagelse. Der var en grænse for, hvad man kunne, og hvad man ikke kunne.
Da staten så småt havde forstået
sin stilling
her i landet og ikke mere kunne trække Alverden ned over hovedet på Grønland uden først at spørge landsrådet, blev det almindeligt anerkendt, at pressen godt måtte hakke på staten, og staten blev derfor pressens første offer. Det var forståeligt nok, men ikke altid lige retfærdigt.
Staten og dens ansatte i Grønland var lette ofre, for de repræsenterede den væmmelige
undertrykker
og havde desuden dårlig samvittighed over, at al den velmenende barnepigementalitet havde ført til ulykke.
Men det var ikke så godt at kritisere politikere, og heller ikke de få grønlandske embedsmænd, der havde fået en fod indenfor i landsadministrationen. Så var man lands forrædder og kørte hetz mod "vore egne". Og det var slemt.
Det billede har unægtelig ændret sig.
Nu må pressen godt forholde sig kritisk til politikere, embedsmænd og "venner", selvom der undertiden falder drøje hug og gives iskolde skuldre mod "forræderne" og
deres ældgamle hæderkronede aviser, der rigtignok har kendt bedre dage.
Men sådan er livet jo, og nu sidder vi så igen med et pinligt emne, som vi er nødt til at gøre noget ved, selvom det er ubehageligt.
SNYDER vi hinanden her i vort lille idylliske smørhul af et land, undgår vi imidlertid ikke konfrontationer. Dem må vi så klare på bedste vis. Og snyderi - ikke mindst skattesnyderi - som rammer alle i samfundet, må vi ganske enkelt have afskaffet - i det mindste i hjemmestyretoppen. Vi ved endnu ikke, hvilke landsstyremedlemmer, der snyder i skat, eller hvilke af deres embedsmænd, der gør det. Men vi ved, at hjemmestyreadministrationen endnu ikke har indberettet de såkaldte tjenestebiler korrekt til skattevæsenet (læs side 8). Skattemyndighederne har altså ikke fået at vide, hvem der kører i hjemmestyrets biler uden for arbejdstid.
Vi ved, at der er nogle mennesker i hjemmestyret, der ikke har betalt skat for bilfrynsen, og vi har i hjemmestyret fået at vide, at det fortrinsvis er landsstyremedlemmer og direktører, der kører i tjenestebiler. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er direktører og landsstyremedlemmer, der ikke betaler skat for bilen. Vi ved det ikke.
Landsstyremedlemmerne og deres direktører er selv de arbejdsgivere, der skal sørge for, at opgørelsen over tjenestebiler bliver indberettet til skattemyndighederne. Når det ikke sker, rejses let mistanke om, at den manglende indberetning har et bestemt formål - skatte-unddragelse.
Vi ved desuden, at skattemyndighederne i Nuuk adskillige gange har rykket hjemmestyret for de årlige skatte-oplysninger, men endnu er det ikke lykkedes til fulde.
I SKAT gælder alle kneb.
Det er der i hvert fald mennesker, der mener. Nogle gribes ligefrem af den glade fribytterstemning, når de finder en metode til skattesvindel. Men det er en læresætning for asociale løjsere og ikke for folk i hjemmestyreadministrationen.
Hvis det skulle vise sig, at nogle af skatteunddragerne er landsstyremedlemmer eller sidder i en høj stilling i hjemmestyreadministrationen, så har vi ikke brug for dem. Skatteunddragelsen kan ikke henføres under uvidenhed. Det er hjemmestyret selv, der har lavet skattereglerne, som andre må rette sig efter - til punkt og prikke - også selvom det for mange chauffører er en dyr fornøjelse at tage bilen med hjem.